Industrikvarteret i Avedøre ligner de fleste andre af sin slags. Store haller ligger matrikel for matrikel, og lastbiler kører til og fra med varer til kunderne fra de forskellige virksomheder, der er samlet her 10 km fra Rådhuspladsen. Udefra kan det være svært at se forbindelsen til et italiensk bjerg, hvor der hugges marmor. Men på væggen hænger et stort foto af en klippevæg i italiensk solskin, og når Ole Grage fortæller, hænger det hele sammen. Som ung tog han til Tyskland og senere Italien for at lære om natursten og deres oprindelse, og her blev en ild tændt i ham ved den store italienske klippe.

”Vi har i mange år haft et datterselskab i Carrara i Italien. Det handler med natursten fra stenbrud i Italien til hele verden. Da jeg var ung, tog jeg derned for at lære om sten, hvad de kunne, og om de forskellige kvaliteter. Jeg blev meget fascineret af alt, hvad stenene kunne bruges til, og hvor mange forskellige sten der var. Jeg blev godt oplært, og ham, jeg gik sammen med, kunne høre kvaliteten i stenenes lyd. Det var med til at få mig til at vælge stenhuggerfaget som fjerde generation i min familie,” siger Ole Grage, som for alvor fik sten i blodet på opholdet i Italien:

”Jeg forelskede mig i branchen i Italien. Det blev et kald for mig at arbejde med natursten, og det var nærmest, som om mit liv faldt på plads efter turen til Italien.”

Marmorkirken og Glyptoteket

Selv om det kan lyde overvældende, er der ingen tvivl om, at stenhuggermesteren taler sandt. For Ole Grage har lys i øjnene, når han taler om sit fag og sin virksomhed. Og selve virksomheden byder også på en perlerække af gode historier gennem de mange hundrede år, den har eksisteret.

E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri A/S er Danmarks ældste stenhuggeri. Virksomheden blev grundlagt i 1797 af Peter Danzer og havde oprindeligt adresse på Marmorpladsen. Men da C.F. Tietgen skulle bygge Frederikskirken (i daglig tale Marmorkirken) færdig på pladsen, måtte stenhuggeriet finde et nyt sted at være. Virksomheden rykkede til Nørrebro og senere til ydre Østerbro. Til gengæld leverede stenhuggeriet det marmor, som blev brugt til kirken.

”Det marmor, der er brugt til Glyptoteket, kommer bl.a. også fra vores virksomhed i sin tid. Vi har notater fra dengang, hvor man solgte marmor til brygger Jacobsen, der fik bygget Glyptoteket,” siger Ole Grage.

Virksomhedens navn stammer fra 1864, hvor Emil Nielsen købte virksomheden og gav den sit eget navn. Han investerede i moderne dampmaskiner til slibning og polering af natursten, hvilket gav det mekaniske stenhuggeri sit navn. Indtil da havde det hele foregået ved håndkraft og vindmøller.

Familien Grage kommer til

Navnet på virksomheden er stadig det samme, men helt tilbage i 1890 købte Ole Grages oldefar Bernhard Grage sig ind i virksomheden af Emil Nielsens søn, Rudolph Nielsen. Siden er virksomheden gået i arv fra generation til generation i Grage-familien, hvor Ole altså er fjerde generation.

”Min oldefar kommer ind i det i 1890, fordi Rudolph Nielsen ikke havde fået en søn, der kunne overtage. Sådan var det dengang. Så derfor kom Bernhard ind, og han blev eneejer i 1920. To af fire sønner blev stenhuggere og de andre to gørtlere. Så arvefølgen var sikret i familien.”

”Senere blev min farfar, Poul, stenhugger og drev virksomheden videre, og han overdrog den derefter til min far Knud. Min bror Henrik blev faglært stenhugger og driver i dag Forenede Stenhuggerier, mens jeg nu viderefører E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri,” siger Ole Grage.

Teoretisk stenviden

Selv blev Ole Grage ikke faglært stenhugger. Til gengæld har han læst geologi på Københavns Universitet og har derfor stor viden om stens oprindelse og kvaliteter. Det er viden, han bruger i sit daglige arbejde, hvor en stor del af tiden går med at holde møder med arkitekter og andre kunder, som vil købe sten til alt fra store bygninger til indretning af huse.

