Lisbeth Holten bor og arbejder i en oase i storbyen. ”Du skal bare gennem porten, ind i gården og op ad trappen,” lyder vejledningen fra Lisbeth Holten da jeg skal ind i hendes studie og interviewe hende.

Som det ofte er, når man kommer ind gennem byens porte, åbner der sig en helt ny verden. Her i baggården er der legeplads, drivhus, træer, grønt græs og helt stille, på trods af at vi befinder os på Gammel Kongevej midt på Frederiksberg.

Når man går op ad den udvendige trappe, træder man nærmest direkte ind i køkkenet i den store lejlighed der er udgangspunktet for Lisbeth Holtens liv og virke.

”Her havde jeg tidligere sort/hvidt mørkekammer, og inde ved siden af havde jeg farvemørkekammer”, fortæller hun mens kaffen bliver brygget. Et første tydeligt tegn på at fotograffaget har forandret sig meget gennem tiden.

I dag er faget digitaliseret, og rent praktisk kan man se på de rum som nu indgår i den kombinerede bolig og arbejdsplads at det giver mere plads. Det er slut med fremkalder- og fikservæske i store kar med en ram lugt af kemikalier, og slut med det røde lys som fotografer tidligere arbejdede i når der blev fremkaldt sort/hvide billeder på fotopapir der ikke tålte andet lys end det røde.

”Dengang jeg fremkaldte billeder her, eksperimenterede jeg meget med forskellige væsker for at få forskellige effekter i billederne når jeg fremkaldte. Den proces foregår nu i stedet i Photoshop (program som fotografer typisk redigerer billeder i – red.) hvor jeg kan lave det samme digitalt,” siger Lisbeth Holten.

Arkitektur og fotografi

Hun har været selvstændig siden hun blev uddannet i 1983. Allerede dengang hang de faste job som fotograf ikke på træerne, så det var naturligt at starte sin egen virksomhed efter uddannelsen som for Lisbeth Holtens vedkommende var lidt anderledes end for andre fotografer.

”Jeg synes at fotografiet var et virkelig godt medie til at fortælle historier. Jeg var en del af en politisk bevægelse der kæmpede for at de gamle ejendomme i byerne ikke skulle rives ned. Jeg er uddannet som arkitekt med visuel kommunikation. Det var en to-strenget uddannelse fra Kunstakademiet som man kunne tage dengang. Det visuelle var i høj grad fotografi, og uddannelsen gav mig derfor naturligt interessen for arkitektur og fotografi i kombination,” siger Lisbeth Holten.

Dengang var det diasshows der var det foretrukne medie for fotografen der rettede sin fokus på netop byens rum.

”Mit afgangsprojekt var fotografisk og var et diasshow med seks projektorer der viste diasbilleder om nedrivningen af Nørrebro og betydningen for de mennesker der blev flyttet ud i forstæderne. Jeg brændte for at give en stemme til invalidepensionisten og andre sårbare der var blevet smidt ud af Nørrebro. Jeg har altid været politisk engageret, og det har smittet af på mit arbejde,” siger Lisbeth Holten om projektet og fortsætter:

”Jeg forsøgte at understrege skønheden i det forfaldne og det alternative ved at fotografere det lidt reklameagtigt og filmisk. Der var meget knald på farverne og polfiltre og alle de andre tricks man brugte dengang for at give fotografiet et interessant look.”

Red Kødbyen

Lisbeth Holtens afgangsprojekt satte fokus på de mennesker der blev ramt af nedrivningerne i byen ved at tage dem ind i fotostudiet og portrættere dem som kun kendte mennesker ellers blev det. Billedshowet blev vist i byens biografer og medborgerhuse. På den måde satte hun byens udvikling til debat for alle, og afgangsprojektet var medvirkende til at hun fik en opgave i Kødbyen.

”Det var tilbage i slutningen af 1980’erne hvor der var planer om at rive Kødbyen ned. Jeg blev hyret af byfornyelsesselskabet til at fotografere området og bygningerne, og vise vigtigheden af at den skulle bevares. Jeg lavede et stort lysbilledshow fra Kødbyen, og resultatet var med til at stoppe planerne om nedrivningen. Så jeg føler, at jeg har været med til at sætte mit spor i byen med mine fotografier,” siger Lisbeth Holten.

Transpersoner i søgeren

Store diasshows var i rigtig mange år hendes foretrukne måde at vise billederne frem på, men hun interesserede sig samtidig også for det trykte medie.

