Søndag den 26. oktober er der arrangeret en skøn vandretur med Håndværkerforeningen til det nordlige Sjælland, nærmere bestemt Rungsted og vandretur på en afkortet version af BLIXENRUTEN.
BLIXENRUTEN er en vandrerute på ca. 16 km med start og slut ved Karen Blixen Museum Rungstedlund. Vi afkorter den dog til 10-11 km i dag. Ruten er cirkulær og fører gennem Fuglereservatet til den smukke Folehave skov, omkring Arboretet, gennem Hørsholm Slotshave og forbi Hørsholm Kirke, gennem Hørsholm Kirkegård og tilbage til Rungstedlund via Rungsted Hegn.
Til BLIXENRUTEN er der udviklet 17 spændende lydfortællinger, som dykker ned i Karen Blixens univers og hendes tilknytning til området. Undervejs oplever du kultur- og naturattraktioner i verdensklasse lige fra hundredårige gamle træer til hemmelighedsfulde bronzealderhøje, et barokt haveanlæg og en istidsskrænt.
Udover at formidle Karen Blixen byder ruten på oplevelser forankret i den lokale kultur- og naturhistorie. Fra fortællinger om landskabernes udvikling gennem istid og bronzealder, til den tragiske historie om den ulykkelige dronning Caroline Mathilde og et slot der sank i grus, til opløftende fortællinger om skovens udvikling og vild natur. Du vil også høre om nogle af de mennesker, som har haft en historisk betydning for lokalområdets og landets udvikling.
Turen afsluttes hos The Captain på Rungsted Havn, hvor der serveres en lækker frokostplatte, drikkevarer er for egen regning.
Praktisk info:
Mødetid er kl. 10:00 ved Rungstedlund.
Der er kun en rute, en afkortet version af BLIXENRUTEN– som vi afkorter til 10-11 km. Ved ønske om kortere tur, er man velkommen til selv at afkorte yderligere – kort over ruten kan findes på https://blixen.dk/blixenruten.
Der er toilet ved start samt midtvejs.
Efter vandreturen spiser vi frokost på The Captain, hvor der er bestilt bord kl. 13:30.
Denne tur indeholder frokost og koster: 180 kr./deltager.
Kontakt på dagen: Kirsten 2240 4889 eller Henrik 2228 1177.