Godt og gedigent håndværk, der holder i generationer, er evigt aktuelt, og heldigvis holdes mange af de gamle traditioner stadig i hævd. For eksempel når en håndværkerlærling afslutter sin uddannelse, skal hun eller han udføre et svendestykke som en del af svendeprøven.
Men selvom der gennemføres svendeprøver hver eneste måned året rundt, er der mange, som aldrig har set et svendestykke. Derfor viser en ny udstilling – som en række håndværkslaug og Håndværkerforeningen København står bag – en række eksempler på nutidens svendestykker.
”Vi er stolte af vores fag og har samlet en række flotte eksempler på svendestykker, fordi vi hellere vil vise end fortælle, hvad man lærer på en håndværksuddannelse. Vi håber, at det kan inspirere unge til at overveje, om ikke en håndværksuddannelse kunne være noget for dem,” siger Steen Ole Carmel, der er næstformand i Håndværkerforeningen København og oldermand i Københavns Smedelaug, der har eksisteret siden 1512.
Det er anden gang laugene holder en udstilling af svendestykker i forbindelse med Håndværkerforeningens årlige medaljeuddeling, og svendestykkerne på udstillingen er udført af lærlinge, der er uddannet som smed, tømrer, snedker, murer, maler og stenhugger.
Udstillingen kan ses frem til den 16. maj af besøgende i Industriens Hus og er åben for alle interesserede, da der er gratis og uhindret adgang for offentligheden til udstillingerne i DI’s foyer alle hverdage i tidsrummet kl. 9-17.
Håndværkerforeningens medaljeuddeling finder sted på Københavns Rådhus den 13. maj under overværelse af H.M. Kongen. Her får 82 nyuddannede håndværkere tildelt Håndværkerforeningens medalje.
Læs mere om Håndværkerforeningens medalje
Udstillingen blev åbnet af Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager og laugenes oldermænd.