”Efter årene i Tyskland og Italien ville jeg gerne være i branchen, men jeg manglede selv noget formsans og det håndelag, der er nødvendige for at blive stenhugger. Til gengæld havde jeg godt materialekendskab. Jeg arbejdede i produktionen i to år, hvor jeg var med til at skære og polere, så jeg fik lært den del, og siden kom jeg med i ENC, som min far ejede halvdelen af. Det var den virksomhed, der ejede C&C Marmorhuset, hvor jeg til sidst endte med at stå med nissehue på og sælge kurvemøbler. Det var ikke noget for mig, så jeg sagde op og vendte tilbage til den oprindelige virksomhed,” siger Ole Grage, der senere også begyndte på universitetet.

”Jeg læste til geolog for at lære mere om dannelse af bjergarter. Jeg synes, det var spændende at forstå, hvorfor stenene ser ud, som de gør, hvordan de dannes, og hvorfor den ene kan være rød og den anden grå. Det har også givet mig en viden om, hvad de enkelte stenarter er gode til, hvilket er vigtigt i forbindelse med byggerier. Jeg havde brug for at blive udfordret teoretisk, og det blev jeg på geologistudiet. Så hvis en ingeniør vil tale teori, er jeg klar, og så kan jeg samtidig kombinere det med min praktiske viden. Det bruger jeg også tit, når jeg holder seminarer for fagfolk og andre i byggebranchen,” siger Ole Grage.

Artiklen fortsætter under billederne.

Holder sig relevant

En stor del af Ole Grages arbejde er at tale med arkitekter og bygherrer. Her bruger han sin store viden om natursten. For det er vigtigt at kende til de forskellige stenarters egenskaber, når stenene indgår i et byggeri.

”Viden er vigtig, når vi taler sammen med arkitekterne. Det giver en skarpere samtale og er med til at holde os relevante, når arkitekter skal vælge samarbejdspartnere til et byggeprojekt. Vi skal kunne tilføre noget, som kunstig intelligens ikke kan svare på. Det er vores forpligtelse, hvis vi vil være en interessant samarbejdspartner. For 50 år siden kunne forretningen holdes kørende ved at sidde på relevante agenturer til stenleverandører, men det er ikke nok i dag. Kunderne siger: Hvad kan du nu, kan du tilføre noget og komme med et produkt, som kan det, vi ønsker,” siger Ole Grage og fortsætter:

”Arkitekterne er vejen ind til kunderne. Når der skal bygges nyt, hyrer bygherren en arkitekt, og det er så arkitekten, der kontakter os for at tale om udformningen, hvis der skal indgå natursten i byggeriet. Vi rådgiver så i forhold til valg af sten efter, hvad ønskerne er.”

Når man ser på de projekter, som stenhuggeriet har leveret natursten til, er der ingen tvivl om, at de kan tilføre noget. Virksomheden har leveret sten til byggerier i New York, London, Tokyo og selvfølgelig København.

Holdbart materiale med masser af historie

Hvis du tager en tur med metroen fra Frederiksberg Metrostation eller Marmorkirken, kan du se eksempler på natursten fra Ole Grage og hans folk. Det samme kan du se på den nye Østre Landsrets bygning, Overformynderiet, A.P. Møllers hovedsæde eller, hvis du går en tur ind i tøjbutikken J. Lindeberg på Strøget i København. Hvor de førstnævnte er facader i sten, er tøjbutikken et eksempel på møbler i marmor. Så man kan sige, at brugen af natursten spænder vidt.

”Det er et slidstærkt materiale, der patineres med ynde. Sten er et materiale, der bliver slidt på en måde, som gør, at stenene skifter karakter med tiden. De kan holde i hundredevis af år, og hvis man ser på natursten som byggemateriale, er det en vare, der er forbagt af naturen, og hvor det er forsvindende lidt belastning, der kræves for at forædle materialet. Og så ligger der millioner af års historie i den enkelte sten,” siger Ole Grage.

E. Nielsens sten kommer primært fra Europa. Eksporten drives fra deres egen virksomhed i Italien, men der sælges også sten fra andre steder i verden. Ifølge Ole Grage findes der 8.000 stenarter på verdensplan, og de findes i mange kvaliteter, farver og sorteringer. En stor del af stenene er forskellige arter af marmor, men der er også kalksten, granit, sandsten og flere andre stentyper i sortimentet.

Meget af Ole Grages arbejdstid går derfor med at rejse ud i verden, blandt andet til messer, hvor han holder sig opdateret på udvalget og taler med samarbejdspartnere.

”Jeg har selv rejst i 112 lande efterhånden. Min funktion her er salg og at skabe samarbejdsrelationer, og derfor er jeg meget ude både her i landet og rundt omkring i verden,” siger Ole Grage.

