»Det fineste og smukkeste rum i palæet«

Er man til fest eller konference i Moltkes Palæ, er det sandsynligt, at man haster igennem Seglsalen på vej ind i Store Sal. Man noterer i al hast snesene af laugssegl og synes måske, de passer rigtig fint i et håndværkets hus. Hvordan de er udført? Måske som silketryk?

Det skal fluks afsløres: De er malet på! Hver en filigran er poncet på, hvormed stregerne er sirligt trukket med pensel. I dag et kosteligt stykke arbejde. Dengang: Fornemt, men dog ikke ualmindeligt arbejde.

Gennem det seneste par år har dekorationsmaler Heidi Zilmer gennemgået kvadratcentimeter for kvadratcentimeter og rettet op på det slid og de skader, der følger med årene. Dermed skriver hun sig ind i den århundredlange historie om malerfaget og dets kunnen, som Moltkes Palæ også er udtryk for. Hun siger det selv og bliver lidt benovet derved. Hun besøgte Palæet første gang for mere end 10 år siden og blev med det samme fascineret – både af Palæet og dets interiør og i særdeleshed af Seglsalen, »det fineste og smukkeste rum« i Palæet.

BERETTER OM LAUGENE
Seglsalens motiver beretter om de laug og foreninger, der var tilsluttet Haandværkerforeningen i de år, foreningen overtog Moltkes Palæ. Nogle har ændret navn. Andre er væk. Dekorationsarbejdet blev udført af og skænket som en gave fra Københavns Malerlaug, der den dag i dag opbevarer alle poncerne – skulle behovet opstå for at dekorere Seglsalen helt forfra.

Arbejderne blev udført i 1932, da Seglsalen så at sige blev antechamber – et forrum – til Store Sal, hvis opførelse Haandværkerforeningen stod bag umiddelbart efter overtagelsen af Palæet i 1930.

Vægfladen ind mod Salen er gammel ydermur, og der må være tilkommet noget fugt ved sammenføjningen med den nye bygning. I al fald er der konstateret rust under den stedvis ”skrukke” overflade med afskalninger til følge.

Tilsyneladende stammer rusten fra armeringsjern, der har været anvendt i pudsen.

Denne fugt har pudsen selvsagt ikke godt af – det skal næsten gå galt.

LÆREN OM SYRE OG BASE
Næste problemkilde er det forhold, at der oven på den pudsede overflade er tilføjet et lag af kulekalk og gips. Når denne basiske overflade møder den ”syrlige” olie, går det også galt – ikke med det samme, men hen over årene, fordi base og syre modarbejder hinanden.

Derpå er fulgt det første farvelag – en olietempera – i lys brun eller beige.

Dernæst var det tid for kunsten.

Heidi Zilmer forklarer, hvordan motiverne først er tegnet op på papir og dernæst poncet – det vil sige omhyggeligt prikket ud med en nål eller poncehjul. Med et fast greb holder man papiret mod væggen, mens man nærmest dupper fladen med en stofpose med pigmentpulver. Hvilket naturligvis efterlader de konturer, som maleren nu trækker op med sin pensel. Enkelt, men det kræver håndelag og tålmodighed.

MÅ GERNE SE HÅNDVÆRKEREN BAG
Heidi Zilmer bider særlig mærke i, at både den grønne ”staffagefarve” omkring motiverne og selve den farve, motiverne er trukket op med, er laserende, altså en smule transparente. Rent praktisk indebærer det, at det er svært at ramme den rigtige farve ved reparationer, hvilket mange andre, reparerede felter vidner om. Fagligt giver det varierede penselstrøg et liv i fladen – en tekstur – der både giver rummet præg, og som vidner om den enkelte håndværker. Dermed bliver overfladerne til en del af malerfagets årgamle diskurs: Må man kunne se, at håndværkeren har været der, eller er målet at efterlade den perfekte overflade – den perfekte illusion, om man vil.

Der tales i faget om ”den franske måde”, hvor man kan opleve eftergørelsen af en marmor så præcis og med en så utrolig dybde, at man ikke kan se forskel på sten og maling. Men det er bedrageri, lyder et traditionelt malerfagligt synspunkt. Her er tale om dekoration – en dekoration udført af en håndværker.

I LÆRE PÅ NY
Dét at man må ”se” håndværkeren, betød for Heidi Zilmer, at hun – efter nogle år som faglærer – har måttet aflære sig alt, hvad hun havde fået ind på rygmarven og givet videre til sine elever.

I stedet gik hun i lære på ny. Ja, er fortsat i lære – med de håndværkere, der har udført de flader, hun nu restaurerer, som hendes læremestre.

»Jeg kan godt sige ja til en opgave, som jeg ikke umiddelbart ved, hvordan jeg vil løse. Men mine læremestre viser vej. Hver gang,« siger hun.

Denne ”mesterlære” beror naturligvis på, at tidligere tiders dekorationsmaleruddanenlse ikke længere eksisterer. Det krævede da også et vist mod at påberåbe sig titlen og etablere egen virksomhed som en sådan.

»Når man så bliver bedt om at løse en opgave som Seglsalen, så er det pludselig alle de mange timers studier og øvelse værd. Der er altså brug for en dekorationsmaler også i dag.«

Heidi Zilmer arbejder i videst mulige omfang som sine forgængere. Inden hun så at sige skiller det beskadigede felt ad og undersøger hver flage, fotograferer hun det af, så hun bliver i stand til at genskabe dekorationerne. Vigtigere er dog at overføre motivet til bagepapir direkte fra væggen med en blød blyant. Dette stykke bagepapir – der har funktion af et carbonpapir – bliver hendes ponce.

Det beskadigede felt – ”hullet” – bliver først grundet, dernæst spartlet ad flere omgange. Så følger en grunding på ny samt ponceringen og optrækningen af dekorationen.

Det færdige dekorationsarbejde bliver strøget over med et lag fernis. Både den fine overflade underneden og fernis’en skaber den ”blankhed” og ensartethed, der kan få forvildede sjæle til at antage overfladen for et stykke tapet.

Men det er ikke tapet. Det er malet på.

Fernis’en betyder, at overfladen gulner hen over årene – alt afhængig lyspåvirkning og forurening i luften.

ER DET NU GJORT MED DET?
Er det nu gjort med det?

Heidi Zilmer er ikke i tvivl om, at der hele tiden kommer nye felter til, der har restaurering behov. Og måske beslutter man sig en dag for, at nu må hele arbejdet må gøres om.

Så er det godt, at man er god til at gemme – i Københavns Malerlaug.

#vigørbyensmuk med #godthåndværk

Del billeder af dit flotte håndværk på dine sociale medier, og vis hvordan du gør byen smukkere.
Husk at skrive: #vigørbyensmuk med #godthåndværk