MESTER er taget til Solskinsøen, og selvom det er tydeligt at se at vi besøger øen uden for sæsonen, betyder det ikke at øens mange professionelle kunsthåndværkere og keramikere har lukket deres værksteder. Bornholm har nemlig et levende og aktivt kunsthåndværkermiljø, og i dag besøger vi tre forskellige keramikere.

Keramikeventyret startede på Bornholm i 1600-tallet. Det fortæller Karina Skibby der er leder på keramikmuseet Hjorths Fabrik. Hjorths Fabrik er en del af Bornholms Museum og har fokus på formidling af Bornholms keramikhistorie.

”Tilbage i 16-, 17- og 18-hundredetallet blev der produceret rigtig meget keramik på Bornholm. Det skyldtes at den bornholmske undergrund er fyldt med ler, og blandt andet blev der produceret store mængder af potter og skåle til husholdningsbrug. De blev eksporteret til fx København, og derfor var Rønne Havn i perioder præget af såkaldte potte-skuder der sejlede varerne til København,” forklarer Karina.

Karina fortæller videre at nogle af potteværkstederne over tid udviklede sig til deciderede fabrikker som fx Søholm Keramik, Hasle Klinker, Michael Andersen & Søn og Hjorths Fabrik. Men en opgørelse fra Rønne byarkiv viser at der siden starten af 1800-tallet har eksisteret over 200 selvstændige pottemagere, 24 større og mindre keramikfabrikker samt ca. 150 selvstændige keramiske værksteder på Bornholm.

Spor i landskabet

Vi starter dagens besøg i udkanten af Rønne hvor Bornholms keramikhistorie har sat tydelige spor i landskabet. Flere søer kan ses i de gamle udgravninger. Blandt andet Snorrebakkesøen, eller som den også bliver kaldt: Kaolinsøen. Kaolin er en af de fineste af alle lerarter og bruges til fremstilling af porcelæn.

Her i området etablerede Hasle klinkefabrik sig i 1840’erne, men i dag er området en industripark med flere forskellige lejere. Blandt andet keramiker Rikke Wulff der har sit værksted i en af de gamle bygninger – som naturligvis er beklædt med karakteristiske gule klinker på facaden, brune klinker om døre og vinduer og klinker på taget.

Hej-koppen og Pop-koppen

Rikke flyttede med sin familie til Bornholm for 21 år siden for at starte på det Kongelige Akademis afdeling for glas og keramik. De sidste ti år har hun været selvstændig keramiker med virksomheden hejfabrik.

Rikke drejer sin keramik på drejeskiven og er kendt for to serier af kopper. Den ene, Hej-koppen, er en klassisk kop med lige kanter og effektfuld glat glasur, mens den anden, Pop-koppen, kendes på den swirlede form og de mange forskellige farver den kommer i.

Rikke elsker arbejdet ved drejeskiven, og særligt arbejdet med Pop-koppen gør hende glad.

”Jeg har givet den navnet Pop-koppen fordi det er en populær opgave for mig at lave. Jeg bliver glad af det, og jeg synes at det er vigtigt at have det sjovt når man arbejder,” fortæller Rikke og tilføjer at koppernes glasur i år er inspireret af striktrøjer.

Rikke er i fuld gang med at dreje kopper som skal stå klar i butikkerne i efterårsferien, og med mange års erfaring fra drejeskiven tager det hende ikke lang tid at dreje en Pop-kop op. Hun starter med at placere den gipsplade hun drejer koppen op på, så den står knivskarpt. Så tager hun en klump ler som hun centrerer på gipspladen, og i løbet af ganske kort tid har hun skabt grundformen til en kop.

”Mine hænder kan mærke hvornår leret har den rigtige tykkelse, og det betyder at så har koppen den rigtige højde. Så er der bare det sidste greb tilbage hvor jeg giver koppen den swirlede form,” fortæller Rikke.

Det er altså ikke fordi drejningen af kopperne i sig selv tager mest tid hos keramikeren. Det er alle processerne rundt om drejningen.

”Før jeg sætter mig ved drejeskiven, skal jeg gøre leret klar i æltemaskinen. Jeg skal have vejet det af, så jeg har præcis den mængde ler der skal bruges til en kop. Efterfølgende skal kopperne tørre, pudses, forglødes, glaseres og til sidst brændes. Og hver gang skal tingene flyttes. Så der er mange processer, og man har leret i hænderne rigtig mange gange inden man står med den færdige kop som kan sælges i en butik,” fortæller Rikke.

