Der sker ikke ret meget

Jesper Holmberg betragter sig selv som en ildsjæl. Og det er der brug for når man skal holde gang i målet om at udbrede genbrug af byggematerialer til virksomheder i større omfang. Her 27 år efter stiftelsen af Genbyg, er det fortsat kun få byggevirksomheder der efterspørger genbrugsmaterialer, og derfor er der brug for politisk indgriben, mener Jesper Holmberg.

”Generelt sker der ikke ret meget når det gælder virksomhedernes efterspørgsel efter genbrugte byggematerialer. Der bliver talt meget om det, men det genererer stort set ingen omsætning hos os,” siger Jesper Holmberg på spørgsmålet om hvor stor efterspørgslen er hos Genbyg fra professionelle bygherrer.

Genbyg er Danmarks største byggemarked for brugte byggematerialer. Virksomheden har specialiseret sig i opkøb og videresalg af alt fra brugte døre, vinduer, gulve, lægter, lamper og alt hvad der kan genbruges når der af en eller anden grund skal rives et hus ned, et køkken skal skiftes eller en stue skal have nyt gulv.

”Vi har mange fine ting, og der er mange private der renoverer gamle villaer, eller lejligheder der køber vores materialer. Vi er også gået mere ind på det professionelle marked efter at jeg har solgt 40 % af virksomheden til værktøjsleverandøren Carl Ras og entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen. Bygherrer vil gerne have at vi tager materialer ud af bygningerne, men de færreste vil have dem ind i andre bygninger. Der er nogle entreprenører der gerne vil bruge genbrugsmaterialerne. Men det er så få at man ikke kan måle det,” siger Jesper Holmberg der er direktør i Genbyg.

Svært at konkurrere på pris

Der er mange grunde til at det er svært at få håndværksvirksomheder og de professionelle bygherrer med på at bruge de brugte byggematerialer. Et af problemerne er at det er lettere at planlægge et byggeri med nye materialer.

”Når en arkitekt tegner et hus halvandet år før selve byggeriet begynder, kan det være svært at sikre at de materialer man skal bruge, kan fås som genbrug. Det er lettere at bestille nye vinduer og døre frem for at finde dem brugt når man skal bruge dem. Samtidig er det dyrere at købe brugt. Lige så snart vi skal gøre noget ved en dør for at gøre den klar til salg, hænger det ikke sammen økonomisk når vi taler store byggesager. Swedoor kan levere en dør produceret i Polen til ingenting, og det kan vi ikke konkurrere med,” siger Jesper Holmberg.

Politikerne skal på banen

Hvis der virkelig skal sættes gang i brugen af genbrugte materialer i byggeriet, skal der reguleres politisk. Hvis det sker, vil der komme mere gang i markedet, lyder det fra Jesper Holmberg.

”Der skal skubbes til det politisk. Man kunne for eksempel kræve at fem eller 10 procent af materialerne i et byggeri skal være genbrugte. Nu har man lavet en CO2-trappe hvor man skærer i hvor meget man må bruge af materialer i forhold til CO2-udslippet, men det er meget lempeligt og har ikke taget fat om markedet for genbrugsmaterialer. Det får bygherrerne til at kigge på de biogene byggematerialer, som for eksempel plader lavet af hamp i stedet for gips. Det er et nyt produkt, men massefremstillet, så det er stadig lettere at vælge det frem for genbrugsmaterialer,” siger Jesper Holmberg.

Ved at kræve at en procentdel af byggematerialerne skal være genbrug, vil det sætte mere gang i markedet og gøre det attraktivt for de store trælastvirksomheder at udbyde genbrugsmaterialer.

”Vi er ikke mange der udbyder genbrugte byggematerialer i dag. Vi er ildsjæle der gerne vil redde produkterne, og vores investorer køber sig ind i en fortælling og et brand. Man bliver træt af at høre om at brugte varer skal ind i byggeriet på den ene konference efter den anden, og så bliver det hele bare smidt ud alligevel. Men jeg tror at en regulering vil være med til at sætte gang i noget på markedet, og det kunne også få trælastvirksomhederne med. De har systemerne og logistikken med transportmuligheder i et langt større omfang end vi har. De gør det bare ikke for de blå øjnes skyld, så derfor skal der være økonomi i at gøre det for dem,” siger Jesper Holmberg.

Et par gode eksempler

Selv om det går trægt med at få de professionelle til at bruge genbrug, er der dog flere gode historier at hente fra Genbyg.

”Vi har taget en stor mængde akustikpaneler ned fra en etageejendom, og har gjort listerne fra dem klar til at bruge et andet sted. Det var der en bygherre der kunne se mulighederne i. Nu er de sat op i en bygning blandt andet rundt om elevatorerne hvor de giver noget helt særligt til etagerne,” siger Jesper Holmberg.

Et andet eksempel er kobberplader fra et stort tag på Nørre Fælled Skole i København der desværre ikke kunne holde tæt mere. Men til gengæld kunne de bruges andetsteds, efter at Genbyg havde taget dem ned.

”Nu er nogle af pladerne blevet brugt i Tivoli hvor de ligger oven på en mur i haven. Tivoli havde et ønske om at få nogle plader der passede ind i havens stil, og her var de irgrønne kobberplader perfekte,” siger Jesper Holmberg.

Byg til fremfor at rive ned

Han har langtfra mistet lysten til at kæmpe for at få flere genbrugte materialer i omløb. Ildsjælen er i fuld vigør og kæmper videre for at udbrede viden og budskabet om mulighederne med genbrug. Og så taler han også for at man skal holde op med at rive funktionelle køkkener og hele huse ned, bare fordi man vil have noget nyt.

”Der er også brug for at forbrugerne begynder at tænke anderledes. Masserne siger fortsat nej til at bruge brugte brædder og andre varer til deres boliger. Vi har lavet et projekt sammen med arkitektvirksomheden Vandkunsten hvor boliger skulle bygges med genbrugsmaterialer, men interessen var der ikke. Folk vil have nyt. Køkkener er et meget konkret eksempel. Næsten hver gang nye flytter ind i en bolig, bliver køkkenet skiftet ud. Man burde straffe dem der gør det, frem for at beholde et velfungerende køkken. Maden bliver jo ikke bedre af at få et nyt køkken. Brug dog de 100.000 kr. på at lave god og lækker mad i stedet for,” siger Jesper Holmberg som generelt opfordrer til at man, i stedet for at rive hele velfungerende huse ned, tænker mere i muligheden for tilbygninger og tilpasninger.

”Vi ser ind i en fremtid hvor vi ikke skal rive huse ned. Alt for mange vælger at fjerne det gamle hus helt og bygge nyt. For at tænke mere på klimaet er vi nødt til at holde op med det, og i stedet genbruge det der er bygget. Behold råhuset og lav en tilbygning, for eksempel i lækkert træ med genbrugsmaterialer i stedet. Det er langt mere bæredygtigt,” siger Jesper Holmberg og lover at han tager 27 år mere i kampen for at få mere genbrug i byggeriet.

 

Denne artikel er en del af temaet ‘godt håndværk holder’

Tilbage til temaet

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.