Anders Matthesen er komiker, rapper, forfatter, skuespiller og meget andet. Han debuterede som stand-up-komiker i 1993, hvor han fik en andenplads ved Danmarksmesterskaberne i stand-up. Vi kender ham for utallige shows, bøger, musik og ikke mindst Ternet Ninja-universet, som Anders Matthesen har udfoldet for os de seneste 10 år.
Nu kender vi ham også som Årets Æreshåndværker. Håndværkerforeningen har nemlig overrakt sin prestigefyldte ærespris til den 50-årige komiker.
”Jeg er mega stolt over at modtage Håndværkerforeningens ærespris. Jeg er selvlært inden for stand-up og laver tingene selv. Jeg er glad for, at andre ser det store arbejde, der ligger bag og anerkender, at det her kræver noget. At man ikke bare ser mig som en eller anden flejnert, der har det alt for let. Jeg er taknemmelig over, at nogen ser det på den måde, for sådan ser jeg det også selv,” siger Anders Matthesen, der modtog æresprisen i forbindelse med Håndværkerforeningens årlige medaljeuddeling på Københavns Rådhus i maj 2026.
Baggrunden for, at Håndværkerforeningens bestyrelse har valgt at pege på Anders Matthesen som Årets Æreshåndværker i 2026, er, at Anders har været en af de mest toneangivende danske komikere de seneste 30 år.
”Anders Matthesen er vor tids største danske komiker, og han har gennem de seneste 30 år hævet barren for dansk komik,” siger Håndværkerforeningens formand Per Vangekjær og fortsætter.
“Det, Anders Matthesen kan, er langt ud over at være en dygtig komiker; han er i bogstaveligste forstand en multikunstner. Gennem hele sin karriere har vi gang på gang oplevet, hvordan han bevæger sig mellem genrer og professioner med utrolig dygtighed og professionalisme. F.eks. da vi så ham portrættere Tommy Seebach i filmen Under stjernerne på himlen, og ikke mindst med hele Ternet Ninja-universet, hvor filmene er blandt de mest sete danske film nogensinde. Samtidig vidner Anders’ enorme bagkatalog af shows, film, teater, musik og radio om stor flid, virkelyst og stræben,” siger Per Vangekjær om valget af Anders Matthesen som modtager af Håndværkerforeningens ærespris.
Processen er den vigtigste
Håndværkerforeningens ærespris kan uddeles til en person, som Håndværkerforeningens bestyrelse vurderer lever op til de dyder, som også kendetegner den dygtige håndværker: flid, vedholdenhed og stræben efter det ypperste.
Og det er begreber, som Anders Matthesen i høj grad kan spejle sig i.
”Flid, stræben og vedholdenhed er store begreber i min butik,” siger Anders og uddyber.
”Jeg stræber ikke efter et perfekt resultat, men jeg mener, at man skal gøre sig umage og gøre sit bedste. For mig er processen det vigtigste, og her er jeg villig til at gå langt. Man hører nogle gange om folk, der lukker sig inde i flere timer og udskyder alle behov: ”Jeg kan gå på toilettet, når jeg er færdig med det her.” Men sådan er jeg ikke. Processen skal være god, og det skal være dejligt at være der. Der skal være god kaffe på kanden, vi skal være glade, og alle skal være med,” forklarer Anders og kommer med et eksempel.
”På et tidspunkt havde jeg selv indlæst Ternet Ninja 1 derhjemme og klippet den til. Forlaget sagde, at den var good to go, men jeg syntes, at der var et eller andet. Man kunne høre, at jeg havde indtalt bogen i forskellige rum, og jeg havde klippet alle vejrtrækninger ud. Derfor bookede jeg tre dage i Bossy’s lydstudie, hvor jeg indlæste den forfra. Undervejs fandt jeg en stavefejl i teksten, og jeg skyndte mig at skrive en mail til forlaget om, at det skulle rettes. På det tidspunkt var bogen udgivet, så det kunne først rettes til næste oplag. Men det betød, at jeg lavede processen om, så jeg indlæste de to andre bøger, inden de blev udgivet. På den måde kunne jeg finde stavefejl eller nå at skrive noget om, hvis jeg syntes, at det var nødvendigt,” siger Anders, der sætter en stor ære i at lave tingene rigtigt.
På den måde arbejder han ud fra en tilgang, som den dygtige håndværker kan nikke genkendende til: Hvis du sløser i processen, får du et dårligere resultat.
”Jeg er meget nidkær omkring det. Det behøver ikke være et perfekt resultat, men hvis man ved, at man kunne have lavet det bedre, skylder man det. Så jeg filer på det, indtil det er ude. Men når det så er afleveret, så slipper jeg det,” forklarer Anders.
Stand-up-komiker i hjertet
Vi kender Anders Matthesen som en mand med mange kasketter. Men hvordan ser han sig selv?
”Jeg ser mig selv som komiker. Jeg vil ikke nødvendigvis insistere på stand-up, selvom det er det, jeg tit vender tilbage til,” fortæller Anders.
”Det kræver nærvær at stå på scenen og navigere i det. Man skal ramme den følelsesmæssigt hver aften, og publikum skal have det bedste show hver gang. Det er ligesom at køre off-piste på ski. Man skal være koncentreret hele tiden. Også når det er show nr. 48. Og det kan jeg godt,” fortæller Anders om det at stå på scenen foran et publikum og få folk til at grine. Uanset om det er en tirsdag med regnvejr eller en fredag, hvor publikum virkelig er i stødet.
Det betyder også, at et show udvikler sig og forandrer sig undervejs, forklarer Anders.
”Jeg er flere gange startet med ét show og sluttet halvandet år og 200 aftener senere med et helt andet show.”
Artiklen fortsætter nedenfor

