Taner byder os velkommen på byggepladsen med et stort smil. Han er 29 år og har i de seneste halvandet år været i lære som VVS-energispecialist hos VVS-virksomheden Christoffersen & Knudsen.
”Jeg kan rigtig godt lide at være i lære som VVS’er. Før jeg startede på uddannelsen, var jeg i tvivl om hvilken vej jeg skulle gå. Så jeg talte med min familie og spurgte dem til råds, og endte altså med at vælge VVS-faget. Jeg synes at det er sjovt og spændende, og jeg er glad for at få en god uddannelse,” fortæller Taner.
Særsyn på byggepladsen
Selvom der er lærlinge med på de fleste byggepladser, så er de ofte kommet længere i deres uddannelse når de starter på byggepladsen, end Taner er. Det fortæller overmontør Michael Christensen:
”Alle vores lærlinge starter i serviceafdelingen og er der de første par år. Det er en rigtig god måde at lære faget at kende på fordi du kommer ud til en masse forskellige typer af opgaver. Så det er typisk de ’lidt ældre’ lærlinge der kommer med ud på en byggeplads. Men jeg havde hørt godt om Taner fra svendene, og det passede med hans skoleophold at han kunne komme herud og være med på opgaven. Så selvom han kun er på 2. år, fik jeg ham over på mit sjak her i Håndværkerhaven,” fortæller Michael Christensen der som overmontør er leder for VVS-sjakket på byggepladsen.
”Normalt går lærlingene sammen med en svend, og det gjorde Taner også i starten. Her var han også med til at montere ventiler på hovedledningerne, men vi kunne ret hurtigt se at han sagtens kunne tage den her opgave alene. Så den opgave han hjalp svenden med før i Blok 1, står han nu selv alene for her i Blok 5,” fortæller Michael.
Ud over at montere ventiler og stikledninger til stigstrengene, så har Taner fået til opgave at opsætte vandrør og håndvaske i vaskekældrene, ligesom han har været rundt hos nogle af beboerne og hjulpet med mindre serviceopgaver.
”De beboere han har været rundt hos, har været meget begejstrede for hans måde at hjælpe på. Så han har fået meget ros fra beboerne,” fortæller Michael.
I dybden med opgaven
Tilbage i kælderen under Blok 5 er Taner godt i gang med arbejdet. Han er indtil videre nået ca. halvvejs gennem den lange kældergang, og han fortæller at han godt kan lide at være en del af et stort projekt hvor man kommer i dybden med opgaverne.
”I serviceafdelingen er opgaverne meget forskellige. I mit nuværende projekt arbejder jeg med den samme type opgave i lang tid, og det betyder at jeg lærer det bedre fordi jeg skal lave det samme flere gange,” siger Taner.
Mange kilometer rør
Energirenoveringen i Håndværkerhaven omfatter blandt andet at al rørføring til vand og varme bliver udskiftet. Det drejer sig om mange kilometer rør der bliver sat op i kældre og opgange i Håndværkerhaven.
”Den rørføring vi laver i Håndværkerhaven svarer til det man vil sætte op i en nybygget ejendom. Forskellen er bare at vi her skal håndtere og arbejde ved siden af alle de gamle rør. Det vil sige vi i en periode har to rørsystemer kørende på samme tid,” forklarer Michael.
De lange hovedledninger i kældergangen er allerede sat op af medarbejderne fra Christoffersen & Knudsen. Ud for hver opgang er der sat en afgrening, og det er her at Taner skal montere ventiler og stikledninger og gøre klar til næste fase som er at føre stigstrenge op i lejemålene.
Man skal have hænderne godt skruet på
Vi spørger Michael og Taner hvad der gør en god lærling.
”Først og fremmest skal man have hænderne godt skruet på, og i VVS-faget skal man have en vis teknisk forståelse. Så skal man selvfølgelig være mødestabil, og så er det godt hvis man er selvmotiveret. Ligesom Taner er det,” siger Michael mens Taner supplerer:
”For mit eget vedkommende, så er jeg god til at tænke mig om inden jeg går i gang med en opgave, og til at planlægge hvordan jeg vil løse den. Det gør arbejdet meget nemmere, og det betyder også at jeg laver færre fejl undervejs. Og så hjælper det at være kreativ og god med hænderne,” siger Taner.