Butik og værksted i en gammel købmandsgård

Vi forlader Rikke Wulff for nu og tager i stedet ind til centrum af Rønne. Her møder vi keramiker Mie Mølgaard der har værksted og butik i en gammel købmandsgård. De to nærmeste naboer i købmandsgården er et galleri og atelier, mens der bor en skrædder i den anden længe.

”Det at vi bor i samme hus, gør at vi kan samarbejde på forskellig vis, for eksempel når der er kulturuge eller andre events. Det betyder også at der er tre forskellige butikker og værksteder som turisterne kan opleve når de besøger os,” forklarer Mie.

Mie støber sin keramik – eller rettere porcelæn – i gipsforme. Hun bruger nemlig den fine kaolinler som er flydende og derfor egner sig til støbning.

”Jeg kan godt lide at tingene er superperfekte. Og det bliver de når jeg støber dem, selvom alt er fuldt ud håndlavet,” siger Mie og fortsætter:

”Jeg har med vilje lavet det sådan at kunderne skal gå gennem værkstedet for at komme ind i butikken. Jeg går nemlig meget op i at formidle hvad vi laver, og hvordan vi støber figurerne, og jeg bruger gerne tid på at vise kunderne hvordan det foregår,” fortæller Mie der på dette tidspunkt har gjort butikken klar til efterårs- og julesalget med kræmmerhus- og juletræslignende porcelænsfigurer.

Ved støbningen fylder Mie gipsforme op med flydende ler. Leret begynder straks at tørre, og derfor er timingen afgørende.

”Leret begynder at tørre udefra fordi vandet i leret trækker ud i gipsen. Derfor danner det en kant som bliver tykkere og tykkere, afhængigt af hvor lang tid leret får at tørre i. 14 minutter skal den her figur have, så har den den tykkelse jeg gerne vil have at figuren har,” forklarer Mie mens hun stiller tiden på minuturet.

Da uret bipper, hælder Mie den overskydende flydende ler tilbage i spanden og lader gipsformen stå på hovedet og dryppe af. Efter et par minutter skærer hun de overskydende kanter af bunden af figuren, og efter yderligere 10 til 15 minutter slipper gipsformen figuren, og Mie kan sætte den færdige figur til tørre. Efter tørring skal figuren pudses med en svamp hvorefter den kommer en tur i forglødningsovnen hvor den bliver brændt ved 960 grader. Herefter bliver figuren glaseret, og så kommer den endelige brænding ved 1260 grader.

Artiklen fortsætter nedenfor.

3D-design

Når Mie udvikler nye produkter, former hun sine modeller i hånden. Men hun arbejder også på computeren i et 3D-tegneprogram. Det har hun med fra barndomshjemmet hvor hendes far var designer hos LEGO og derfor arbejdede med 3D-design.

”Jeg starter altid med at skitsere i min skitsebog. Når jeg har en form jeg vil arbejde videre med, drejer jeg en model op på drejeskiven, og når jeg er tilfreds med modellen, tegner jeg den ind i tegneprogrammet på computeren. Så kan jeg lave et 3D-print i plastic som kan bruges til at støbe en gipsform efter,” forklarer Mie.

Støber gipsforme

Og det bringer os galant videre til den tredje keramiker vi besøger i dag, nemlig Jeanette List Amstrup der har værksted i Nexø.

Jeanette er uddannet keramiker og designer og har tidligere arbejdet fuld tid med at lave keramik. Hun har blandt andet designet Mano-serien som Kähler tidligere har produceret. I dag har Jeanette specialiseret sig i at støbe gipsforme for andre keramikere.

Gipsformene bruges til at støbe ler i, så opgaven for Jeanette er at lave den negative form af det element som keramikeren vil støbe.

Ofte får Jeanette tilsendt en tegning eller et billede af det element der skal støbes, og så drejer hun en model i gips på sin drejeskive. Andre gange tegner og 3D-printer hun en model til at støbe gipsformen over.

”I mit arbejde ligger håndværket dels dér hvor jeg skaber en model, men også i arbejdet med gipsen. Ler er et organisk materiale, og du kan blive ved med at ændre på det eller genbruge det i en ny skulptur. Gips derimod bliver hårdt og holder formen,” fortæller Jeanette og fortsætter:

”Gipspulveret bliver produceret ved at brænde kalciumsulfat så noget af det kemisk bundne vand bliver drevet ud. Når jeg skal bruge det til at støbe med, blander jeg det med vand og hælder gipsmassen på modellen. Inden da har jeg smurt modellen med et slipmiddel lavet af kogte sæbespåner. Det gør at støbeformen kan slippe modellen,” forklarer Jeanette mens hun blander en spand gips op der skal hældes op i to klargjorte forme.

