Vandretur i Kongens Enghave og omegn

Nytårsvandretur ved Kongens Enghave.

Årets nytårsturs-vandretur foregår i år ved Kongens Enghave og udvidede omegn, afsluttende med den danske nationalret stegt flæsk med kartofler og persillesovs ad libitum på restaurant Klubben på Enghavevej.

Vi mødes, søndag 13. januar kl. 10.00 på Vestre Kirkegårds Alle, tæt ved den nye Carlsberg S-station. Kommer man i bil, er der mange gratis skrå p-pladser langs alléen.

Efter at have ønsket hinanden godt nytår på behørig vis, begiver vi os ind på kirkegården, som i dag er på vej til at blive mere park end kirkegård, efterhånden som de store kistebegravelsespladser forsvinder, idet de fleste døde i dag bliver kremeret. Et af de mest interessante og kønneste steder er området omkring søen også kaldet ”Det røde hav,” som vi kommer forbi. Vel ude på Sydhavns plads går vi ind i det gamle fabrikskvarter, som i dag stort set er væk til fordel for nyt kontor- og boligbyggeri på godt og ondt. Efter lidt vandring ad kringlede veje langs med og over kanaler og havneindløb toner slusen mellem Sjælland og Danmarks tættest befolkede ø Amager frem i det fjerne.

Til alt held for os som står langt fra alfarvej, er den gamle gang- og cykelsti over slusen bevaret, så den haster vi hurtigt over, og står nu endnu længere fra alfarvej i et klondyke lignende kvarter på Amager fælled taget lige ud af en ”Olsen bande film.” Efter lidt stifinderi finder vi stien langs med havnen, hvorfra man hele vejen frem mod Islands brygge kan se HC Ørstedsværket og alt det nye byggeri på den modsatte side. Efter en kilometers tid, når vi frem til Nokken strandvej, en hullet jordvej, der som navnet siger, fører os til Nokken, en tvivlsom bebyggelse af forefaldende materialer. Ikke desto mindre er der klods op af bygget nye huse, indeholdende de dyre lejligheder med udsigt ud over havnen.

Vi går nu over broen ved Fisketorvet, forbi centret, op på Dybbølsbroen, hen ad Dybbølsgade til Enghavevej, hvorpå Tove Ditlevsens plads og stamværtshus Klubben er beliggende, med hendes have og det hele intakt, ”Tove Ditlevsens mindehave” kaldet, som når dette skrives, ligger midt i et byggerod, da kun det er bevaringsværdigt, til forskel for hendes barndomshjem i Hedebygade, der for længst er revet ned. Vi går nu indenfor i en af de ældste beværtninger på Vesterbro.

Dette var den lang tur på ca. 12 km.

Den korte tur er stort set den samme, men stopper ved slusen og går tilbage over Teglholmen. Ca 8 km.


Det stegte flæsk indtages som sagt i Klubben med øl i kandevis eller et glas hvid eller rødvin. Vi starter spisning kl. 13.15.

Prisen er 225 kr. alt inklusive pr person.

Tilmelding senest mandag den 7. januar 2019.


Turledere: Lonni og John Anker Hansen

Telefon: 4656 2358, mail: maane16@gmail.com


Forsidefoto fra www.kobenhavnergron.dk

Jan 13

Sted: Mødested er oplyst i arrangementsbeskrivelsen

Tidspunkt: 13-01-2019 10:00


Få ledige pladser!

Tilmeld dig