Oplevelser fylder mere hos kunderne

Efter nogle svære år er optimismen tilbage hos de forretningsdrivende. Det fortæller Michael Gatten, direktør hos KBH - Commerce & Culture (KCC). Men kunderne har i højere grad end før fokus på at kombinere shopping med oplevelser, og derfor er byens handelsliv under forandring.

Tekst: Jakob Bo Andersen

Denne artikel blev bragt i MESTER32, september 2024

Kunderne, og ikke mindst turisterne, er tilbage i København. Det giver optimisme hos de forretningsdrivende i det indre København. Men forbrugernes ønsker og adfærd har ændret sig, og det sætter sit præg på handelslivet.

”Vi kan se at kombinationen af shopping og oplevelser er blevet vigtigere for forbrugerne. Det handler bl.a. om det gode værtskab, og om at man som kunde føler sig set og hørt. Kort sagt: god service. Men det handler også om indretning af butikken, hvilke varer man har og meget andet. Det er en udvikling som er i gang, og den er man nødt til at følge op hvis man vil have kunder ind i sin butik,” fortæller Michael Gatten.

Så selvom optimismen er stor, er alt dog ikke lutter lagkage. Mange steder i byen kan man for eksempel se tomme butikslokaler.

”Både byen og handelslivet er under voldsom forandring i disse år, og det klassiske handelsliv er presset. Det er en udfordring for flere forretningsdrivende, men der er mange årsager til at vi fx ser tomme butikslokaler. Det kan være udgiftsniveauet eller eftervirkninger af corona. Det kan også være forbrugernes ændrede adfærd, eller at de varer eller produkter du har i din butik ikke passer til det forbrugerne efterspørger lige nu. Men én ting der går på tværs af det hele, er de rammevilkår som forretningslivet er underlagt fra kommunens side. Og selvom vi i KCC mener at kommunen bestemt er blevet bedre, så er der langt endnu,” siger Michael Gatten.

Et mangfoldigt handelsliv er alfa og omega

Et af de mere synlige resultater af den transformation byen og handelslivet har gang i, er at der i de seneste par år er kommet flere caféer og restauranter og flere store brands og kædebutikker til København. Men det sidste ser Michael Gatten som en positiv ting.

”Det er et stort plus at de store brands vælger København til. Det viser at vi har en attraktiv by. Men det er også et stort plus at de små og uafhængige brands og specialbutikker er der. For det er mangfoldigheden der er central. Og modsat andre storbyer, så har vi faktisk et attraktivt miks og mangfoldighed med små og store butikker, verdensklasse gastronomi og spændende oplevelses- og kulturtilbud. Det gør København unik, og det skal vi passe på,” siger Michael Gatten.

Men hvem skal så sørge for det?

”Alle har et ansvar for at vi har et godt og mangfoldigt handelsliv,” siger Michael Gatten og nævner både de forretningsdrivende selv, ejendomsejere og udlejere, københavnerne og hovedstadsområdets forbrugere.

”Vi hører generelt at der er rigtig god dialog og samarbejde mellem de mange aktører i byen: ejendomsejere og forretningsdrivende, nattelivet og beboerne. Vi ser og oplever også at de forretningsdrivende har fået overskud til at løfte blikket og ikke bare tænke på deres egen butik, men også at hjælpe naboen eller gøre noget for gaden eller kvarteret,” siger Michael Gatten.

Politiske beslutninger har konsekvenser

Men den vigtigste faktor for et godt handelsliv er naturligvis at der er kunder i butikkerne.

 

Som forretningsdrivende har du en opgave i at gøre dit forretningsområde eller værksted attraktivt. Men i sidste ende er det kunderne der har valget – og dermed magten – i forhold til hvor og hvordan de vælger at handle.

Og så er vi tilbage ved de kommunale rammevilkår. For de lokale specialbutikker og -værksteder kan ikke leve af turister alene. Her er en lokal – og regional – kundekreds afgørende.

Derfor er Michael Gatten skeptisk over for den byrumsplan for Middelalderbyen som kommunens politikere har vedtaget, og som er ved at blive implementeret. Planen omfatter blandt andet at der skal nedlægges 600 gadeparkeringspladser i Middelalderbyen.

”Det er vigtigt at man ikke lægger unødige forhindringer i vejen for at kunderne kan komme frem til butikkerne – og her er man fra politisk side nødt til at erkende at mange lokale og regionale kunder kommer kørende i bil. Det er langtfra alle der kan klare sig med offentlig transport eller på cykel,” siger Michael Gatten og fortsætter:

”Handelslivet i København kæmper blandt andet med Fields, Lyngby Storcenter og Rødovre Centrum hvor det er langt nemmere at komme frem med bil og parkere. Så i København skal vi være meget bedre til at fortælle om de parkeringsmuligheder der trods alt er, sådan at de kørende kunder ikke bare bliver væk,” siger Michael Gatten og slutter:

”De politisk bestemte rammevilkår er meget afgørende. Desværre oplever vi ofte at kommunen tager handels- og kulturlivet for givet. Det lader til at man tænker at hvis en butik lukker, kommer der jo bare en anden. Men sådan er det langtfra.”

KCC er handels- og kulturlivets interesseorganisation i Indre By. Medlemmerne omfatter forretningsdrivende, butikker, hoteller, restaurationer, caféer, natteliv, kulturinstitutioner, liberale erhverv, erhvervsejere, -udviklere og -mæglere m.fl.