Makerne i Jernbanebyen

Trafikken på Vasbygade slanger sig forbi det gamle baneområde som udefra set ligger ret stille hen; men når man kommer nærmere, er der masser af aktiviteter hos Maker der har overtaget de gamle Banedanmark-værksteder og omdannet dem til værksted og netværkssted for en lang række håndværkere.

Hos Maker deles medlemmerne om maskiner, teknologi og alle værkstedsfaciliteter. Her arbejder til daglig 60 medlemmer fra 17 forskellige nationer, og de er blandt andet tømrere og snedkere; der er en elektriker, nogle smykkemagere og også arkitekter, 3D-print eksperter, designere og mange andre fag, der alle på den ene eller anden måde har det fysiske håndværk til fælles. Hovedparten af medlemmerne er aldersmæssigt fra 25 til 40 år, men der er både yngre og ældre medlemmer hos Maker.

”Maker er organiseret som forening, og vi understøtter fysisk iværksætteri. Altså mennesker der beskæftiger sig med at udvikle noget fysisk som eksempelvis møbler. Vi er udsprunget af Maker-bevægelsen og har fra starten i 2015 arbejdet for en mere åben tilgang til teknologi og flere muligheder for alle til at bruge nye teknologier, siger Malte Hertz Jansen, der er direktør for Maker.

Maker-bevægelsen startede i USA på universitetet MIT, og herfra kom det først til Sydeuropa hvor der tidligere blev holdt store messer for makere, ”Maker Faires”, og nu har hele tankegangen om at skabe fællesskaber for håndværkere og andre kreative, der udvikler fysiske produkter, fået solidt fodfæste blandt andet på det gamle jernbaneområde i Sydhavnen.

Bidrag til fællesskabet

Når man er medlem af Maker, kan man døgnet rundt komme på værkstedet og arbejde. Der er mulighed for både deltids- og heltidsmedlemskab, og derfor samler foreningen en god blanding af professionelle selvstændige og mere hobbybaserede håndværkere, men med en overvægt af de professionelle med eget CVR-nr.

”Overordnet er der en tredeling i Maker-bevægelsen. Der findes en lang række Maker Spaces i folkeskoler, på biblioteker og på uddannelser – det kan kaldes zero to Maker. Derudover er der det vi kalder Maker to Maker, som er hobbyister og de klassiske Maker Spaces og sidst men ikke mindst Maker to market segmentet, der er de professionelle. Hos os er vi fortrinsvis for de professionelle, men vi har også medlemmer der har fast job ved siden af deres håndværk,” siger Malte Hertz Jansen.

Maker er mere end bare et deleværksted. For det første er der hjælp at hente til at bruge maskinerne både fra de ansatte og ikke mindst fra de andre medlemmer. For samarbejdet mellem medlemmerne er ikke bare en mulighed; det er en del af kulturen. Udover Malte er der ansat værkstedsledere, designere og projektledere, der kan hjælpe medlemmerne med alt fra udvikling til administration af virksomheder.

”Vi har interne medlemsarrangementer hvor medlemmerne lærer hinanden at kende, og så er der alt det uformelle hvor vi siden 2020 har arbejdet på at have et sted hvor folk kan møde hinanden. Vi har ikke bookingtid på maskinerne for vi vil hellere have at medlemmerne kommer herned og er her og taler sammen. De skal hjælpe hinanden, og meget gerne også lave forskellige former for samarbejde. Lige nu er der 50% af medlemmerne der ender med at lave samarbejde med hinanden på den ene eller anden måde, og det skal fortsat udvikle sig,” siger Malte Hertz Jansen.

Han har ambitioner på sine medlemmers vegne. For Maker vil gerne være et sted som medlemmer kan vokse ud af fordi de får succes og derfor får brug for mere plads.

”Den største succes for os er når vi kan sætte folk i gang med deres idé og virksomhed, og når de så bliver for store til at være her, er der andre steder at gå hen. Et eksempel er Trifolium (læs om Trifolium andet sted i MESTER, red.) som har plads til større virksomheder, men på flere måder har samme tilgang til fysiske iværksættere som vi har,” siger Malte Hertz Jansen.

