Rundvisning på Nordisk Film

Kom en tur ind bag kulisserne på verdens ældste filmselskab - Nordisk Film

Træd indenfor i verdens ældste – stadig producerende – filmselskab.

Nordisk Film er en levende filmby, som siden 1906 har skabt store oplevelser på det danske filmlærred. Hvem har ikke stiftet bekendtskab med karakterer som Meyer fra Huset på Christianshavn, Egon Olsen og alle hans planer eller Fru Fernando Møhge fra Matador? Bag de ikoniske, røde facadebygninger mærker man tydeligt stemningen fra mere end hundrede års dansk filmhistorie og får et kig ind i kulisserne bag nogle af Danmarks mest elskede fortællinger.

Rundvisningen vil bl.a. byde på en samling af originale kostumer fra Olsen-Banden, Huset på Christianshavn og Matador, men også en rejse i dansk filmhistorie fra stumfilmens tid til moderne filmproduktion. Efter rundvisningen vil det være muligt at besøge Nordisk Film Shoppen, hvor man kan købe sjove og spændende gaver med hjem.

Medbring godt humør og påklædning efter vejret, og træd ind i en verden af dansk filmhistorie.

Obs. Rundvisningen er desværre ikke egnet til kørestolsbrugere, og der er ikke parkering på grunden. Hertil henvises der til parkering ved Spinderiet eller på de omkringliggende veje.

Mødested: Ved porten til Nordisk Film, Mosedalvej 14, 2500 Valby.

Mødetid: Senest 16.50. Rundvisningen går i gang kl. 17.

Der er bindende tilmelding senest den 1. september.


(Foto: Nordisk Film A/S)

Sep 10

Sted: Nordisk Film
Mosedalvej 14, 2500 Valby

Tidspunkt: 10-09-2026 17:00


Arrangementet er udsolgt. Skriv dig på venteliste