På en kold novemberaften mødes en blandet flok unge mennesker i Nyhavn. Det lyder som starten på en bytur, men flokken går ikke på bar. De går ombord på en lille færge der sejler dem en halv times tid ud på Øresund hvor den lægger til på Ungdomsøen, det gamle Middelgrundsfort. På turen er der af en spejderflok, en gruppe skatere, et pigekor og Ø-Rødderne. Hver gruppe har sit eget projekt på øen i aften.
På båden er blandt andet Kristoffer Horn der er projektleder for Ø-Rødderne på Ungdomsøen. Han er glad for at have fået en ny gruppe unge med.
”Vi er gode til at rekruttere unge fra det man kan kalde Højskolesegmentet, men med Ø-Rødderne har vi fået fat i en gruppe som normalt ikke er med i noget på øen. Det er vigtigt for os at vi har alle typer med i projekter herude, og det er aftenens blandede gruppe af mennesker et godt eksempel på,” siger Kristoffer Horn.
De unge har tidligere været på øen, og i aften skal de arbejde videre med deres plantekasser som skal bruges på Ungdomsøen til foråret.
”Ø-Rødderne er i praktik i over en måned herude. De kommer herud nogle faste aftener og weekender hvor de arbejder på deres eget værksted. De har fået deres eget værktøj, og vi har sørget for materialer til dem. Vi håber at vi med projektet kan gøre dem trygge ved at prøve noget nyt og møde nye mennesker her. Vi vil gerne have at de skal føle sig hjemme og kan lide at være her,” siger Kristoffer Horn.
Håndværk der bliver brugt
Blandt de mange unge på færgen er Nadia, Omar, Mahmoud, Mohamed og Malik, der er nogle af Ø-Rødderne. De er sammen med Fatima og Niels som er gruppeledere fra FRAK, en socialøkonomisk virksomhed som træner unge i at arbejde blandt andet gennem byggeprojekter.
”Det er sjovt at være med til at lave noget som man kan se blive til noget. Jeg har tidligere været med til at lave et renoveringsprojekt på en legeplads i Valby som et andet FRAK-projekt, og hver gang jeg kommer forbi, bliver jeg glad for at have været med til at lave noget der bliver brugt,” siger Fatima der er ansat som gruppeleder og står for at vejlede de unge deltagere i deres arbejde på øen.
Det er FRAK der har ansat de unge i projektet. FRAK holder til i Lundtoftegade på Nørrebro og har god kontakt til de mange unge i området. For de unge er Ø-Rødderne et fritidsjob de bliver betalt for hvilket uden tvivl er med til at fastholde og engagere, men når man taler med Ø-Rødderne, er det absolut også arbejdet med håndværk der er med til at gøre det sjovt at være med.
Styr på skruemaskinerne
Fremme på øen spredes de unge ud i mørket. Ø-Rødderne går hen i en hangar hvor de har værksted, og hurtigt er alle i gang med at arbejde videre med plantekasserne. Træet blev skåret ud sidste gang de var her, så nu skal der skrues.
Mohamed har fået sin ven Mustafa med i Ø-Rødderne. Han går til daglig på STX. Han har været ansat i FRAK før og ville gerne være med igen.
”Jeg vil gerne være med for at prøve at arbejde mere med håndværk. Det er fedt at være her på Ungdomsøen og sjovt at bygge, men jeg ved ikke om jeg vil være håndværker,” siger Mustafa mens endnu en skrue bliver skruet i plantekassen.
Ved siden af er to andre unge mænd, Omar og Mahmoud, i fuld gang med at skrue en kasse sammen.
”Det er en fed følelse at man bygger noget der skal bruges til noget som vi gør her. Det er meget bedre at være med her end for eksempel at arbejde i Netto. Jeg vil gerne være maskiningeniør, og derfor giver det også god mening at lære noget om håndværket,” siger Mahmoud der går i 8. klasse.
Hurtigt engageret i arbejdet
Den anden gruppeleder for Ø-Rødderne er Niels. Han har en bachelorgrad i rumdesign fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering, og han er begejstret for Ø-Røddernes engagement i projektet:
”Det er gået hurtigt med at komme i gang for alle. De vil gerne løse opgaver og har et stort gå-på-mod. Da de først havde set stedet an, gik de i gang med arbejdet. Der er ingen tvivl om at de synes det er fedt at lave noget der skal bruges til noget,” siger Niels.
Valdemar Kornholt er engagementskonsulent på Ungdomsøen og ansvarlig for Ø-Røddernes arbejde på øen. Han er begejstret for at have de unge fra FRAK med.
”Vi har fået fat i en gruppe som vi normalt ikke har så godt fat i, og det er godt for alle der er engagerede her på Ungdomsøen. Der er samtidig et stort behov for at få bygget de ting her, og derfor er det godt at se hvordan de har kastet sig over de opgaver de har fået. Jeg håber at vi kan fastholde dem i vores arbejde, også efter at projektet er slut,” siger Valdemar.
Next stop NEXT
NEXT er en af de tre partnere i Ø-Rødderne, og der er flere grunde til at uddannelsesstedet er gået med i projektet.
”Vi er gerne med i projekter som henvender sig til de unge i vores område. Vi har en skole der ligger midt på Nørrebro, og vi har et ansvar for at hjælpe de unge ind i uddannelse og det gode liv. Samtidig har vi andre samarbejdsrelationer til FRAK. Blandt andet bruger de vores værksted til at bygge med deres unge om eftermiddagen, og vi har en genbrugsmaterialebank hvor FRAK henter materialer til deres byggeprojekter, så der var et godt grundlag for at gå med i projektet,” siger Isabella Tolstrup Troensegaard der er afdelingsleder for introduktion og brobygning på NEXT Uddannelse København.
”Efter Ungdomsøen skal de være på NEXT fire onsdage om eftermiddagen. Her får de forskellige muligheder at vælge imellem i forhold til hvad de vil bygge.
Der er blandt andet mulighed for at bygge for eksempel loungemøbler som skal bruges på Ungdomsøen. De skal kunne se den røde tråd i projektet, og derfor håber vi også at de vil være med til at tage ud på øen og sætte møblerne op efter projektet er slut,” siger Isabella Tolstrup Troensegaard,
På NEXT vil en ung, nyuddannet faglærer hjælpe deltagerne med byggeprojekterne. De får også indsigt i flere af de andre håndværksfag og får introduktion til de muligheder der ligger i uddannelsessystemet. Blandt andet muligheden for ny mesterlære hvor man, hvis man har en læreplads, kan komme direkte i lære hos en mester. Så skal man kun på skole til stopprøver i løbet af uddannelsen. En mulighed for dem der er trætte af at gå i skole.
”Mit mål med projektet er først og fremmest at de får en god oplevelse her på NEXT og bliver lidt klogere på uddannelsesmulighederne. De kan se at der er ting der vokser ud af hænderne på dem med håndværksfagene. Jeg håber de går herfra med en stolthed over at have lavet noget der skal bruges til noget. Og så håber jeg at vi giver dem lyst til at vælge en erhvervsuddannelse, uanset hvilken de vælger,” siger Isabella Tolstrup Troensegaard.