”Jeg har brug for jeres hjælp!” Sådan lød overskriften på Co’libris opslag på de sociale medier i maj. Opslaget handlede om det varsel om huslejestigning som Malene Lerager havde modtaget fra sin udlejer. Høje huslejestigninger er en af udfordringerne for især de små butikshåndværkere. Derfor har vi taget en snak med Malene Lerager om udfordringen og hendes idéer til hvad der kan gøres for at skabe en levende by.
Hun har senest fået varsel om en stor huslejestigning på 74 procent der effektueres med 25 procent af de 74 om året i fire år. Den nye husleje hænger dårligt sammen med virksomhedens generelle økonomi.
”Jeg fik tre måneders varsel hvilket i sig selv er meget kort tid når det gælder så voldsom en huslejestigning”, siger Malene Lerager.
Det er ikke den første huslejestigning Malene Lerager har fået inden for kort tid. Sidste år fik hun en anden ekstraordinær huslejestigning på 8,2 procent.
”Jeg fik dengang at vide at det var skatter og afgifter, og som jeg forstod det, var det helt ude af udlejerens hænder. Stigningen kom oveni den almindelige huslejestigning som følger nettoprisindekset, som jeg har været vant til alle årene, og som selvfølgelig er helt ok. Men nu har jeg så fået den ny ekstra stigning fordi huslejen skal op på markedsværdien af lejemålet, ifølge udlejer. Men der er jo ikke en fast kvadratmeterpris, så det er op til udlejeren hvad den skal ligge på,” siger Malene Lerager.
Kongelig hofleverandør
Malene Lerager brænder for sit håndværk og har gjort det siden hun i 2005 kom i lære hos Ole Olsen som hun senere overtog værkstedet fra, da han blev syg. Hun har siden drevet det videre efter fagets traditioner og i hans ånd.
Bogbinderfaget er ikke et fag man bliver rig af, selv om Malene Lerager har mange gode faste kunder, driver en eksklusiv bogklub, som laver særlige udgivelser i flotte indbindinger, og er kongelig hofleverandør, er det det eneste guldrandede ved forretningen, det som hun lægger på bogomslagene. Men passionen for håndværket driver hende.
”Jeg skal bare tjene til at betale for at mine sønner og jeg kan få mad på bordet og har et sted at bo, og at vi én gang om året kan besøge min familie i Finland.”
Resultat er flere tomme butikker
Malene Lerager skrev opslaget på de sociale medier fordi hun gerne vil gøre opmærksom på problemet, ikke kun for hende selv, men for byen generelt, for store huslejestigninger kan betyde at flere af de små håndværkere, og specialbutikker forsvinder. Et problem, der er kendt fra de fleste byer ikke bare i Danmark, men også i resten af Europa.
I MESTER nr. 14 satte vi fokus på den problematik og interviewede erhvervs-ph.d. Julie Holck om udfordringerne med de tomme butikslokaler. Hun har forsket i byudvikling og sagde blandt andet i artiklen:
”Som ejendomsudvikler er det ikke i stueetagen, man skal tjene penge. Stueetagerne skal være med til at skabe stedets liv og give det karakter og tiltrække de rigtige mennesker, der vil bo der og blive der i mange år, og dermed skabe stabil indtægt. Derfor mener jeg, at huslejen skal være lavere til butikkerne,” sagde Julie Holck i MESTER den gang.
Hun sagde også i samme artikel:
”En ejendomsudvikler har et perspektiv på 10-20 år, men som selvstændig forretningsdrivende har du et perspektiv, der slutter i aften når kassen gøres op.”
Få reaktioner
Malene Lerager har fået mange positive henvendelser fra mennesker, der støtter hende og hendes forretning. Ikke mindst fra bogbranchen. Men ingen fra politikere eller andre, som efter hendes mening burde have interesse for at sikre, at der er liv i byens butikker.
”Vi er en relativt lille branche os, der arbejder med bøger, og vi støtter hinanden. Så derfra er der fuld opbakning. Men jeg forstår ikke, at der ikke er politikere, der gør noget ved problemet. Hvis der ikke bliver gjort noget, ender det med, at byen kun består af kædebutikker og tomme butikslokaler. Og så synes jeg i øvrigt, at udlejerne i byen også har et ansvar for at være med til at skabe en divers by og ikke kun tænke med pengepungen,” siger Malene Lerager.