Er den sidste skomager på vej væk fra sin læst?

Skomagerfaget er et af de mindste håndværksfag i Danmark, men på trods af det er der stadig unge mennesker, der interesserer sig for faget. Kom med ind i et håndværksfag, som de færreste ved stadig eksisterer.

I 1800-tallet kunne man dårligt sparke sig frem i de københavnske gader uden at ramme en skomager. Det skyldtes blandt andet, at en stor del af kongens hær var samlet i København – og de havde brug for støvler. Og hvor der er arbejde, er der som bekendt godtfolk.

I slutningen af 1800-tallet tog industrialiseringen for alvor fart i Danmark, og det ramte også skomagerfaget. Det betød, at skotøjsfabrikker begyndte at vinde frem, og denne udvikling førte 30 år senere til, at skomagerfaget blev delt i to: dem, der arbejdede på en skofabrik – skotøjsmagere – og dem, der håndsyede sko – håndskomagere.

I dag ser billedet unægtelig anderledes ud. Der er ikke nogen skoproduktion i Danmark, og på trods af at vores forbrug af sko og fodtøj er mange gange større i dag end for 2-300 år siden, og at der derfor burde være et kæmpe marked for reparation, vedligeholdelse og omforandring af sko, er antallet af skomagere faldet ganske betragteligt.

Håndsyede sko i 25 år

En af dem er Lisbet Sonne, som er uddannet håndskomagermester og i 25 år har arbejdet i Skomageriet i Valby. Her fremstiller hun – sammen med sine kolleger – håndsyede specialsko til kunderne, som for størstedelens vedkommende er mennesker med sygdom eller fysiske skavanker, der betyder, at de ikke kan gå i et par almindelige sko.

Som skomagermester står Lisbet for at afdække kundernes behov og ikke mindst for at undersøge og opmåle kundens fødder, men hun har også en del værkstedstid, hvor hun laver læster baseret på opmålingen af kundens fødder.

”Andre steder står skomagermesteren kun for opmålingen og har ikke selv værkstedstid. Men for mig er det ekstremt tilfredsstillende at kunne lave tingene selv,” siger Lisbet.

Kvalitet er røget ud af kommunernes udbud

Lisbet skyder på, at der i dag er mellem 30 og 40 ortopædiske håndskomagervirksomheder i Danmark. Dertil kommer ca. 200 serviceskomagere på landsplan. For at gøre ondt værre er skomageruddannelsen lukket, og det får Lisbet til at tale om, at faget er ved at uddø i Danmark.

”Min bekymring går på, at enhver diskussion om faget ikke handler om udvikling og kvalitet, men om pris,” siger Lisbet og uddyber.

”Vores egentlige kunder er kommunerne, og de har gennem de sidste 10-15 år ændret fokus i deres udbud. Tidligere handlede det om, at man skulle levere det bedst og billigst mulige. Nu handler det udelukkende om, at kommunen vil have tingene billigst muligt, og ofte får skomageren faktisk samme pris, uanset hvilken sko der leveres, og uanset om det er en let eller kompliceret opgave. Det betyder, at man nogle gange siger nej til komplicerede opgaver, fordi det økonomisk ikke kan svare sig,” siger Lisbet.

Den udvikling begræder hun, fordi hun mener, at der i høj grad er brug for håndværket og den viden, der ligger bag, for at kunne hjælpe de kunder, der har behov for håndsyede sko.

”Det er fair nok at have fokus på pris, men der er også nødt til at være fokus på kvalitet. Der er en del af dem, vi fremstiller sko til, som ikke kan klare sig med den billigste udgave. Her kan de rigtige sko betyde forskellen på, om de selv kan gå lidt rundt, eller om de skal tilbringe livet i en kørestol,” siger Lisbet, der sammenligner det med et køkken.

”Hvis du har et helt lige hus, kan du sagtens sætte et standard HTH-køkken ind. Hvis du derimod har et skævt hus, kan det være nødvendigt at få en snedker til at lave køkkenet, hvis det skal holde. Men hvis snedkeren ikke ved, hvordan man gør den slags, så er du på den.”

Sammensætter sin egen uddannelse

På trods af Lisbets bekymringer ser hun dog, at der er ’et lag af unge mennesker’, der interesserer sig for skomagerfaget.

En af dem er Sofie Rosa Madsen, som vi møder på Vesterbro. Her har hun dels sit eget værksted, hvor hun arbejder freelance med design og udvikling af sko, og så arbejder hun som skomager og reparatør hos skomageren i Istedgade, hvor hendes mester, Michael T. Nielsen, er fra den sidste årgang af uddannede skomagere.