Hold fast i det, du er god til

Den gamle stenhuggervirksomhed har i sagens natur udviklet sig i mange retninger gennem årene. Tilbage i begyndelsen af 1990’erne var det primært gravsten og restaurering af bygninger, der var det store lokomotiv. Særligt op til 1996, hvor København var europæisk kulturby, og byens historiske bygninger skulle gøres flotte til de mange arrangementer og gæster, byen fik i anledning af Kulturby ’96.

Omkring år 2000 gik virksomheden ind i totalentrepriser som entreprenør, men det var ikke en god idé.

”Vi vækstede til 100 mand, men vi gik væk fra vores kerneforretning, og vi var ikke gode til at drive entrepriserne. Jeg glemte også min passion for stenene, og det endte med, at vi sagde farvel til gravstensvirksomheden og seks andre forretninger. Jeg ansatte Søren Brock som administrerende direktør. Min lære af det er, at man skal holde sig til det, man er bedst til, og være ærlig over for sig selv. Man kan kun vinde guldmedalje. Sølv og bronze tæller ikke. Så derfor er vi nu tilbage til udgangspunktet og har i dag en god forretning med omkring 34 ansatte fordelt på vores afdeling her i Avedøre og i Egå ved Aarhus,” siger Ole Grage.

Robotter og håndværk

På tekniksiden har E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri udviklet sig gennem årene. Det er ikke længere dampmaskiner, der er det store nye. I dag er det en anden teknik, der skal til. Ole Grage tager os med på tur rundt i den store industribygning, og noget af det første, der møder os, er en stor robot, der er i fuld gang med at skære et stort stykke marmor til.

”Robotten er en fantastisk arbejdskraft. Man kan sige, at det er nutidens dampmaskine på den måde, at det er den teknologi, der i dag gør arbejdet som stenhugger lettere. Robotten kan lave det store, grove arbejde med at hugge stenene ud. Den holder ikke pauser og ferier og kører praktisk talt døgnet rundt. Teknikken er den samme, som egypterne og romerne brugte, men nu får vi bare hjælp af robotter til det grove arbejde, når et stykke marmor eller sandsten skal hugges ud. Efterfølgende er der stadig meget håndværk, der skal laves. For at få det rigtige resultat skal en statue som den, der er ved at blive lavet her, hugges ud med håndkraft,” siger Ole Grage, da vi kommer hen mod en stor statue, som en stenhugger er i gang med at lave færdig.

Ved siden af sandstensstatuen står en gipsafstøbning, der er forlægget til den sandstensstatue, som er ved at blive lavet.

”Det tager omkring et halvt år at få denne her klar til levering. Den er til Frederiksborg Slot, hvor den skal erstatte den oprindelige statue.”

Restaureringsopgaverne hos E. Nielsens udgør omkring 20 procent af omsætningen, mens resten er salg til byggeindustrien. Blandt de ansatte er der i øjeblikket to lærlinge i stenhuggerafdelingen. Der bliver i øjeblikket uddannet 13 stenhuggere i Danmark, hvilket betyder, at man også må kigge til udlandet for at få flere stenhuggere. Hos E. Nielsen har man gennem tiden også haft glæde af at have ansat navere på deres vej ”på valsen” gennem Europa.

Et fag med fremtid

Ved siden af at drive virksomhed er Ole Grage oldermand for Naturstenssektionen i DI. Han bruger derfor en del af sin tid på at tale faget op og gøre opmærksom på mulighederne ved at vælge uddannelsen. Senest har han været på Folkemødet for at præsentere faget.

”Vi må erkende, at kendskabet til stenhuggerfaget ikke er så stort. Derfor er det vigtigt at være med på blandt andet Folkemødet. Vi er i konkurrence med mange store byggefag som tømrerfaget og murerfaget. Men stenhuggerfaget er langt fra et fag, der er på vej væk. Der bliver bygget huse i 100-millionersklassen, hvor natursten indgår som byggemateriale, og samtidig har vi en lang række bygninger, som er en del af den danske kulturhistorie og derfor skal bevares. Derfor kan man som stenhugger være med til at bevare nogle af de vigtigste bygninger, vi har i landet,” siger Ole Grage.

Hele faget består af tre områder. Omkring 40 procent af stenhuggerne i Danmark laver gravsten. Byggeriet står for 50 procent, og restaurering tegner sig for 10 procent.

Men hvad kræver det at blive stenhugger i 2026?

”Du skal have formsans, tålmodighed og nysgerrighed. Og så skal du have lyst til at lave noget, der også står her om mange hundrede år. Det er samtidig en international branche med sten fra hele verden, så det er kort sagt fedt at være en del af,” lyder det passioneret fra Ole Grage.