Fra industriel designer til maskinsnedker

Hector Grønborg er et af medlemmerne hos Maker. Han er uddannet industriel designer og er ved at videreuddanne sig til maskinsnedker. Sammen med en uddannet partner er han nu i gang med at starte virksomhed hvor Hector så tager sin uddannelse fra.

”Vi arbejder med grøn omstilling og genbrugsmaterialer.  Vi har arbejdet bag computeren i 4-5 år, men nu vil vi gerne påvirke den grønne omstilling i håndværket. Derfor vil vi arbejde mere med det i praksis. Jeg har selv været en del af Maker i et par år. Det har den rette størrelse til opstart. Her er mulighed for at arbejde med produktudvikling og mere eksperimenterende ting. Vi vil gerne lave nogle projekter og søge nogle fonde sammen med Maker, og så er ambitionen at vokse så vi på et tidspunkt skal finde et større sted at være. Men indtil da er det perfekt at være her,” siger Hector.

Han har arbejdet med håndværk som autodidakt her i flere år, og det er ikke ualmindeligt at det er sådan man starter hos Maker.

”Vi har mange som kommer herned fra om eftermiddagen, efter deres job. De har et deltidsmedlemsskab, og bruger værkstedsfaciliteterne her til at arbejde med deres håndværk.  Jeg begyndte på samme måde, og det er en god blød måde at sætte sin virksomhed i gang på,” siger Hector.

Udover adgang til værksted og netværket er der også hjælp at hente til de mere administrative ting der følger med når man skal etablere en virksomhed.

”Jeg har fået hjælp til at oprette et CVR-nr. og andre former for juridisk vejledning. Der er også mulighed for at få hjælp til at sætte sit regnskabsprogram op, og få råd til hvordan man skal kommunikere med sine kunder. Så der er flere fordele ved at være med her hos Maker,” siger Hector.

Godt sted at starte som selvstændig

Et af de nyere medlemmer er Sasha Haagen Andersen. Hun er uddannet møbelsnedker, og efter at hun havde afsluttet sin uddannelse, kunne hun ikke lige finde et job. Men så ville hendes far gerne have bygget et køkken.

”Jeg gik i gang med at bygge køkkenet, og da jeg var færdig kom der en anden og ville have bygget et skab. Derefter kom der flere til, og så kunne jeg lige så godt starte som selvstændig. Jeg har været her i Maker siden november, og det er et fedt sted at være. Du slipper for at gå helt alene på et værksted, og der er altid nogen der kan hjælpe dig,” siger Sasha.

Hun er glad for at der er et sted som Maker i København hvor hun selv bor.

”Det er nemt tilgængeligt, og det er et godt sted når man er nystartet selvstændig. Jeg har blandt andet et samarbejde med en anden møbelsnedker her. Vi hjælper hinanden med opgaver, og hun har blandt andet hyret mig til at hjælpe sig i perioder hvor jeg ikke har haft så meget at lave. Så på den måde kan man også få opgaver ud af at være her,” siger Sasha.

”Endelig giver det også en anden tryghed, når man ikke er alene som man ville være på sit eget værksted. Her er altid andre man kan spørge hvis man er i tvivl om noget,” siger Sasha der er fuldtidsmedlem hos Maker og driver virksomheden Midgaard Møbelsnedkeri.

Første netværk i Danmark

Et andet sted på værkstedet er James i gang med at skære træ ud. Han er fra England og har været i Danmark i ni år fordi hans hustru arbejder for FN. Han har oprindeligt arbejdet med sociale medier, men efter at han er kommet til Danmark, har han kastet sig ud i at bygge møbler.

”Jeg har lavet et karriereskift og er begyndt at designe og bygge møbler til små boliger. Vi bor selv i en lille lejlighed, og jeg startede med at bygge skabe til os selv, og nu designer og bygger jeg til andre. Her er godt at være og arbejde, blandt andet fordi her er et godt netværk, og folk er altid klar til at hjælpe. Jeg kom herud for halvandet år siden, og før det havde jeg intet netværk til mennesker i Danmark. Det har jeg fået her. Alle er åbne og arbejder på kryds og tværs, så jeg har både fået venner og opgaver ud af at være her,” siger James, der kalder sin virksomhed Crafted by James.

TILBAGE til temaet

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.