Godt mod stress og jag
For mange af dem der har broderi som hobby, handler det måske mere om processen end om resultatet – for broderi, inkl. korssting, er et håndarbejde der kræver udøverens fulde opmærksomhed. Og det gør at du let kommer i flow og opnår en form for ’meningsfuld selvforglemmelse’, sådan som Anne Kirketerp beskriver det i Craft-Psykologien.
Anne Kirketerp er uddannet håndarbejdslærer og psykolog og har i en årrække forsket i de positive virkninger som håndværk og håndarbejde har på menneskers sundhed og trivsel. MESTER bragte i foråret et interview med Anne Kirketerp hvor hun forklarede om Craft-Psykologi. Her sagde hun om meningsfuld selvforglemmelse:
”De fleste beskriver oplevelsen af meningsfuld selvforglemmelse når man har valgt en beskæftigelse som man kan lide at lave. Når udfordringen passer til ens formåen, kommer man nemt i flow. Eller man kan sige at man kommer ind i en zone hvor man får tilpas udfordring, med mulighed for at rette de små fejl der kan opstå. Når man arbejder med et håndværk, kommer man til et sted hvor aktiviteterne giver ro. Det er blandt andet på grund af det repetitive i arbejdet, som når man for eksempel ælter en dej eller rører i en gryde. De automatiserede og rytmiske bevægelser skaber en afslapningsrespons i kroppen som kan måles fysisk.”
>> Du kan læse hele interviewet med Anne Kirketerp her
Fra hobby til professionel
På trods af den store interesse for broderi er Selskabet for Kirkelig Kunst et af de eneste professionelle broderiværksteder i Danmark – og der er i det hele taget kun ganske få professionelle brodøser i Danmark. Så det giver anledning til at dagens udsendte kan stille Lizzi Damgaard det lidt mere filosofiske spørgsmål om hvornår man går fra hobbyudøver til professionel håndværker.
”Jeg mener at der er et kontinuum mellem at være hobbyudøver og håndværker, og mange hobbyudøvere har potentialet til at blive rigtig dygtige. Men professionel betyder jo helt bogstaveligt at man lever af sit arbejde. For at blive professionel skal du både være dygtig og kunne brodere med en vis hastighed så du kan levere færdige værker inden for det tilbud du har givet. Og begge dele kræver øvelse. Og tid. Og øvelse. Og tid,” siger Lizzi.
Er håndværket på vej ud af håndværket?
Apropos tid til øvelse, så ser Lizzi en tendens til at håndværket bliver nedprioriteret på håndværksuddannelserne.
”Da min mor blev uddannet brodøse i 1950’erne, havde hun undervisning i broderi og håndværk seks dage om ugen i tre år. Da jeg selv blev uddannet i starten af 1990’erne havde vi tre dages broderi om ugen i 2½ år, mens tekstilformidleruddannelsen i dag tilbyder 25 lektioner med broderi på specialesemestret”, siger Lizzi og fortsætter:
”Håndværket bliver nedprioriteret på uddannelsen. Det er en klar tendens at eleverne skal skrive mere og har mindre tid til at øve sig på håndværket.”
Og det går ud over kvaliteten.
”Mange vil måske nok kunne læse en bog og forstå hvordan man fx skal mure en mur. Men hvis muren skal være lige, så skal du have det i hænderne og prøve det selv, øve dig og opbygge erfaring. Det gælder for alle håndværk,” siger Lizzi.
Den viden man tager for givet
Og her er vi fremme ved et begreb som Lizzi kalder ”den viden man tager for givet”. Alt det som håndværkeren gør, men som man ikke kan læse sig til . Det man bare ved af erfaring fordi man har prøvet det hundrede gange – det der ligger i den gentagne bevægelse. Det er netop essensen af den måde man gennem tiden har lært håndværk på fra en generation til den næste. Gennem sidemandsoplæring fra mester til lærling.
”Jeg havde i 2019 et fire ugers ophold på et værksted i Sevilla i Spanien. På de fire uger lærte jeg mere om guldbroderi end jeg nogensinde selv ville kunne lære. Bare ved at være der, følge deres arbejde og arbejde sammen med dem. Små ting som hvordan man strammer sit lærred op, eller hvilken lim man bruger når man er færdig med et guldbroderi, og det skal tages af lærredet. Det kan jeg ikke læse mig til. Det kan jeg kun lære ved at være der sammen med andre dygtige håndværkere der selv har lært det af andre dygtige håndværkere,” fortæller Lizzi.
Mere end 50 år med broderi
Selskabet for Kirkelig Kunst blev stiftet i 1927 og kan altså snart fejre 100-års-jubilæum. Siden 1953 har det haft til huse i en meget charmerende tidligere staldmesterbolig på Frederiksholms Kanal, lige midt i København.
Selskabet er selvejende og har en rådgivende funktion over for alle landets folkekirker. Det betyder at hvis et menighedsråd ønsker at ændre på indretningen i deres kirke, kan de kontakte Selskabet for konsulentbistand og rådgivning, inden de går i gang med at projektere selve ændringen eller ombygningen, der skal godkendes i både stiftet og af Nationalmuseets kirkekonsulentfunktion.
I 1982 blev Lizzis mor, Lillian Damgaard Christiansen, daglig leder, og hun etablerede Selskabets eget broderi- og skrædderværksted. I 1992 blev Lizzi ansat på værkstedet hvor der i dag er ansat yderligere én brodøse og én skrædder. Derudover har værkstedet i øjeblikket tilknyttet en brodøse på freelancebasis.