Sofie har en bachelor i accessory-design fra Designskolen i Kolding fra 2022, og det var dér, hendes interesse for sko for alvor begyndte at blomstre. Siden da har hun arbejdet med sko i mange forskellige sammenhænge, både gennem praktikophold i udlandet, i kunstprojekter, på kurser og gennem praktisk, håndværksmæssigt arbejde.

På den måde kan man næsten sige, at hun er ved at sammensætte sin ’egen skomageruddannelse’, hvor hun henter viden og erfaring fra forskellige kilder.

”Der findes ikke en skomageruddannelse, man kan gå på, så man skal lidt ud. Også til udlandet,” konstaterer Sofie.

Skaber nye sko af materialer der allerede findes

Interessen startede som nævnt på designskolen, hvor hun havde en meget materialeorienteret tilgang.

”Jeg var rundt i alle værkstederne og havde hænderne i alle typer materialer. Jeg kunne hurtigt se, at sko er et mix af forskellige materialer og jeg begyndte at undersøge mulighederne ved at kombinere forskellige materialer. Fx: træ, læder og metal, som jeg lavede en træskosandal ud af. Det var sådan min interesse startede,” fortæller Sofie.

Siden da har hun udviklet flere forskellige prototyper, hvor hun har kombineret materialer eller skodele fra kasserede sko og på den måde bygget nye sko.

”Det er en stor drivkraft for mig at genbruge materialer, som allerede findes, til at lave nye sko. Jeg er blandt andet i gang med et projekt, hvor jeg undersøger, hvad der sker med kasserede sko, og hvordan man eventuelt kan skabe nye sko ud af dem,” fortæller Sofie, der senest har været på kursus i Milano, hvor hun har lært at lave sneakers.

Viden risikerer at forsvinde

På sit arbejde hos skomageren i Istedgade i København har hun hver dag hænderne i det gamle håndværk.

”Vi laver alt fra reparationer til lidt mere ortopædiske opgaver. Jeg har også en del transformationer, hvor jeg fx sætter nye hæle på et par sko og på den måde ændrer skoen til noget, kunden bedre kan lide. Det er fedt at kunne hjælpe folk med ting, som de ikke ved, kan lade sig gøre,” forklarer Sofie.

Sofie fortæller, at hun dagligt oplever, at kunderne kommer ind med selv meget små skader og er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at reparere dem.

”Det er lidt som med tøj og tekstiler. Men de fleste ved godt, at man kan reparere og omsy tøj. Det er de færreste, der tænker det om sko, selvom vi stort set kan lave det meste, og man kan sagtens reparere ting, der ikke er af læder. Derfor smider mange deres sko ud hurtigere, end det er nødvendigt,” siger Sofie og fortsætter.

”Derfor er det vigtigt at der stadig er nogen der kan håndværket, for hvis faget uddør, mister vi den håndværksmæssige viden og ekspertise om hvordan en sko er lavet, hvad der kan lade sig gøre, og så rent faktisk kan udføre de reparationer der er nødvendige. Hvis vi mister det, tror jeg, at det kan komme til at betyde, at vi som mennesker bliver mere fremmedgjorte overfor produktet. Fordi vi simpelthen ikke ved hvordan det er lavet og ingen kan fortælle os det,” siger Sofie, der fortæller, at hun ser sit arbejde i værkstedet som et kig ’behind the scenes’.

”Jeg lærer rigtig meget af at have skoene i hænderne og undersøge dem og arbejde med dem. På den måde kan jeg se, hvordan de er bygget op, og hvad der fungerer og ikke fungerer,” siger Sofie.

Håndværket på rygraden

Det er præcis den viden, Lisbet har på rygraden, og som hun bringer i spil hver eneste gang, hun fremstiller et par sko til en kunde. Lisbet fortæller, at hendes virksomhed er et af de få steder, hvor læsten kan blive lavet i hånden.

Hvis du som læser ikke lige skulle have skomagerfagudtrykkene på rygraden, så er læsten en træmodel, som skoen bliver formet og syet på, og på den måde kan man næsten sige, at læsten er det rum, der er inde i skoen. Derfor er opgaven for Lisbet at tilskære læsten, så den er en 1:1-kopi af kundens fødder.

”Det er et håndværk, der kræver tålmodighed og en veludviklet 3D-forståelse,” fortæller Lisbet.

