Stedet er et arbejdsfællesskab for virksomheder som med et abonnement får adgang til alle værkstedsfaciliteter og mulighed for at drive virksomhed i det fællesskab der følger med det at være en del af Trifolium.
Lau Christensen er direktør og en af de tre stiftere af Trifolium, og han ser stedet som den tredje mulighed på arbejdsmarkedet.
”Min drøm er at vi skal være det sted hvor du får det bedste fra det at være ansat, samtidig med at du er selvstændig. Jeg var med til at etablere det første tværfaglige fællesskab for freelancere på Vesterbro i 2005. Her mødte jeg Søren Juul Nielsen som var på udkig efter en erhvervsejendom som investering, og jeg ledte efter et sted hvor jeg kunne bygge et community. Sammen gik vi i gang med at finde et sted hvor vores fælles idéer kunne blive til virkelighed. Det tog lang tid inden vi fandt stedet her og fik indrettet det som det ser ud i dag, men nu er vi endt med det vi havde i tankerne, ” siger Lau Christensen.
Han har haft en hammer i hånden siden han kunne holde på den uden at tabe den, men læste psykologi og virksomhedsstudier, og kombinerer i dag det hele ved at arbejde med forretning, håndværk og mennesker som han selv siger.
No bullshit-løsning
Som nyetableret selvstændig kan det være økonomisk tungt at etablere sit eget værksted. Der skal lejes lokaler og købes maskiner, og det er dig der står for udgifterne. Hos Trifolium får du, ifølge Lau Christensen, det samme og mere til, men med en reduceret risiko.
”Her kan du komme ind og få fuld service. Vi har introkurser til maskinerne, og kan blandt andet oplære dig i at bruge CNC-fræseren hvis du ikke har prøvet det før. Vi står for at servicere maskinerne, så de hele tiden er up to date. Så du kan bare komme ind, signe up og begynde at arbejde med det samme, og så er der altid kaffe på kanden og varme på værkstedet. Det er en no bullshit-løsning,” siger Lau Christensen.
Klar til fællesskab?
Hos Trifolium er det tømrere, snedkere, designere, arkitekter og fotografer som har deres daglige gang som medlemmer. For at blive medlem skal man have et CVR-nr., og så skal man til samtale med Lau Christensen og hans medarbejdere. Her handler det om hvilke behov man har som selvstændig, i forhold til hvad Trifolium tilbyder, og ikke mindst hvem man er.
”Vi ser mere på hvem du er end på hvilken faglighed du har. Det er vigtigt at du er interesseret i at indgå i det fællesskab vi har her. Vi møder virksomhederne og finder ud af om det er det rigtige sted at være for dem. Man skal have et fagligt udbytte af at være her, og hele ideen er at man skal have tillid til hinanden så man tør spørge hinanden om hjælp,” siger Lau Christensen.
Trifolium har 77 medlemsvirksomheder. Her er alt fra enkeltmandsvirksomheder over de mindre med 2-5 ansatte, og også lidt større og mere etablerede virksomheder. Der er eksempelvis en designvirksomhed der er vokset og i dag har medarbejdere både på kontoret og i produktionen. Alt sammen i det store Trifoliumhus.
Skab forretning sammen
Som medlemsvirksomhed har du kun to måneders opsigelse, så på den måde er det fleksibelt at have værksted her. Men de fleste virksomheder bliver dog i lang tid og vokser på stedet. Samtidig er der et godt samarbejde mellem dem Trifolium understøtter.
”Her er community managers i vores forskellige områder. De hjælper med at skabe forbindelserne mellem virksomhederne, både fagligt og forretningsmæssigt,” siger Lau Christensen.
Et eksempel på et samarbejde har vi f.eks. mellem Knife Guy Studio, der laver knive, og Augusto der producerer produkter af affaldstræ. Knife Guy Studio bruger træet til skæfter på knivene.
”De to har fundet hinanden her, og det er hele pointen ved at være her. Man skal finde hinanden på kryds og tværs, og hjælpe med opgaver, forretning, videndeling og læring. Vi er kommercielt drevet, men det er vigtigt ikke at have ambitioner på medlemmernes vegne. Vi har de tilbud på hylden, som efterspørges og som understøtter deres forretning, og så er det op til dem selv at udvikle forretningen,” siger Lau Christensen.
Hub for den næste generations startups
Selv om Trifolium ikke direkte har ambitioner på de enkelte medlemsvirksomheders vegne, vil man gerne være stedet for den næste generations startups inden for blandt andet bæredygtighed.
”Vi har lige indgået en aftale med Det Kongelige Akademi. De har en startup hub for arkitekter og designere som kommer herud hvor de skal arbejde på at udvikle deres virksomhed og produkter. Vi har indrettet et helt nyt område hvor de skal være. Det er vores ønske at indgå flere af den type partnerskaber med andre institutioner om netop den slags initiativer,” siger Lau Christensen.
Kollektivt sammenhold
På turen gennem værkstederne støder vi på flere der kan bekræfte Laus ambition om at det er et godt udgangspunkt for at skabe relationer og vokse med sin virksomhed.
En af dem er Christian Dam fra virksomheden DamDam Design der designer, indretter og bygger møbler. Christians virksomhed er en af dem der har været længst hos Trifolium. Han startede alene, men har I dag flere medarbejdere i virksomheden.
”Jeg kan godt lide den kollektive tanke, og den måde det fungerer på her. Du får mulighed for at være dig selv samtidig med at du har kollegaer blandt de andre medlemmer. Samtidig har du mulighed for at justere på dine udgifter ved ikke at være bundet til dyrt udstyr og husleje. Men vigtigst af alt er det kollektive sammenhold,” siger Christian Dam.
Et andet eksempel er designbureauet Standard Practice som har været hos Trifolium i fire år. De designer blandt andet prototyper til møbler, og har leveret stole til Helsingør Kulturværft.
”Vi var to fra begyndelsen, og nu er vi seks. Vi har fået meget ud af at være her og samarbejde med andre. Vi har blandt andet fået hjælp af Nils-Ole Zib der er ekspert i at bøje træ. Det havde vi brug for at blive klogere på til vores designs. Samlet set har vi haft samarbejde med 3-4 andre virksomheder her på Trifolium,” siger Henry Gibbons der er partner i Standard Practice.
Frokosten som samlingspunkt
Efter rundturen giver Lau Christensen frokost i det store fællesrum ved indgangen som er stedet hvor alle mødes og får deres frokost. Der er ansat en til at sørge for lækker mad til alle, og snakken går livligt ved de to langborde.
”Her taler alle på kryds og tværs, og det er hele essensen ved Trifolium. Vi møder hinanden med åbenhed og skaber relationer som du kan se her ved frokostbordet,” siger Lau Christensen.