Laugenes opvisning

Modeskaberen Holger Bloms ord om at købe lidt, men godt, har fået ny aktualitet i vores ressourceknappe tid. Blom dannede bagtæppe for årets laugenes opvisning i november.

»Om man interesserer sig for tidens skiftende moder eller ej, bliver påklædningen en del af fortællngen om os selv. Og når en dameskrædder sender en kjole ud af sin forretning, en modist sin hat, en buntmager en pelsjakke, en guldsmed et smykke, begynder en ny fortælling i mødet med det menneske, der har valgt at købe dén kjole, dén hat.«

Sådan lød det blandt andet, da forfatteren Marianne Verge som særlig gæst ved Laugenes Opvisning den 7. november causerede over den rolle, som påklædning og accessories spiller for os. Anledningen til hendes besøg var hendes nys udkomne biografi om modeskaberen Holger Blom, som Skanderborg Museum åbnede en udstilling om i oktober; en udstilling, der kan opleves i hele 2018.

FRA FOR DE FÅ TIL FOR DE FÆRRE
Holger Blom (1905-1965) markerede sig som en af sin tids helt store modeskabere – både når det gjaldt hverdags- og festtøj. Herudover var han blandt de sidste store i modelsalonernes tid, inden – som Marianne Verge udtrykte det – det skræddersyede tøj fra at være for de få nu blev for de færre, og vi alle faldt for billigt, masseproduceret tøj. Endnu opbevarer Det Kgl. Teater adskillige af Bloms kostumer, og herudover findes der en draperet aftenkjole syet til dronning Ingrid.

Det skortede således ikke på feststemning, da guldsmede, buntmagere, skræddermestre, modister, Det Kgl. Teaters skræddersal, elever fra de respektive skoler og i år tillige to sadelmagere fik præsenteret deres værker på catwalk’en i Store Sal i Moltkes Palæ. Den sene eftermiddagsopvisning blev som tidligere år overværet af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, der også i 2017 havde stillet sig til rådighed som opvisningens protektor.

Med lige dele interesse, beundring og nysgerrighed tog hun de mange værker nærmere i øjesyn, da de blev udstillet i salonerne efter opvisningen. Her oplevede hun også de kjoler, som de medvirkende skræddermestre havde udført med inspiration fra Holger Blom.

Københavns Konditorlaug og Palæet medvirkede med lidt mundgodt.

DET BÆREDYGTIGE HÅNDVÆRK
Visionen bag Laugenes Opvisning er nu som før at udbrede kendskabet til og styrke efterspørgslen på det unikke (kunst-)håndværk, for kun sådan kan vi bevare de kompetencer, de repræsenterer. Noget tyder dog på, at håndværket har en chance, lod Marianne Verge forstå – og dét med afsæt i Holger Bloms eget gode råd om at købe lidt men godt – og efterhånden supplere med ting, der klæder det, man i forvejen har:

»Den tid, vi lever i, lærer os, at vi må forbruge mindre. At vi ikke længere kan købe og smide væk igen, som vinden blæser. Derfor er det unikke håndværk et klogt og bæredygtigt valg, når der skal investeres i nyt. Til hverdag som til fest,« lød det fra catwalk’en, inden projektørerne rettedes mod, hvad hele dagen drejede sig om: Smukt håndværk med sjæl og hjerte.

#vigørbyensmuk med #godthåndværk

Del billeder af dit flotte håndværk på dine sociale medier, og vis hvordan du gør byen smukkere.
Husk at skrive: #vigørbyensmuk med #godthåndværk