En fredet bygning med solidt håndværk som fundament er i gang med at blive genopført. Projektet byder på gentænkning, nytænkning og ikke mindst godt håndværk.
Leif Hansen, restaureringsarkitekt på Børsen og ejer af Leif Hansen Tegnestue, samt Mia Arborg, projektchef og partner, besøger os i Salonerne.
Her vil de fortælle om det arbejde, som de gennem en årrække har udført i forbindelse med restaureringen og nu genopførelsen af bygningen. De har om nogen et indgående kendskab til hele bygningen, dens historie og det håndværk, som kræves, når man arbejder med en 400 år gammel fredet bygning.
Den 16. april 2024 blev en skelsættende dag for Børsen, da den historiske bygning stod i brand.
Heldigvis blev 40 % af bygningen reddet. Dette skyldes flere forhold – først og fremmest brandvæsnets indsats, men også at Leif Hansen Arkitekter i 2024 etablerede en helt ny, såkaldt brandkamserstatning. Med kendskab til bygningens indretning, hulrum og brandmæssige svage områder var de i brandsituationen med til at anvise indsatsområder for brandvæsenet, herunder brandvæggen, hvor branden blev holdt i skak, samt hvor der skulle sættes støttende foranstaltninger op.
”Selve genopbygningen af Børsen vil tage 6-8 år,” fortæller arkitekt Leif Hansen. ”Vi er faktisk godt stillet i forhold til at føre bygningen tilbage, da 40 % af bygningen stadig står her. Og målet er som hidtil at bygge og restaurere vores Børsbygning, så den kan ældes i skønhed til glæde for vores børn og børnebørn.”
Til foredraget kommer vi tæt på de forskellige håndværksfag, der arbejder på byggeriet, og Mia og Leif fortæller os om restaureringen og genopbygningen.
Er du ligesom os fagnørd, og vil du gerne høre om valg af materialer, udfordringer, nytænkning, bæredygtighed, genanvendelse af materialer og alt, hvad en så gennemgribende genopbygning og restaurering byder på af overraskelser og historier, så skal du deltage i dette arrangement.
Medlemmer af Håndværkerforeningen kan deltage i foredraget for 100 kr. inkl. netværk og forplejning. Du er velkommen til at tage en kollega med – her er prisen 200 kr.
Program
16.30-17.00 Dørene er åbne, og der er kaffe på kanden 😊
17.00-18.30 Oplæg om restaureringen af Børsen v. Leif Hansen.
18.30-19.00 Netværk og forplejning.
Læs mere om restaureringen her:
Vi glæder os til at se jer!