Vandretur Sofiero Sverige

Vandreturen bringer os til Sofiero Slot nord for Helsingborg i Sverige.

Slottet blev bygget i 1865 af den senere kong Oscar II som gave til hans hustru Sofie af Nassau. Det er blevet brugt som sommerresidens af den svenske kongefamilie, indtil det i 1973 blev skænket til Helsingborg by. Slotsparken er især kendt for sine store blomsteranlæg, og for sine hundredevis rhododendronbuske.

Vi mødes kl. 09.45 ved færgeselskabet Forseas billetsalg på banegården i Helsingør. Det ligger på 1.sal med adgang både fra spor 1 på perronen, og fra Færgevej, der ligger langs med parkeringspladesen ud til Øresund. 

Færgen til Helsingborg afgår kl 10.

Vel ankommet til Helsingborg vandrer vi forbi Rådhuset op til det gamle fæstningstårn Kärnan. Herfra følger vi den lille højderyg Landborgspromenaden, der byder både på smukt udsyn til Øresund (og Danmark!), og på fredede skovarealer i Pålsjö. Turen er på 9 km, og foregår på vel afmærkede stier med fast underlag. Den omfatter et vist mål af trapper, men de vil blive forceret i adstadigt tempo, så alle kan være med. Undervejs til Sofiero vil der være en opstrammende pause.

Efter ankomst til Sofiero Slotspark omkring kl 13.15 er der frit samvær, hvor turens deltagere kan indtage medbragt mad og drikke i parken, og besøge slottet – der har skiftende udstillinger – og især beundre rhododendronbuskene og de øvrige blomsteranlæg, der forhåbentlig vil være i fuldt flor. Kl. 15 mødes vi alle i Glasverandaens café ved slottet, hvor der vil være kaffe og kage.

Tilbageturen til Helsingør foregår individuelt, så deltagerne efter kaffen om ønsket kan fortsætte besøget i slotsparken, og eventuelt besøge det lokale ishus - eller tage direkte hjemad. Bus nr 8 til Helsingborg har stoppested til højre for udgangen fra slotshaven, der er afgang hvert 20. minut med ankomst til færgelejet i Helsingborg godt et kvarter efter. Færgerne til Helsingør afgår hvert kvarter. Turen tilbage til Helsingborg kan også tages til fods – langs kysten er ruten på knap 6 km. Slotsparken lukker kl 18.

Vandreturen gennemføres med støtte både fra Håndværkerforeningens Aktivitetscenter og fra den tidligere Vandreklubs opsparing. Deltagerbetalingen er 120 kr. pr person, der dækker færge, entré til slotshaven, samt kaffe med kage. Der er plads til 35 deltagere på turen. Tilmelding skal ske via Aktivitetscentrets hjemmeside senest fredag 24 maj 2019.

Husk for en sikkerheds skyld billed-ID!

Venlig hilsen

Birgitte Møller (tlf 2742 8546)

Kommende vandreture:

25 august 2019; 14-21 september 2019;

6 oktober 2019; 24 november 2019.
Jun 2

Sted: Færgeselskabet Forseas
, 3000 Helsingør

Tidspunkt: 02-06-2019 09:45


Få ledige pladser!

Tilmeld dig