Lokale virksomheder bidrager mere, end man tror

Der er kamp om pladsen. Ikke bare i København, men i hele hovedstadsområdet. Det er nemlig populært som aldrig før at bo i hovedstaden, og derfor byudvikler alle kommunerne i regionen på livet løs. Men der er ikke plads til det hele, så når kommunerne prioriterer boliger, bliver erhvervslivet fortrængt.

Det ser man i en række kommuner, hvor de lokale erhvervsområder stille og roligt bliver omdannet til nye bykvarterer. Det giver muligvis plads til en masse gode skatteborgere, men det gør også byerne og kommunerne mindre divers og er mere strømlinet.

Og værst af det hele – der bliver langt til en læreplads.

For hvis håndværks- og produktionsvirksomhederne ikke er til stede lokalt, så forsvinder de lokale lærepladser og praktikmuligheder. Det vil være en katastrofe – særligt i en tid, hvor vi faktisk ser en stigning i antallet af ansøgere på flere af erhvervsskolerne i Hovedstadsområdet.

Og det lokale erhvervsliv bidrager mere, end man lige tror. Arbejds- og uddannelsespladser er naturligvis oplagte, men virksomhederne skaber også værdi på mange andre måder. Det er ofte dem, der sponserer den lokale sportsforening eller betaler for julelys i gågaden. De handler lokalt hos købmanden eller i byggemarkedet, og sikrer, at der er liv og trafik i dagtimerne.

Så selvom pladsen er trang, vil jeg opfordre hovedstadens borgmestre og politikere til at tænke over, hvad det er for en by, de ønsker sig.

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.

Indlægget blev bragt i MESTER, april 2026.