Lauget kan indstille kandidater til AP Møller Fondens rejselegat på 100.000 kr.

I 2025 har vi endnu engang mulighed for at uddele to legatportioner af 100.000 kr. fra ’A.P. Møller Fondens legat til unge håndværkeres videre uddannelse i udlandet’. Uddelingen sker ved Håndværkerforeningens medaljeuddeling på Københavns Rådhus den 13. maj 2025.

Igen i år inviterer vi laugene til at indstille kandidater til legatet, der kan gives til en lovende ung håndværker, der kan dygtiggøre sig yderligere inden for sit fag ved at søge inspiration i udlandet.

I er meget velkomne til at indstille flere kandidater til ’prækvalifikation’, som vi sammen kan vurdere. I sidste ende kan lauget dog kun indstille en kandidat til legatet.

Håndværkerforeningen skal modtage laugets kandidater til prækvalifikation senest den 30. marts 2025. Den endelige indstilling skal indsendes senest den 22. april.

Modtagerne af legaterne skal tjene som inspiration for kommende generationer af håndværkere, og ønske at bringe denne nye viden i spil i forhold til at udvikle sit fag. Derfor vil der blive lagt vægt på legatmodtagerens personlige historie og motivation for udlandsopholdet, det konkrete indhold samt sammenhæng til tidligere uddannelse og arbejde.

Ung betyder i denne sammenhæng, at man har fået svendebrev inden for de seneste par år. Legatet er således ikke målrettet til dette års medaljemodtagere.

Når de endelige indstillinger er indkommet, vil A.P. Møller Fonden i samarbejde med Håndværkerforeningen udvælge årets to legatmodtagere. I udvælgelsesfasen vil Håndværkerforeningen evt. inddrage de tekniske skoler i hovedstaden samt de faglige laug mhp at sikre, at der er et relevant fagligt niveau i kandidaternes ønsker til ’videre uddannelse’.

Det er et krav, at modtagerne kan deltage i medaljeuddelingen den 13. maj 2025. Der er ligeledes et krav, at legatmodtagerne stiller op til kommunikationsaktiviteter mv. i forbindelse med opholdet.

Legatet uddeles på vegne af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden).

Indstillinger til prækvalifikation skal i stikordsform indeholde

  • Kort beskrivelse af kandidaten
  • Laugets motivation for indstillingen
  • Kandidatens motivation: hvordan opholdet kan berige kandidaten/faget/virksomheden

I er velkomne til at kontakte adm. direktør Christoffer Susé hvis I har spørgsmål.

Indstillingen skal sendes til jakob@hfk.dk