Bent Fabricius-Bjerre & LiveStrings koncert inkl. rundvisning

Bent Fabricius-Bjerre samler igen strygekvartetten LiveStrings, og gentager succesen med en koncert i DR Koncertsalen. Håndværkerforeningen inviterer forinden koncerten på eksklusiv rundvisning og et glas i Koncerthuset, og mødes med Æreshåndværker Michala Petri efter koncerten. 

En god melodi går aldrig mode. Det viser den folkekære Bent Fabricius-Bjerre, når han gang på gang har skabt melodier, der er blevet en del af den danske kulturarv. Nu får publikum en ny chance for at opleve Bent Fabricius-Bjerre live på scenen, når han igen tørner sammen med LiveStrings og virtuoserne Michala Petri (som er Æreshåndværker) på blokfløjte og Mathias Heise på mundharpe. Sammen skaber de en mageløs stemning i DR Koncertsalen, og sender publikum hjem med en uforglemmelig musikalsk oplevelse spædet op med humoristiske anekdoter hentet fra hovedpersonens lange og mindeværdige karriere.

Sammen med strygekvartetten LiveStrings, som er kendt fra både den klassiske og rytmiske musikscene, har Bent Fabricius-Bjerre udgivet albummet ”Natsværmeri”. Albummet indeholder 14 af de største værker fra den produktive komponists liv. Derudover indeholder albummet både populære kendingsmelodier som ”Matador”, ”Norwegian Sunset” fra ”Bjergkøbing Grand Prix” samt ”Forelsket i København” herudover også nyere kompositioner som musikken til ”Blinkende Lygter” og ”Mens Vi Lever”.

Berlingske anmeldte ”Natsværmeri” og kvitterede med 5 ud af 6 stjerner og rosende ord til mesteren selv og samarbejdet med LiveStrings:

”Komponisten, der ved albummets release-koncert gav sin første offentlige optræden i København i 20 år, kan fortsat varetage det karakteristiske elegante klaverspil, hvilket indledningsvis sker i valsen ’En enkelt melodi til dig’. Og den stemningsfyldte tangentleg kan endvidere opleves i ’Tænk på et tal’ og ’Matador’ samt – slutteligt – mesterligt melankolsk – i ’Blinkende lygter’.”

”Kort sagt – en uropførelse for en klassisk strygekvartet, hvor såvel struktur som melodik bekræfter, at Bent Fabricius-Bjerre fortsat mestrer sit fag og bibeholder sin identitet. Her befinder vi os i det højromantiske univers, hvor gode elementer af tango leder tankerne hen på argentinske mester Astor Piazzolla, uden at det nordiske og ’fabric’ske’ lys går tabt’”

Der venter altså en unik koncert lige rundt om hjørnet i selskab med Bent Fabricius-Bjerre og LiveStrings, som med sikkerhed vil røre, begejstre, underholde og ikke mindst vække minder hos publikum.

Håndværkerforeningen har et begrænset antal billetter med garanti for gode pladser i kategori A terrasse G.

Inden koncerten er der arrangeret hygge for meldemmer inkl. en rundvising og et glas.

Programmet er følgende:

18.45 – Ankomst til koncerthuset og aflevering af overtøj i garderoben

19.00 – Rundvisningen i Koncerthuset

19.30 – Hygge i foyeren inden koncerten inkl. et glas.

20.00 – Koncert start

Medlemspris er kun 395 kr. Ledsagere der ikke er medlem af Aktivitetscenteret er velkomne - her koster en billet 545 kr. (kostpris). 

Der er bindende tilmelding. 



Tilbage til Aktivitetscenteret