”Jeg ville gerne nå ud til andre mennesker, så jeg gik ud og købte et brugt Hasselbladkamera. Det var en kæmpe investering, og når jeg kom gående med den stålkuffert med kameraet og de tre objektiver jeg havde købt, følte jeg mig som verdens rigeste menneske. Hasselbladkameraet var ”slow cooking” for en fotograf. Et Hasselblad er et stort kamera, og når jeg kom gående med det var der ingen tvivl om hvad jeg skulle. Du lusker dig ikke til at fotografere med det, og det tager tid at fotografere med,” siger Lisbeth Holten.

Med det dengang nye kamera fik hun lyst til at lave en bog. Det blev til den første danske bog om transvestitmiljøet, som det hed dengang.

”Med mit Hasselblad ville jeg fotografere til en bog om et emne, der interesserede mig vildt, og hvor jeg også tillod mig at lære det sort/hvide fotounivers at kende. Det var den måde jeg skrev mig ind på portrætscenen og fik den type job. Det blev en bog om transvestitmiljøet. Jeg var i miljøet i årevis og lærte dem at kende. De medvirkende var selv med til at lave opstillingerne. Jeg lavede bogen på samme måde som jeg havde arbejdet med de tidligere projekter. Det var et stort og vildt emne at arbejde med på det tidspunkt, og der var ikke andre i Danmark der dengang havde belyst emnet og menneskene der levede som transvestitter, som det hed dengang. Bogen fik stor eksponering i medierne og var med til at starte en debat om emnet, en debat der jo nærmest har holdt sig i gang lige siden, og i dag er kommet meget mere op i tiden igen,” siger Lisbeth Holten.

Bogen er et eksempel på hvordan man med fotografiet kan fortælle historier der vækker interesse og debat. Samtidig var den medvirkende til at ugebladet Alt for Damerne ringede og ville have Lisbeth Holtens billeder til bladet. Det blev hendes vej til opgaver for ugeblade og magasiner.

Menneskeportrættet

Gennem tiden er det blevet til mange opgaver for de trykte medier, og der er blevet skudt portrætter af både kendte og ukendte mennesker til de forskellige blade, men for Lisbeth Holten er der ikke forskel på opgaverne, uanset hvem der er i søgeren.

”Det at portrættere et andet menneske, uanset om det er en kendt person, en person der er ramt af en arbejdsskade eller har skrevet sin første bog er samme opgave. Og det er som fotograf vigtigt at tage ansvar. Man skal have lyst til at lære personen at kende. Ofte er fotografiet det første opslag i en artikel eller på nettet. Derfor skal det pirre nysgerrigheden hos læseren. Fotografiet afspejler den samtale jeg har med personen i forbindelse med optagelserne, og det er fantastisk at ramme plet i dialogen mellem personen og fotografen. Man bliver konstant udfordret og overrasket, og man bruger meget af sit arbejdsliv på at opleve og fokusere på sin oplevelse af mennesker, rum eller ting,” siger Lisbeth Holten.

Et af de magasiner hun gennem tiden har lavet mange opgaver for, er Samvirke fra Coop. Det er et månedligt magasin der udkommer i 300.000 eksemplarer og har næsten en million læsere. Det gør det meget interessant at udkomme med billeder i magasinet.

”Jeg fotograferede på et tidspunkt en række nonbinære portrætter til en serie i Samvirke. På den måde får omkring en million mennesker noget viden og information, og måske flytter det deres tolerancegrænser. Det betyder mere for mig end at have et portræt hængende på en kunstudstilling,” siger Lisbeth Holten.

Ole Opfinder-fotograf

Som fotograf kommer Lisbeth Holten rundt i mange forskellige miljøer når historierne skal fortælles, og der er vigtige egenskaber man skal have med sig som fotograf hvis man spørger Lisbeth Holten. De vigtigste er åbenhed, nysgerrighed og opfindsomhed.

”Jeg har blandt andet sammen med en journalist lavet en serie under titlen ”Danske Bryllupper”. Jeg valgte at se på hvilke bryllupper der blev holdt i Danmark. Her så jeg ikke kun på et bryllup som vi kender det, men tog udgangspunkt i de mange forskellige mennesker og kulturer i Danmark, der bliver gift, og hvordan de bliver gift. Så jeg havde blandt andet et billede fra et palæstinensisk bryllup med i serien, fordi jeg mener, at det er interessant at inkludere de danskere som er kommet til landet med andre kulturer. Som fotograf er det vigtigt at være nysgerrig når man skal fortælle historier,” siger Lisbeth Holten og fortsætter:

”Fotograffaget et kæmpestort, og man kan vælge at gå mange veje med det. Du kan lave reportager, reklame og portrætter og mange andre ting. Nogle gange skal man også være lidt Ole Opfinder-agtig, når man skal illustrere en historie. Jeg har for eksempel lavet nogle serier for et pensionsselskab om grøn omstilling hvor jeg byggede små miljøkatastrofer op med miniaturefigurer fra modeltog og brugte gammeldags fiber tandlægelys. Det kræver ofte kreativitet og iderigdom at finde på noget når man skal lave illustrationsfotos til en artikel,” siger Lisbeth Holten.

