Håndbrygget mousserende te

I 2017 begyndte Jacob at arbejde med at fremstille en alkoholfri mousserende te som kan serveres til et godt måltid mad som supplement, eller alternativ, til vin.

”Te er godt at arbejde med fordi der er mange muligheder for at skabe smag. Vi bruger mellem 6 og 13 forskellige typer te for at opbygge en passende kompleksitet, og der er grundlæggende tre variable som jeg arbejder med. Nemlig mængden af te, temperatur og trækketid. Hver te behandles i forhold til de forskellige variable og min opgave er så at skabe en sanselig oplevelse ud af det,” forklarer Jacob der håndbrygger sin te på et bryggeri i Tyskland.

Copenhagen Sparkling Tea kan fås i seks forskellige smage som Jacob har udviklet med forskellige kombinationer af teerne.

”Hvid te gør vandet blødt og giver en god mundfølelse, sort te giver garvesyre og styrke, mens grøn te giver dybde og umami. Alle mursten er vigtige i en smagskombination, og her er te godt at arbejde med. Vi bruger 100% økologisk te, og derfor giver naturen hvad der bliver frembragt. Derfor er jeg nødt til at justere på opskriften hver gang, fordi det ikke altid er 1:1 hvordan teen smager,” forklarer Jacob.

Copenhagen Sparkling Tea brygges i to forskellige linjer. En der sælges eksklusivt til gourmet- og Michelinrestauranter i hele verden, og så er der en linje som kan købes i udvalgte vinbutikker.

”Sparkling tea er ikke et produkt der fandtes i forvejen, og derfor vil folk automatisk gerne sammenligne det med øl, vin eller cider. Men når man smager på sparkling tea starter man på en helt ny side, og derfor skal man være åben og klar til at smage noget helt nyt,” siger Jacob der i sin produktudvikling arbejder med at ramme ind i smagsoplevelsens forskellige faser der aktiverer sanserne som Jacob forklarer sådan her:

”Når du skal smage på en drikkevare, aktiverer du fire eller fem forskellige sanser. Du starter med at kigge: Er væsken gennemsigtig eller har den farve? Hvordan er viskositeten? Hvordan er udviklingen i glasset?. Så føler du på glasset. Dér kan du mærke om det er varmt eller koldt. Du lytter måske også til drikken, og så kommer den første næse der bringer hukommelsen frem så du kan skyde dig ind på en retning. Med anden næse kommer du nærmere en beskrivelse af duften. Du rammer bedre, og igen henter du fra dit bibliotek. Først nu kommer så selve smagen. Her er fokus på mundfølelsen, temperatur og følelse i munden.”

Foto: Copenhagen Sparkling Tea

Artiklen er en del af temaet om smag - find de øvrige artikler her