Digitalt læstebibliotek

Hos skomageriet er de begyndt at arbejde med at tegne læster digitalt i CAD/CAM. Her har skomagerne et digitalt læstebibliotek, som de kan tage udgangspunkt i, når de skal tilpasse en læst. Selvom det kunne lyde som løsningen på mange af håndskomagerfagets udfordringer, mener Lisbet ikke, at det kan stå alene, og at der stadig er brug for mennesker, der kan håndværket.

”Dels er der en vis procentdel af opgaverne, som ikke kan løses med CAD/CAM, så derfor er der stadig brug for nogle mennesker der kan håndværket. Og ligesom i alle andre fag, hvor man bruger digitale design- eller cnc-programmer, så er det der kommer ud et resultat af det du kommer ind. Derfor skal en snedker stadig vide hvordan man bygger med forskellige træsorter, en smed skal vide noget om metaller og en skomager skal vide noget om at fremstille sko,” slutter Lisbet.

Så selvom skomagerfaget i dag er et meget lille fag, er behovet for håndværket bestemt ikke forsvundet. Sofie og Lisbet repræsenterer hver sin generation og hver sin gren af faget, men de deler troen på, at håndværket fortsat har noget at tilbyde.

Artiklen fortsætter nedenfor.

NYHEDSBREV: Er du fascineret af godt håndværk og historierne bag?

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Tilmeld dig Håndværkerforeningens nyhedsbrev og få historier om mennesker, materialer og faglighed – fra traditionelle håndværk og restaurering af kulturarv til design, kunsthåndværk og unikke håndlavede produkter.

Ingen støj. Kun inspiration, godt håndværk og fortællinger, der er værd at læse.

Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.

 

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER?

Så skriv dig op her

Faktaboks: Sådan fremstiller Lisbet et par håndsyede sko

”Når du skal have håndsyet et par sko er det vigtigste, at de passer til dine fødder og give den støtte, som fødderne har brug for. Derfor starter et par nye sko altid med, at jeg opmåler og undersøger kundens fødder og ben. Og på baggrund af den undersøgelse laver jeg læsten,” forklarer Lisbet.

Skomageriet har rålæster i forskellige størrelser og bredder, og Lisbet starter med at vælge en rålæst, der kommer tættest på kundens fødder, og tilpasser den ved at slibe og forme læsten, så den får samme form som kundens fødder. Ofte er det nødvendigt at tilføre materiale, og så må Lisbet lime ekstra materiale på.

Når Lisbet tilpasser og sliber læsten, forholder hun sig hele tiden til, hvordan læsten ser ud. Hun har kunden og undersøgelsen i baghovedet – har kunden fx en bred forfod eller en smal hæl – ligesom hun har meget fokus på det visuelle: at skabe en flot læst og dermed flotte sko. Lisbet er kendt for, at man kan kende ’hendes sko’ ude i byen, fordi de er flotte.

”Man skal have en meget veludviklet 3D-fornemmelse for at være god til det her,” fortæller Lisbet, der gør meget ud af at finpudse læsten og i det hele taget har meget fokus på detaljerne og på at aflevere et lækkert produkt.

”Hvis den ikke er finpudset kan man simpelthen ikke arbejde videre med den, fordi overlæderet vil sidde fast hvis noget er ru. Jo mere ansvarlig du føler dig over for resultatet, desto mere ansvarlig kan du forvente at den næste der skal arbejde videre med produktet er,” lyder Lisbets tilgang.

Til Portugal og retur

Når læsten er færdig, går den videre til en kollega, som sætter en tynd skindsål på, som indlægget bliver bygget op omkring. Indlægget sikrer, at kunden får støtte til fødderne på steder, hvor der evt. er brug for det (svang, forfod, hæl mv.), og gør ’bunden af skoen’ plan.

Herefter sendes læsten til Portugal, hvor overlæderet sys på. Det sys af en nådler. For mange år siden var der fire nådlere ansat hos Skomageriet, men de er væk nu.

Når overlæderet er syet, har man en ’pindeprøve’, hvor overlæderet er ’pindet’ (hæftet) på bundsålen. Pindeprøven sendes tilbage til København, hvor kunden kommer ind til prøvning. Her kan overlæderet tilpasses, og ofte er der lagt ekstra pinderum ind (ekstra materiale), så man kan udvide skoen, hvis det er nødvendigt.

Efter prøven sendes den tilpassede pindeprøve til Portugal, hvor overlæderet rettes til, sålen sættes på, og skoen gøres færdig. På den måde er processen meget lig en skrædders arbejde med opmåling, fremstilling, prøvning og færdiggørelse.

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fire gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.