Det tror jeg at alle medlemmer af Håndværkerforeningen, og langt, langt hovedparten af alle håndværksmestre, er fuldstændigt enige om. Heldigvis er det da også vigtigt at holde sig for øje at langt hovedparten af alle lærlinge er glade for deres arbejdsplads og uddannelse.
For mig at se er der to hovedpointer.
Det er et særligt privilegium at give sit fag og håndværk videre til næste generation. Men der gælder også et særligt ansvar når man har med unge mennesker at gøre. Derfor skal man som virksomhedsejer, håndværksmester eller direktør selvfølgelig sikre et godt og trygt arbejdsmiljø for alle ansatte.
Hvis man ikke kan det, skal man ikke have lærlinge!
Så er den egentlig ikke længere.
Men, og det er pointe nummer to: På alle arbejdspladser er der en særlig norm og kultur som bl.a. omfatter den jargon der bruges og måden man arbejder på. Derfor er det virksomhedens opgave og ansvar at udvælge og ansætte de lærlinge og medarbejdere som man mener passer ind i den kultur, fordi erfaring viser at det kan være svært for den enkelte medarbejder hvis man falder uden for normen.
På en byggeplads taler og arbejder man på én måde, mens det på en kontorarbejdsplads foregår på en anden måde. Nogle steder er det svært at falde ind, andre steder går det nemmere. Det gælder i byggebranchen, men det gælder også på et advokatkontor, i mediebranchen eller i en fagforening.
Det ændrer ikke på pointe nummer ét: at man skal opføre sig ordentligt og tale pænt og ordentligt til hinanden. Hvis man som håndværksmester, virksomhedsejer eller direktør ikke formår at sikre det, så bør man ikke have medarbejdere, og i særdeleshed ikke lærlinge.
Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.
Indlægget blev bragt i MESTER, november 2025.