Hun har altid eksperimenteret med forskellige lyskilder i sine fotos. I en periode var det cykellygter der blev taget i brug i arbejdet. Fotograffaget har altid været en god kombination af teknik og kreativitet. Derfor kræver det opfindsomhed at arbejde som fotograf, en ting der ikke har ændret sig gennem tiden selv om teknik og udstyr har udviklet sig meget.

Dyrt digitalt skift

Fotografens værktøj har selvsagt ændret sig løbende gennem tiderne, alt efter hvordan teknikken og teknologien har udviklet sig. Men det største skift skete i 00’erne hvor fotografiet blev digitalt, og det var en stor og dyr omvæltning for fotografer der hurtigt ville med på den digitale bølge, som det var tilfældet for Lisbeth Holten.

”Det var en voldsom tid da vi skiftede fra analogt til digitalt. Jeg skiftede hurtigt over til digitalt, og vi der gjorde det fik ingenting for vores gamle udstyr. Vi skulle bare betale for at få ryddet mørkekammeret, for der var ingen der ville have det mere. Samtidig havde vi IT-boblen der var bristet, så der var generelt krise i samfundet hvilket gjorde at vi som fotografer var ludfattige i den periode.”

Det digitale skift bragte meget nyt med sig som skulle læres. Måden at arbejde på ændrede sig helt. Væk var de fysiske filmruller og efterarbejdet i mørkekammeret. Nu skulle fotografen i gang med computeren som billedredigeringen var flyttet til.

”Vi skulle til at lære et helt nyt værktøj at kende. I begyndelsen var vi nervøse for om vi kunne få de rigtige farver frem med den nye teknologi, og billederne var af virkelig dårlig kvalitet. Det var en hård tid, men jeg synes altid det har været spændende at eksperimentere med nye teknikker og nye måder at arbejde med lys på, så det var også interessant,” siger Lisbeth Holten.

Hun har gennem tiden eksperimenteret meget med forskellige måder at lave lys på, så det at ”lege” med nye måder at skabe billeder på har altid interesseret Lisbeth.

”Da vi fik Photoshop at arbejde med gav det nye muligheder. Det var superinteressant at lære det nye at kende, og på mange måder var Photoshop en gave, med de muligheder det bragte med sig. Mange af de ting jeg havde arbejdet med i forhold til lyssætning og forskellige måder at fremkalde billeder på, kunne nu laves i Photoshop, så det var bare om at lære det.”

Billedsproget forandrer sig

Det er ikke kun teknikken der har forandret sig gennem årene. Billedsproget og den måde man som fotograf viser mennesker eller situationer på i fotos, har ændret sig meget gennem de 40 år Lisbeth Holten har været aktiv som fotograf.

”I 90’erne var der et frit billedsprog. Hvis man skulle vise arbejdsløse kunne man hænge mennesker i grå kedeldragter op i kroge i rækker belyst med grønt lys for at vise hvordan de havde det. Berlinmuren var lige faldet, og verden stod åben. Vi havde nogle år hvor man tog folk ud af deres normale omgivelser når de skulle portrætteres. Hvis man skulle vise en direktør kunne han stå i lilla lys med en badeand i hånden. Aviser og blade havde store oplag og turde eksperimentere med billedsprog. 00’erne blev præget af digitaliseringen, og bladene begyndte at bruge de polerede stockbilleder der væltede ind over markedet. Vi var berøringsangste over for det vilde. I 10’erne kom modreaktionen på stockfotos (fotos, der kan hentes i store internationale billeddatabaser – red.) og hurtige mobilfotos. Vi begyndte at lede efter det autentiske og en dybde i billedfortællingen. Billedsproget skifter, og det gælder om både at følge med og selv stikke kursen af,” siger Lisbeth Holten.

Kunstig intelligens i fotoet

Næste store skifte i fotografiets historie er på vej i fuld fart. Nu er det kunstig intelligens, også kaldet AI, der er det nye dyr i fotojunglen.

”Nu kommer AI der er blevet en del af Photoshop. Det giver nye muligheder for at arbejdet med billederne, men det betyder samtidig at det er nødvendigt at mærke fotos, der er frembragt med brug af AI. Jeg lyver ikke med det jeg laver i Photoshop, og har altid gået efter at lave autentiske billeder. Men for mig er AI et nyt værktøj som vi har fået til rådighed. Vi skal bare bruge det med omtanke. Jeg bruger for eksempel AI til at lave baggrunde. Jeg har lige lavet et portræt af en musiker der ville stå foran en brændende væg, og det var lettere at lave med AI end hvis jeg skulle have sat ild til en væg,” siger Lisbeth Holten.

