Guldmakkerparret fra Store Kongensgade

De delte drømmen om at blive selvstændige. Da de havde lært hinanden at kende og oplevede, hvordan de bare gik i spænd sammen, syntes det så oplagt, at de skulle blive selvstændige – sammen.

Dengang der endnu var lidt krisestemning tilbage, og tiden måske ikke lige var til ekstravagancer i guld. Emma var gravid med sit første barn. Wicki stod midt i et hussalg. Det anfægtede dem ikke.

Deres vigtigste værktøj var til at starte med samtalen. At finde ud af med hinanden, hvad de ville og stræbte efter, hvilket brand de ønskede sig. Samtalen har gjort, at de også fagligt kan supplere hinanden, så den ene kan tage over, hvor den anden slipper, at de kan overskue en graviditet eller to og alligevel være på.

»Jo, og så har vi vores lister,« betoner Wicki. »Vi skriver alt ned, så vi hele tiden er med i forhold til bestillinger og reparationer.«

Og de har principper. Et af dem handler om at have en arbejdsuge af nogenlunde normalt omfang – ja, endog muligheden for at ”gå tidligt”, som Emma gør lige nu, hvor hun skal hjem til sin fem måneder gamle datter. Hun klager ikke over, at det blev til en noget kort barselsorlov, men over den udfordring, der kan ligge i at være kvinde, selvstændig – og nybagt mor. Barselsydelsen beregnes på baggrund af virksomhedens regnskab og ejerens indtægt, og er den ikke høj, er ydelsen det så afgjort heller ikke. Heldigvis har Emma ligestilling på hjemmefronten, men hendes mand er også selvstændig.

All in

Det koster at etablere et guldsmedeværksted med tilhørende forretning: Værktøj, sikring og alarm, montrer, indretning, udsug.

Men det måtte briste eller bære; det var kun pengene, de risikerede. De havde lokalerne, og de var parate til at sætte alt på et bræt – og tog med, at de siden måtte gange deres budgetter med en faktor 10.

»Vi satsede, hvad vi havde på kistebunden – uden at tage banklån – og det er stadig forskelligt, hvad vi kan trække ud i løn hver måned. Der er jo nogle regninger, der skal betales, så vi er ikke blevet rige endnu. Det her det gør man kun, fordi man elsker sit arbejde,« som Wicki siger.

Først håndværk, derefter design

Det er det hele værd. Herpå tyder lattermildheden og den åbenlyse glæde, der stråler ud af dem og stoltheden over, hvad de præsterer: Ringe, kæder, ørenringe – fortrinsvis i 14 karat guld, sommetider besat med sten, andre gange ikke. Designet er stramt – næsten minimalistisk – og ind imellem med elementer af art déco’ens på én gang forsigtige og stærke geometri.

Meget bliver til på bestilling. Kunderne kender Giorgi & Heins stil fra vinduet eller fra den stilfulde hjemmeside, bliver tiltalt og vil gerne i den retning. Så tales her igen og tegnes, designes og prøves: Funktionaliteten er vigtig for dem begge to. »Vi er håndværkere – og så designere. « Det er vigtigt, at nogle i faget tør og vil noget andet. Det lærer man af, men her på stedet skal smykkerne først og fremmest fungere for dem, der køber dem. Ofte kommer kunderne med materialet – en gammel ring fra en slægtning måske – og materialet får nyt liv.

Der skal være tid til at skabe – skabe vinduesprojekter, som de kalder skuestykkerne i butiksvinduet. Det begynder med en tanke og en tegning. De vender idéen med hinanden, og meget sandsynligt bliver idéen endnu bedre, og så bliver den til virkelighed.

Ambitionen på lidt længere sigt er at skabe en sølvkollektion.

Kræver kræfter

Begge materialer kræver godt med håndkræfter. Sølv er blødere end guld, men guld er lækrere at arbejde i.

De gør alt selv. Udgløder – eller koldsmeder – og legerer i den farve, de eller kunden søger.

Kommer vi om ad processen, er guldsmedearbejde ikke stille nørkleri. Man trækker, slår, saver og filer, og man får sorte fingre; ja, i starten kan de være helt døde, og tommelfingeren vokser ud af sædvanlig størrelse. Man behøver blot at se til trækbænken (her ”trækkes” materialet i form) og de to valsemaskiner fremstillet i tungt støbegods. Hertil kommer forgyldningsmaskinen og værktøj til at slibe og polere, samt smeltediglen og graveringsværktøjet.

Unikt

Det er dét, håndværket kan: Levere det unikke og skræddersyede; et produkt, der alene er dit.

Når Giorgi & Hein tager fat om et smykke, der har tilhørt en afdød slægtning, er det på én gang et minde og nyt råstof. Guldet fra ringen kan smeltes om og få et nyt udtryk – enkelt eller med krummelurer. Stenen kan måske ændre placering – eller indgå i et helt andet smykke.

Det er i sig selv håndværkets væsen: at et stykke håndværk kan leve længe, er reparerbart eller kan gøres om.

Håndværkets væsentligste kendetegn er dog din egen mulighed for selv at påvirke form, funktion og udseende. Du bestemmer det materiale, din habit skal syes i. Du afgør, hvor langt og hvor bredt det snedkerfremstillede spisebord skal være. Du taler dig frem til den ring, du bestiller hos Giorgi & Hein.

Håndværk er sjældent en stangvare.

Emma og Wicki mødte hinanden på deres fælles lærested. Emma er skåning, men så til Danmark, da hun ville være guldsmed; uddannelsen har her et godt renommé. Hjem ville hun ikke. Markedet er større her end i Sverige; danskerne er mere åbne af sind.

Wicki gik i lære, netop som Emma havde fået sit svendebrev, og Emma blev nærmest Wickis læresvend. De mødtes i 2009, og forholdet har holdt siden.

»Jo, vi ses også privat – for eksempel til fødselsdag – men vi sidder ikke ligefrem lårene af hinanden,« siger Wicki, der selv har en søn på 19.

I garderoben står to-tre høje syltetøjsglas. Man fornemmer, de indeholder kryddersnaps.

»Ja, engang drømte vi om at etablere en snapsefabrik. Vi laver snaps på hyldebær, rabarber og æbler/timian. Og det sker, vi skåler med garden, når den passerer forbi,« fortæller Emma.

Måske kommer snapsen frem, når makkerparret hvert år festligholder Giorgi & Heins fødselsdag, hvor der helt sikkert serveres bobler, lagkage og kolde øl.

»Dét skal være en tradition!« slår de begge fast.

Tekst: Adam Pade
Foto: Ricky John Molley