Laugenes Opvisning New Talents - Skrædder Rikke Berg

Et af de spirende talenter der er inviteret til at deltage ved dette års opvisning, er skrædder Rikke Berg der repræsenterer EUC Syd. Hun afsluttede sin svendeprøve som beklædningshåndværker i foråret 2024.

Takt: Jakob Bo Andersen
Privatfoto

Denne artikel blev bragt i MESTER32, september 2024

Grundtanken bag Rikkes designs er at når man som kunde køber et udsøgt stykke skræddersyet tøj, så skal det have flere anvendelsesmuligheder. Derfor består hendes ene sæt af tre forskellige dele: en smokingjakke, et par matchende bukser og en aftagelig skulderudsmykning i silke der bliver fastgjort med magneter. De tre dele kan både bruges sammen og hver for sig.

”Tilsammen udgør de tre dele et virkelig eksklusivt sæt som man for eksempel kan bruge til en fest. Men man kan også bruge jakken alene, sammen med et par flotte jeans på arbejdet, ligesom man kan bruge skulderudsmykningen sammen med en anden jakke,” fortæller Rikke Berg.

Det samme gør sig gældende for Rikkes andet sæt der består af en klassisk cocktailkjole og et tilhørende langt slæb. Slæbet har to funktioner. Det kan enten være langt som du typisk vil have det til fest. Men det kan også foldes op, så man kan have det rundt om overkroppen når man er på vej til eller fra festen.

”Jeg synes at man som skrædder har et ansvar for at sikre at det sæt tøj man syer til kunden, ikke bliver for upraktisk så det ikke kan bruges til det kunden ønsker. Det kan man hjælpe på vej med nogle små handy funktioner, som fx at slæbet kan foldes op,” forklarer Rikke.

Alt i alt præsenterer Rikke altså fem dele som kan matches sammen, eller med andre tøjdele i kundens klædeskab.

Farverig praktiktid

Rikke Berg er uddannet beklædningshåndværker fra EUC Syd i Sønderborg. Hun har gennemført hovedparten af sine praktikophold som skolepraktik, og har i den forbindelse været ude hos en række forskellige typer af virksomheder.

”Jeg ser det som en kæmpe fordel at jeg i min praktiktid har snuset til håndværket fra flere sider og har arbejdet med både herre-, dame- og teaterskrædderi. For der er stor forskel på at sy i silke, som man typisk vil gøre i kjoleskrædderi, og at sy i mere kraftige uldstoffer som man typisk bruger i herreskrædderi,” siger Rikke.

Stolt over at være med

Selvom Rikke deltager som elevrepræsentant for EUC Syd, er det ikke første gang hun er med ved Laugenes Opvisning. Hun deltog også i 2021 sammen med Jon Asger Ohnemus og Anna Hambro Philipsen. Men i år er hun alene om at repræsentere skolen.

”Det bliver noget andet – det er lidt nøgent at stå der alene. Men jeg er selvfølgelig stolt over at være med. Når man har brugt så lang tid og så mange penge på noget, så er det fedt at se resultatet til sidst. Lidt ligesom eksamen. Så den vil jeg bære,” siger Rikke.

”Laugenes Opvisning er et virkelig flot arrangement. Og det at vi som elever og skoler får lov til at stå på samme scene som de etablerede håndværksmestre, er både vildt og flot. Der er en virkelig god kultur omkring det, og alle er virkelig søde til at hjælpe,” fortæller Rikke.

Lærte at sy derhjemme

Rikke fortæller, at syning fyldte meget i hendes barndomshjem. Hendes mor elskede at sy, og som barn blev Rikke blev ekviperet i store rokokokjoler og andre flotte kostumer når det var fastelavn.

Rikke fangede selv interessen da hun gik på fritidshjem. Her var der et syværksted hvor Rikke syede hele tiden.

”Der var nogle virkelig gode og dygtige pædagoger på mit fritidshjem. De lagde meget vægt på at det man kom hjem med også skulle være pænt. Det lærte jeg virkelig meget af, og jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville gå den vej,” fortæller Rikke.

Efter gymnasiet uddannede Rikke sig til beklædningsdesigner, men hun kunne godt mærke at hun manglede – og savnede – håndværket. Derfor flyttede hun til Sønderborg og startede på beklædningshåndværkeruddannelsen.

Syværelse i lejligheden

Efter at have afsluttet sin uddannelse i Sønderborg er Rikke flyttet til København hvor hun sammen med sin kæreste er i gang med at indrette deres nye lejlighed. Rikke har mulighed for at indrette det ene værelse til et syværksted, og hun har allerede indkøbt de nødvendige symaskiner. Når hun er kommet lidt mere på plads, står der en dampningsstation på indkøbssedlen.

Rikkes fremtidige kunder er kvinder der ønsker et skræddersyet og eksklusivt produkt hvor der er fokus på godt håndværk og kvalitet, og hvor bæredygtighed også tænkes ind ved opsyning af tøj i genbrugsmaterialer.

”Jeg har jo boet i Sønderborg de sidste tre-fire år, og her har jeg været rundt i genbrugsbutikker og opkøbe tekstiler, stoffer og duge i god kvalitet. Tænk bare hvad man kan få ud af en flot damaskdug med smukke detaljer. Det at der er en begrænsning på stoffet når du starter med at sy, gør dig mere kreativ, men hvis du har øje for stoffets potentiale, og standen gør at stoffet kan holde i mange år endnu, så har man gjort sit arbejde godt,” slutter Rikke.

Tilbage til Laugenes Opvisning