Hun er ikke bange for at AI overtager fotografens arbejde, og generelt ser hun positivt på fagets fremtid, selv om fotografiet ifølge Lisbeth Holten mange gange er blevet lagt i graven som formidlingsform.

”Jeg tror og håber at det vil blive det samme som dengang stockfotos kom frem. Der kommer en aktuel begejstring, men så efterspørger man igen rigtige billeder fra fotografer. Jeg tror at hvis vi som fotografer udvikler os, og viser at det er et håndværk vi laver, skal vi nok overleve. I den type fotografi jeg laver, bliver der ved med at være brug for fotografer. Jeg tror det er hårdere for nyhedsfotografer, for her er der mange begivenheder der foregår her og nu som bliver dokumenteret med mobilfotosaf mennesker der er til stede eller af journalisterne. Det er ærgerligt, synes jeg, at man bruger så meget krudt på at journalister skal klare det hele selv, både tekst og billede. Jeg tror på at man udvikler en historie bedre hvis man er et team med en fotograf og en journalist fordi vi har forskellige tilgange til det at fortælle en historie. Derfor kan vi sammen brede historien bedre ud.”

Hav idéer klar i din skuffe

Som selvstændig fotograf skal du altid finde på nyt. Det gælder både gode historier, der kan omsættes til en billedserie eller til en historie i et medie, og nye måder at arbejde på.

”Som fotograf bliver du som udgangspunkt selvstændig, ligesom jeg selv blev fra begyndelsen. Der er ikke mange fastansatte fotografer i dag. Så du skal opfinde dig selv og kunne klare søvnløse nætter. Og så skal du have noget på hjerte, og altid have nogle ideer i din skuffe som du kan afsætte til dine kunder. Det er desværre et fag hvor mange vil arbejde gratis. Det gør det svært for den ny der skal ind på markedet. Det er ikke kun en konkurrenceforvridning, men også en devaluering af faget. Så det kan være svært at blive værdsat for det man laver. Du skal hele tiden arbejde for at gøre opmærksom på dig selv og sørge for at have en bredde i forhold til opgaver og kunder,” siger Lisbeth Holten.

Hun har gennem årene lavet vidt forskellige opgaver med en bred skare af kunder og egne projekter hvilket er vigtigt for at skabe en bæredygtig forretning.

”Jeg har lavet en virksomhed der har haft mange forskellige kunder hele tiden. Det har båret mig gennem tiden når et blad bliver nedlagt, og en kunde dermed forsvinder. Man skal huske at sende noget taknemmelighed ud til de kunder der kommer tilbage igen og igen. Jeg har arbejdet for mange kunder flere gange med pauser mellem, men de er kommet tilbage til mig med opgaver efter enten en relancering eller et andet skift,” siger Lisbeth Holten.

Vælg faget, der gør en forskel

I de 40 år som fotograf er der blevet trykket tusindvis af gange på udløserknappen på Lisbeth Holtens kameraer. Et kæmpe antal af mennesker, bygninger og situationer er blevet foreviget, og arbejdet fortsætter ufortrødent.

”Jeg laver stadig mange redaktionelle fotografier, og jeg har også opgaver med reportager og markedsføring for virksomheder. Og jeg holder fast i arkitektur og byggeri ved at lave arkitekturfotos og boligreportager for blandt andre Bolius og Realdania. Jeg laver ikke noget for firmaer der beskæftiger sig med ting jeg ikke kan stå inde for,” siger Lisbeth Holten.

Der er ikke tvivl om at det er det helt rigtige fag Lisbeth Holten i sin tid valgte at kaste sig over. Der er stadig ild i øjnene og kraft i stemmen når hun fortæller om sit liv og virke, og viser de mange eksempler på arbejdsopgaver frem. Og hun anbefaler også gerne unge mennesker at blive fotografer.

”Du skal altid følge dit hjerte, og jeg mener at du skal uddanne sig til det du har lyst til. Men fotograffaget er ikke et fag du bliver rig af, til gengæld giver det et spændende liv. Som fotograf skal du være idealist og iværksætter. Du er nødt til at lægge hjerteblod i opgaven, uanset hvad den er, for det er måden at overleve på. Men du kan være med til at gøre en forskel med dine billeder, så det er et meningsfyldt arbejde. Derfor håber jeg at fotografiet bliver bevaret som et håndværk også i fremtiden. Det rigtige fotografi er langtidsholdbart, og vi hænger det op på væggen. Vi har alle referencer til et fotografi der har betydet noget for os,” siger Lisbeth Holten.