Snedkerlauget engagerede lærlinge i udstilling

Interessen var stor da designudstillingen ”3daysofdesign” løb over Københavns brosten, og i Moltkes Palæ trak Københavns Snedkerlaug mange mennesker ind for at se snedkerhåndværk på udstillingen Carpentry Craft. Blandt andet fra otte lærlinge der var specielt udvalgt til at udforme et lærlingestykke under overskriften ”Fokus på oversete danske træsorter” med støtte fra bl.a. Stillinges Fond.

Tekst: Peter Djurup
Grafik: Tommy Saunte

Formålet med at deltage på den store designudstilling er at gøre snedkerfaget synligt og vise hvad de dygtige snedkere kan med deres hænder. Samtidig vil snedkerlauget gerne bruge anledningen til at motivere flere unge til at vælge en uddannelse indenfor faget. Derfor var det oplagt at vise hvad både de nyuddannede svende og nuværende lærlinge kan.

”I år tog vi en beslutning om at vi gerne ville udstille de bedste nye svendeprøver og en række særlige lærlingestykker fra dem der er i gang med uddannelsen lige nu. Vi valgte 14 svendestykker ud blandt dem der havde fået medalje for deres svendestykke i år,” siger Mads Raaschou der er oldermand i Københavns Snedkerlaug.

Samarbejde med skoler og leverandører

Lærlingene blev fundet i samarbejde med de tekniske skoler og ved hjælp af sociale medier. For at komme med skulle de blandt andet sende tegninger ind af det de gerne ville lave til udstillingen. Der blev valgt otte lærlinge ud til at være med, og en række leverandører donerede det træ som blev brugt til at de otte kunne gøre deres tanker til virkelighed.

”Udover tegningerne skulle lærlingene også skrive en motivering om deres projekt for at få lov at komme med. Vi vurderede i bestyrelsen hvad der kom ind, og valgte dem ud der kom med på udstillingen,” siger Mads Raaschou.

Da arbejdet gik i gang, fik alle lærlinge mulighed for at få en mentor fra Snedkerlauget som en del af deltagelsen i udstillingen. Men de fik så god hjælp fra deres uddannelsessteder at der ikke blev direkte brug for mentorer i denne omgang. Der var en stolthed på uddannelsesstederne over at have en lærling med på udstillingen, så derfor var læremestrene meget aktive og stillede deres viden og arbejdskraft til rådighed for de unge i processen med at udføre deres lærlingestykke.

Forberedelserne til næste år er i gang

Udstillingen i Moltkes Palæ blev en succes på alle måder. Der var 2.348 der besøgte udstillingen i løbet af de tre dage, og det er dobbelt så mange som sidste år. Så der er ingen tvivl om at snedkerne er klar til at være med igen næste år. Og forberedelserne er allerede så småt i gang, for ambitionen er blandt andet at få flere lærlinge med på udstillingen.

”Vi kender allerede datoerne for næste år, som bliver den 12.-14. juni, og vi er derfor i gang med at tale med uddannelseslederne på de tekniske skoler. Blandt andet vil vi opfordre til at lærlingene søger Snedkerlaugets lærlingelegat til at udvikle projekter til næste års udstilling. De skal have noget mere tid til det end de havde i år, så derfor vil vi allerede nu efter sensommeren begynde at gøre meget mere opmærksom på muligheden for at være med,” siger Mads Raaschou.

Mere opmærksomhed på faget

Der er brug for meget mere opmærksomhed på faget, når man spørger oldermanden. Derfor er der også flere andre idéer på tegnebrættet. Blandt andet vil Mads Raaschou have involveret DI’s Snedkersektion.

”Vi udstillede de 14 medaljemodtageres svendestykker i DI’s lobby efter medaljeuddelingen i foråret. Men der var alt for få der så udstillingen. Derfor vil vi slå 3daysofdesign sammen med den udstilling næste år i samarbejde med DI,” siger Mads Raaschou, der også er formand for netop DI’s Snedkersektion.

”Vi kan lave nok så mange Skills-arrangementer, men hvis de ikke bliver set af nok relevante mennesker, der kan få blik for faget og få lyst til at søge vores vej uddannelsesmæssigt, duer det ikke. På 3daysofdesign kan alle komme ind, og her kan vi vise hvad håndværkeren kan, og se hvordan snedkerne samarbejder med designere om at udvikle fremtidens klassikere. Det håber vi kan være med til at få flere snedkere uddannet og få flere virksomheder til at tage lærlinge,” siger Mads Raaschou.

snedkerlauget.dk