Der er ingen tvivl om, at det er en rigtig bager, du besøger, når du kommer forbi Eriks Bageri på Facebook eller Instagram, og oplevelsen bliver kun bekræftet, når du går ind i butikken. Og netop det autentiske er hele udgangspunktet for Bager Eriks aktiviteter på de sociale medier.
Bag profilen står, ud over Erik selv, hans hustru Viola og datter Annika, der begge arbejder bag disken i det, de selv kalder en retrobager.
”Jeg var på et kursus i at bruge Facebook for mange år siden, som var det store dengang. Her lærte jeg blandt andet, at det var video, der gav resultater, og efter det kursus sagde jeg til Erik, at vi skulle i gang. Hvis jeg skal være rigtig fræk, vil jeg sige, at vi var nogle af de første, der lavede videoer på Facebook,” siger Viola Ellitsgaard.
Uden manuskript
Udgangspunktet for Facebook-siden og nu også Instagram-profilen er videoer, hvor Erik selv træder frem i fuldt bagermester-ornat med den karakteristiske bagerhue og butterfly. Her kan man komme med Erik ud i bageriet og høre ham fortælle, hvordan han bager rugbrød med surdej, eller høre om det ægte rosenbrød og de mange andre brød og kager, der hver dag bliver bagt.
”Det gælder om at skabe et univers, der er spændende. Erik er ikke bange for at stille sig frem foran et kamera og tale. Han har altid en idé om, hvad der skal siges, og vores videoer er næsten altid lavet i ”first take”. Det kommer helt af sig selv,” siger Viola.
Der er ikke skrevet manuskript, og der er ikke lagt en langsigtet plan. De tre familiemedlemmer skiftes til at få idéer og føre dem ud i livet. For der er ikke langt fra idé til færdig video.
Stolthed og passion vises frem
”Inspirationen kan komme i løbet af natten, når jeg arbejder i bageriet. Det er en livsstil at drive et bageri, og derfor er jeg altid i gang. Så der kan komme idéer, mens jeg arbejder, eller mens jeg går på gaden. Og når jeg møder Viola, så laver vi videoen,” siger Erik, der brænder for at vise bagerhåndværket frem.
”Der er mange spændende processer i arbejdet med at bage, og det er blandt andet det, jeg gerne vil vise frem på video. Jeg er for eksempel pivstolt af vores rugbrød, som bliver bagt på surdej med rugmel, vand og lidt salt. Mere skal der ikke til for at lave et godt rugbrød, og det vil jeg gerne fortælle om. For det er ikke alle, der kan det,” siger Erik.
Stoltheden og respekten for håndværket er hele kernen i alt, hvad der bliver fortalt på Facebook og Instagram fra Bager Erik. Det er der ingen, der kan være i tvivl om, når man møder bageren og hans familie.
”Vi har et levende bageri med mennesker, der producerer og viser deres håndværk frem på de sociale medier. Jeg savner bare duften i videoerne. Den dag vi kan få den med ud til følgerne, er vi hjemme,” siger Viola.
”Det er jo på vej, så det skal nok komme,” supplerer Annika, der tager sig af de mange billeder af bagværket, som også er en vigtig del af de sociale medier for Eriks Bageri.
Politiet ville møde bageren
”Vi laver det hele selv, og det har vi stort set gjort hele tiden. Vi har haft en til at hjælpe os udefra, men det kræver mere planlægning, end når vi gør det selv, og vi er mere til det spontane end til langsigtede planer,” siger Viola.
På spørgsmålet om, hvad det har betydet for forretningen at være aktiv på Facebook og Instagram, lyder buddet fra Viola:
”Nu har vi gjort det så længe, at det ikke er nemt at gøre op, hvad det konkret betyder for salget. Men vi kan konstatere, at vi får ros for langt det meste af det, vi laver. Det er sjældent, at vi møder kritik. Tværtimod er det ikke ualmindeligt, at der kommer kunder ind og spørger efter Bager Erik. Han er jo ikke i forretningen til daglig, men der er flere, der gerne vil hilse på ham, fordi de har set videoerne,” siger Viola og kommer med et helt særligt eksempel:
”En dag kom der to betjente ind og spurgte efter Bager Erik. Jeg tænkte: Hvad har han nu lavet, men det var bare, fordi de havde set ham på videoerne, og de ville møde ham i virkeligheden,” lyder det med et grin.
Kendt blandt de unge og på TV 2 Charlie
De første mange år på Facebook var de fleste følgere over 60 år, men det har ændret sig en del med tiden, og i dag er den største gruppe mellem 25 og 35 år.
”Det kan godt være, at man siger, at Facebook er for de gamle, men vi kan se, at vores følgere er blevet yngre med årene. Vi kan også se, at der er mange unge, der kommer herned og spørger til Bager Erik. De bliver nærmest lidt starstruck, når de møder ham, og de spørger, om det er rigtigt, at han hedder Erik, og om han spiller en rolle, eller om det er sådan, han er i virkeligheden,” siger Annika, og Erik supplerer: ”Der er ingen tvivl om, at videoerne har givet mig synlighed. Det har også været medvirkende til, at jeg er kommet en del i tv. Jeg er blandt andet blevet en del af Danmarkspanelet i programmet ”Spørg Charlie” på TV 2 Charlie. Det er helt sikkert, fordi de havde set mig på Facebook og kunne lide min måde at tale på,” siger Erik.
Som medlem af Danmarkspanelet bliver Erik spurgt om mange forskellige ting, fra seernes dilemmaer i programmet. Det bliver altid optaget i bageriet og er med til at skabe synlighed.
Hundredtusindvis af seere
En af de aktiviteter, der tidligere gav god respons, var en battle med Havdrup-bageren Jens. De to bagermestre udfordrede hinanden på forskellig vis i videoer på deres Instagram- og Facebook-profiler, og det mundede blandt andet ud i, at Jens lavede et brød, der hed Bager Erik, og Erik lavede et Havdrupbrød. De to bageres videoer blev meget populære.
”Første gang Erik var i Havdrup og lavede en video med Jens, blev den set 270.000 gange. Samlet set fulgte 328.580 mennesker med i deres battle, så det gav meget synlighed,” siger Viola. En anden video, der er langt oppe i antal seere, er en video, hvor Erik viser bageriet og forskellige brød og kager frem. Den video blev set hele 103.422 gange.