På værkstedet arbejder de med at reparere og vaske kirkernes tekstiler, fx messehagler, stolaer og alterduge. Derudover hjælper de med at bevare det broderi der er i forvejen, og med at brodere nye værker.
”Det er en fornøjelse at gøre noget der er gammelt og slidt pænt igen. Og at være sammen med andre der også elsker det,” siger Lizzi.
Guldbroderi
Netop nu er Lizzi i gang med at brodere et helt nyt guldbroderi til en messehagel til Budolfi Kirke der er Aalborgs domkirke.
”Guld har en indre glød, og man kan næsten lægge det i et mørkt rum og så vil det stadig lyse op. Det bliver brugt meget i kirketekstiler,” fortæller Lizzi.
En messehagel er en slags kappe som præsten har på under nadveren og ved højtider. Ofte er en messehagel pyntet med broderede motiver, fx et kors eller andre kristne symboler eller mere kunstneriske motiver.
Motivet til Budolfi Kirke er tegnet af kunstneren Rikke Salto, og Lizzi har travlt da broderiet og messehaglen skal være færdig til helligtrekonger i januar 2025.
Nedlagt syning
Den teknik som Lizzi bruger til Budolfi-broderiet, hedder ’nedlagt syning’. Her lægger man en tråd oven på sit bundstof, og syer den fast med sting der syes vinkelret rundt om tråden.
I dette tilfælde er det en guldtråd der skal syes fast.
”Guldtråden har en sjæl af silke der er er belagt med spån af sterlingsølv som efterfølgende er forgyldt. Derfor er guldtråden lidt tykkere og mere stiv i det end de silketråde jeg bruger til at sy den fast med. Jeg broderer et forbandt-mønster med mine nedsyningssting, og for at skabe en skyggeeffekt i broderiet bruger jeg både en lys og en mørk silketråd,” forklarer Lizzi, der for at opnå en tredimensionel effekt har syet tre lag uldfilt på bundstoffet som hun broderer ovenpå.
Broderi af den slags kræver stor erfaring, og for dagens udsendte (der har ti meget store tommelfingre) er det et stort og fascinerende mysterie, hvordan Lizzi kan ramme præcis det rigtige sted med nålen på undersiden af bundstykket.
Vindepind
I forbindelse med guldbroderiet bruger Lizzi en såkaldt vindepind til at vinde guldtråden op på.
”Guldtråden kan ikke tåle at man rører for meget ved den for så falder forgyldningen af. Så for at have styr på tråden har jeg vundet den op på min vindepind. Det er endnu en ting jeg har med hjem fra Sevilla. Jeg havde læst om en vindepind i en bog og havde forsøgt mig med at designe min egen, uden at det helt var lykkedes. Så det var først i Sevilla at jeg for alvor forstod hvordan den virker, og hvorfor den ser ud som den gør. I dag er det et helt uundværligt værktøj for mig,” fortæller Lizzi.
Vil gerne bevare håndværket
Som leder af et af landets meget få broderiværksteder er Lizzi meget optaget af at bevare broderihåndværket i fremtiden. Derfor har hun aftalt med Selskabets anden brodøse, Fernanda Toft-Mendonça, at Fernanda skal ’overtage’ broderiet når Lizzi går på pension.
”Det ligger mig meget på sinde at håndværket ikke går ud af landet. Jeg går på pension om ca. 10 år, og Fernanda er 15 år yngre end mig, så vi har planlagt at hun skal overtage efter mig,” siger Lizzi.
Og Fernanda bekræfter at hun er klar: ”Jeg vil gerne påtage mig opgaven med at føre værkstedet og håndværket videre,” siger hun.
Og der er nok at lære for Fernanda. Der findes nemlig flere end 100 forskellige broderisting. Det fortæller Lizzi der sammen med en historiker er ved at beskrive broderihåndværket i et digitalt opslagsværk, broderihaandbogen.dk
”Vi fik fondsstøtte til første del af opslagsværket, og for nylig har vi også fået tilsagn om finansiering af anden del. Det er jeg rigtig glad for,” fortæller Lizzi.
Det gør sig også gældende for mange andre af de opgaver, der kommer ind på broderiværkstedet.
”Vi har fire-fem forskellige større opgaver lige nu, hvor guldbroderiet til Budolfi Kirke er det mest omfattende. Men det er ikke nogen hemmelighed at det koster mange penge at få broderet et helt nyt værk, og derfor er jeg lykkelig over at private fonde er med til at finansiere arbejdet. De (fondene) er helt afgørende for at vi kan bevare broderiet i Danmark, for hvis der ikke er nogle opgaver mister vi evnen til at udføre håndværket,” siger Lizzi.
Men heldigvis har Lizzi en anden plan.
”Det at pynte sig er noget vi altid har gjort. Det er det der gør os til mennesker – at vi gerne vil pynte os, vise overskud, skabe noget smukt at kigge på og fortælle historier. Det kan man se helt tilbage til de tidlige tider. Jeg forestiller mig nogle gange hvordan det kan være startet. En person i urtiden der har skullet sy to ræveskind sammen til en slags vest eller dragt, og hvordan hun har fundet på at farve de tarme, som hun har brugt til at sy med, røde med noget plantefarve. Tænk på, hvordan de øvrige mennesker i landsbyen har kigget på hende med misundelse, og også villet have noget lignende,” siger Lizzi.
