»Find din egen vej« En samtale med Æreshåndværkeren 2018

Hvad skal der til for at nære og modne et talent, så det kan blomstre og blive en levevej? Æreshåndværkeren 2018, skuespiller Trine Dyrholm, fortæller om, hvad der var afgørende for hende, mens hun lagde kursen for sin fremtid.

»Det føltes så naturligt. Jeg ville det jo selv. Og der er aldrig nogen, der har sagt: ”Det kan du ikke” – tværtimod fik jeg hele tiden at vide, at det kunne jeg nok.«

Æreshåndværkeren 2018, skuespillerinden Trine Dyrholm, begyndte at spille klaver som helt lille og debuterede på en scene som otteårig. Det var med hovedpartiet i en børnecantate arrangeret af korlederen og komponisten John Høybye opført af Odense Symfoniorkester. Siden fulgte hendes medvirken i et antal H.C. Andersen-festspil i Den Fynske Landsby, Melodi Grand Prix’et, filmdebuten med Eddie Thomas Petersens ”Springflod”. Og sådan tog det ene det andet, og det var næsten en mental pause at komme ind på Teaterskolen i 1990.

Det store talent er som regel medfødt, men det skal vækkes, udvikles, modnes, villes. Det må kræve nogle rammer? Nogle vækstbetingelser?

»Priser og anerkendelser kan måske nok være med til at skabe præstationsangst, men man må tænke på dem som skulderklap: Der er altså nogen, der tror på dig; nogen, der vil have, du skal noget mere med det. Det forpligter! Og gør det endnu vigtigere, at du finder din egen vej«

Passion

»Både min far og mor var folkeskolelærere og underviste i musik. Min mormor og morfar og min søster og jeg sang flerstemmigt. Jeg var den, der altid blev udpeget til at synge solo’er af min sanglærer i de helt små klasser. I det hele taget er jeg vokset op med kor og med stemmer og musik. For min mor var det et kald at være lærer. Min far var foldboldtræner, og det var hans passion. Jeg kan genkende mig selv i den passion, han nærede. Den har jeg arvet,« fortæller Trine Dyrholm og sætter dermed ord på en første vækstbetingelse: At ville – ville rigtig meget.

Hun vidste måske nok tidligt, hvilken vej hun skulle gå: Synge, spille teater – i den retning i hvert fald. Men årene på Radio Fyn, hvor hun producerede børneradio sammen med to journalister og tre børn, fra hun var 12, åbnede også hendes øjne for journalistikken.

Det blev bare ikke. Kursen syntes afstukket.

Det var en journalist, Trine Dyrholm havde arbejdet sammen med i København i forbindelse med Radio Fyn, der formidlede, at hun kom til at medvirke i en audition til Melodi Grand Prix’et i 1987. Da var Trine Dyrholm 14 år gammel. Hun var »underligt uimponeret«, husker hun selv, og tog til København – ledsaget af sin mor – for det kunne da være sjovt at prøve. Det var her, hun mødte sangskriveren og komponisten Frans Bak, som stadig er blandt hendes nære venner. Allerede da havde hun i det små selv skrevet og sat musik til sine sange. Nogle af dem kom med på den LP, hun fik udgivet efter Grand Prix’et. Hendes første optræden på film var en kampagnevideo for Astma- og Allergiforbundet.

Det var aktive år – de første teenageår.

»Jeg var medredaktør af Pub’en – Pubertetsradio – på Radio Fyn. Jeg mødte kl. 05.00 om morgenen, vi gik i luften kl. 07.10 – og så i skole. Jeg sang i band, dyrkede konkurrencegymnastik og gik til spejder!«

Opbakningen

Hvordan tiden slog til?

»Det forstår jeg heller ikke selv. Men min far kørte mig ustandseligt – det var også en måde at være sammen på,« siger Trine Dyrholm og peger på næste forudsætning for at lykkes: At blive bakket op hjemmefra.

Inden Teaterskolen kom også TV-filmen ”Cecilia”, bygget på Steen Steensen Blichers roman, ”Hosekræmmeren”. Hun spillede Cecilias rolle – hosekræmmerens datter – og skulle præstere både at spille sindssyg og ikke-sindssyg. Det lærte hende to ting: At udtænke sine egne teknikker for at nå frem til de virkemidler, hun skulle bruge i sin rolle – og hvad det var i rollen – ja, i selve det at spille skuespil – der var afgørende for hende.

Find din egen vej

»Hvad var det egentlig, der interesserede mig i det her? Jo, at hoppe ind i en karakter og se verden med hendes øjne. At stille mig til rådighed for materialet samtidig med, at jeg sætter et personligt aftryk,« fastslår Trine Dyrholm. »Det har altid været ekstremt vigtigt for mig: At finde min egen vej – ikke gøre, som de andre gør.«

Trine Dyrholm modtog sin første Bodil som 19-årig for sin hovedrolle som Pauline i ”Springflod”. Var det nemt at tage imod en sådan hæder og få noget at skulle leve op til?

»Jeg har mere haft det sådan: Ikke at se på prisen og tænke ”Nå, så god er jeg”! Så går man i stå, man holder op med at bevæge sig. Jeg skal hellere sætte mig derud, hvor jeg ikke helt ved, hvad der sker.«

Modningen

Men forventningspresset?

»Priser og anerkendelser kan måske nok være med til at skabe præstationsangst, men man må tænke på dem som skulderklap: Der er altså nogen, der tror på dig; nogen, der vil have, du skal noget mere med det. Det forpligter! Og gør det endnu vigtigere, at du finder din egen vej,« siger Trine Dyrholm, der ser en en sammenhæng – en timing – i de opgaver, hun har fået: Teaterskolen tilførte hende det uundværlige håndværk; en modning uden hvilken hun måske ikke senere ville have kunnet spille roller som Anna i filmen ”Kollektivet” eller Gro i TV-serien ”Arvingerne”. De kom på det rigtige tidspunkt.

Trine Dyrholm er født med et talent, der har været med til at vise hende retningen fremad.

Hvad kan man sige til de mange unge mennesker, der ikke har fundet deres eget talent og ikke ved, hvilken vej de skal gå, når de skal vælge job og karriere?

»Man skal først og fremmest ikke stresse over det! Man må tro på – og være åben over for – at det kommer til én. Du skal drømme, men du må ikke sætte figur på drømmen. Det lukker af, og guldet ligger som oftest et andet sted. Og så må du altså arbejde med dig selv for at finde ud af, hvad der virkelig interesserer dig,« siger Trine Dyrholm.

Titlen
Æreshåndværker

Med titlen Æreshåndværker har Håndværkerforeningen KBH siden 1973 hyldet personligheder, der yder en ganske særlig indsats til gavn for det danske samfund.
Læs mere