Fra meget ung til lidt voksen på ét år

Med et anderledes 10. klasses-tilbud har man i Tórshavn Kommune reduceret frafaldet i 10. klasse fra 50 til 5-8 procent. I dag tiltrækker NámX to tredjedele af en årgang fra Tórshavns folkeskoler, og målet er, at eleverne skal blive klogere på sig selv og deres uddannelsesønsker.

Når man går ud af 9. klasse, kan det være svært at vide præcist, hvilken uddannelse man gerne vil gå videre med. Derfor samlede Tórshavn Kommune i 2010 alle kommunens 10. klasser i ét skoletilbud, der fik navnet NámX.

Nám betyder at få viden, eller måske rettere at skaffe sig ny viden. Og X’et refererer naturligvis til, at der er tale om 10. klasse.

”Siden vi startede i 2010, har vi prøvet os frem med forskellige linjer, og det har udviklet sig undervejs. I dag er vores hovedlinjer håndværk, design, idræt, sømandskab, musik, madkundskab og adventure, og vi har et rigtigt godt samarbejde med forskellige aktører i samfundet, ellers ville det ikke være muligt. Det er fx Torshavn Kommune, den store laksefabrik og Arbejdsgiverne (håndværkere),” fortæller Joan Samuelsen, der er daglig leder av NámX og viceskoleleder på Eysturskúlin, hvor NámX er samlet.

Ud over hovedlinjen skal eleverne vælge en sekundær linje, men de har også almindelige skolefag som færøsk og matematik. Målet er at modne eleverne og give dem mulighed for at snuse til de linjefag, som de har valgt.

”Den måde vi har bygget NámX op på, minder meget om de tanker man i Danmark har gjort sig om opbygningen af den kommende EPX-uddannelse,” mener Joan.

Faglig og personlig rejse

”Året på NámX skal være et fagligt år, men det skal også være en personlig rejse. Mange af de unge har brug for det her år til at finde ud af hvad de vil. Og fordi vi samler de unge fra alle kommunens otte folkeskoler et sted, er der mulighed for at bryde de sociale grupper der kan være på skolerne. Det giver den enkelte flere valgmuligheder, både socialt og fagligt,” fortæller Joan, der går meget op i, at eleverne som en del af deres udvikling selv skal komme til hende og tale, hvis de har noget på hjerte, og at det ikke bare er mor, der ringer eller sender en mail.

”Eleverne skal lære at tale for sig selv, uden at deres forældre gør det for dem. De skal selv kunne argumentere for deres sag.”

Faglærere udefra

Det brede udbud af fag og linjer stiller store krav til lærerkræfterne, og NámX benytter en del faste lærere fra Eysturskúlin, hvor de ligger. Blandt andet en navigatør, der står for sømandslinjen, og en tømrer, der arbejder på håndværkslinjen, som begge er lærere på skolen. Derudover har de fagfolk udefra, der også fungerer som undervisere.

NámX har også et godt samarbejde med Arbejdsgiverne (håndværkerne), og én gang om året kommer forskellige virksomheder forbi og fortæller om arbejdet i deres fag. Det er blandt andet bilmekanikere, malere, skibsværftsarbejdere, gartnere og blikkenslagere.

Praktik i en virksomhed

”Besøgsdagen er superpopulær blandt eleverne på håndværkslinjen, og hvert år er der flere elever, der laver aftaler om at besøge virksomhederne bagefter med henblik på at få en praktikaftale,” fortæller Geyr Gilsteinsson, der er studievejleder og blandt andet står for kontakten til lokalområdets virksomheder.

”I løbet af året skal eleverne i praktik i en virksomhed. Der er brug for håndværkere i virksomhederne, så det er ikke svært at finde praktikpladser til dem,” fortæller Geyr og mindes en gang, han havde en elev i praktik.

”De ringede fra virksomheden og sagde, at eleven ikke ville komme tilbage til skolen. Jeg nåede at tænke, åh nej, hvad pokker har han nu lavet, inden de sagde, at det var, fordi han havde fået en læreplads og skulle starte om mandagen,” fortæller Geyr med et stort smil.

Husk håndværket

Sømandskab og håndværk har traditionelt været store fag på Færøerne, men ligesom i mange andre lande har man på Færøerne oplevet en tendens til, at flere og flere vælger en boglig uddannelse.

”Landsstyret besluttede for flere år siden, at alle skal have en uddannelse. Men så kom der et opråb fra Arbejdsgiverne (håndværkerne) om, at man skal huske på, at det ikke kun skal være gymnasiet og boglige uddannelser. Det lyttede man til, og siden er der kommet en U-vending, hvor mange flere tager en håndværksuddannelse,” fortæller Joan.

”Vores håndværkslinjer er populære, og vi har et godt samarbejde med Glasir, hvor eleverne er ude og få undervisning en gang om ugen. Og når vi går rundt og snakker her på vores værksted, taler vi om, hvor godt det bliver, når eleverne næste år skal ud og starte på 3. sal på Glasir,” fortæller Geyr.

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fire gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.