Jeanette fortæller at en støbeform kan holde til cirka 30 støbninger hvis det skal være en helt perfekt støbning. Så hvis man er en produktiv keramiker, har man brug for mange forme, og derfor er der gang i værkstedet hos Jeanette som har to deltidsansatte til at hjælpe sig.

”Det er hyggeligt at have kollegaer så man ikke er helt alene,” siger Jeanette der også tager praktikanter ind fra Det Kongelige Akademis afdeling for glas og keramik som ligger i nabobygningen.

”Gipslære er et fag på uddannelsen hvor eleverne blandt andet får kendskab til hvordan man støber gipsforme. Jeg underviser i det på skolen, og jeg har også praktikanter her på værkstedet så de kan prøve at arbejde med det og få en idé om hvordan man gør,” fortæller Jeanette.

International hæder og opblomstring

Alle tre keramikere er en del af øens faglige miljø for professionelle keramikere og kunsthåndværkere som bl.a. samarbejder gennem den lokale forening, Arts & Crafts Association Bornholm (ACAB).

Det var netop ACAB der tog initiativ til at ansøge om den internationale titel ’A World Craft Region’ som Bornholm fik tildelt i 2017 som det første sted i Europa. Og det har haft stor betydning. Både for den faglige selvforståelse hos øens kunsthåndværkere, og for turismen og Bornholms mulighed for at ’brande sig’.

”Da vi fik titlen i hus, tog vi kontakt til kommunen, Det Kongelige Akademi, Bornholms Museum, Destination Bornholm og flere andre parter, og sammen fik vi nedsat et udvalg hvor vi kunne arbejde med at markedsføre bornholmsk keramik og kunsthåndværk. Siden har vi arbejdet benhårdt på at brande Bornholm som kunsthåndværkerdestination nr. 1,” fortæller Mie Mølgaard.

Jeanette List Amstrup har også oplevet at der er ’sket noget’ de seneste 10 år.

”Der er flere og flere af eleverne på skolen der bliver på øen når de er færdige med deres uddannelse. Og kunsthåndværkerne trækker både turister og tilflyttere med sig. Det giver mere liv. Nexø var ikke rigtigt noget dengang for 10 år siden da jeg flyttede hertil. Nu er der for eksempel åbnet et stort kunsthåndværkerværksted og -butik nede på havnen,” siger Jeanette.

Også Karina Skibby genkender at der på Bornholm i det hele taget, og særligt i Nexø, er blevet opbygget et stærkt community af keramikere.

”Det er ret unikt at finde så mange udøvende keramikere på et så lille geografisk område som Bornholm. Indbyggermæssigt er her ca. halvt så mange mennesker som i Hillerød, men sammenlignet med Hillerød er der rigtig mange flere keramikere der producerer keramik af høj kvalitet. Samtidig har vi jo en lang tradition for keramik på Bornholm, så der er en masse knowhow på øen. Museerne, fx Hjorths Fabrik, formidler historien, og så er Det Kongelige Akademis afdeling for glas og keramik i Nexø det eneste sted i Danmark hvor man kan uddanne sig som keramiker. Det skaber et stærkt fællesskab, og det var også en af grundene til at Bornholm fik tildelt titlen som ’A World Craft Region’,” siger Karina og fortsætter:

”Jeg oplever at der sker en masse i miljøet, og at medlemmerne af ACAB bruger hinanden og hjælper hinanden på forskellig vis. Og så sker der en masse som fx udstillinger hvor man taler sammen og måske bliver inspireret af hinanden. Og så er der nok også en økonomisk fordel i at jo flere keramikere og kunsthåndværkere der er samlet, desto flere turister kommer der for at opleve det,” siger Karina.

Også kunst og unika

Som en del af arbejdet med at brande bornholmsk kunsthåndværk har foreningen ACAB åbnet en fælles butik i Allinge, hvor man kan finde et stort udvalg af øens bedste kunsthåndværk inden for keramik, glas, tekstil og smykker. Og på Grønbechs Gaard i Hasle, der er Bornholms Center for Kunsthåndværk, er der skiftende udstillinger. Her har Rikke Wulff deltaget flere gange.

”Lige efter keramikskolen startede jeg med at skabe brugsting. Men jeg har en kunstnerisk åre i mig, og lige nu er jeg måske på vej til noget andet. Min kunst er baseret meget på proces og materiale, og jeg har blandt andet arbejdet med at blande forskellige ting ind i leret. Jeg har også leget med at brænde forskellige lertyper ved forskellige temperaturer, fordi ved bestemte temperaturer får leret en dyb rød farve, og det eksperimenterer jeg med,” slutter Rikke.