Umiddelbart tænker man, at det lyder som det vilde vesten. Men faktisk har Københavns Kommune en afdeling for Anlægskoordinering og Vejarbejde, som har til opgave at koordinere anlægs- og vejarbejder og samle trådene mellem kommunens, statens og forsyningsselskabernes projekter.
København er en stor og levende by, og selvfølgelig kan man ikke undgå, at der vil være vejarbejde. Men man må formode, at koordineringsafdelingens fornemste opgave er at sikre fremkommeligheden for de mange mennesker og virksomheder, der bor og arbejder i byen. Det ansvar lever de ikke op til i øjeblikket.
Så når politikerne spørger, hvorfor Københavns Kommune bliver ved med at præstere dårligt i diverse erhvervsklimamålinger, er lige præcis det her emne nok en af de væsentlige årsager. Der mangler simpelthen en forståelse i kommunen for, hvad der er vigtigt for det lokale erhvervsliv.
Hvis man driver en forretning, hvor kunderne ikke kan komme ind, fordi der er gravet et hul i fortovet lige foran døren, eller hvis man skal køre rundt til kunderne og sidder fast i trafikken, er det svært at drive en virksomhed.
Det er politikerne, der bestemmer, hvordan vi indretter byen, men deres valg har konsekvenser. De seneste måneders kaos viser, at politikerne er nødt til at komme på banen og træffe nogle valg om, hvordan det her område skal administreres.
Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.
Indlægget blev bragt i MESTER, juni 2026.