Arbejdsgiveren Vi har akut lærlingemangel i byggeriet!

Murerfaget er et af de fag der mangler lærlinge, og oldermand Christian Dahl Pedersen fra Københavns Murerlaug efterlyser politiske initiativer, for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Hvad siger du til ministerens udmelding om, at der mangler 9.000 praktikpladser, og at det skal der gøres noget ved?

”Det er en forhastet og forkert konklusion at drage at der mangler praktikpladser. Vi mangler lærlinge i byggefagene, og ikke mindst i murerfaget. Vi har ledige praktikpladser lige nu i vores virksomhed, og vi kan ikke finde lærlinge selv om vi gør alt for det. Vi er frivilligt aktive ved at tage ud på skolerne, og fortælle om erhvervsuddannelserne og mulighederne, og selv når vi annoncerer gennem vores netværk efter lærlinge får vi ikke nogen,” siger Christian Dahl Pedersen.

Politiske initiativer efterlyses

Som næstformand i Dansk Byggeri har Christian Dahl Pedersen en stor berøringsflade til virksomheder i byggefagene.

”Mine medlemsvirksomheder siger det samme. Også når jeg kommer rundt i landet for Dansk Byggeri efterlyser virksomhederne lærlinge. I Jylland spørger de mig, om de manglende praktikpladser er et Københavnerproblem, for de forstår ikke, at der bliver talt om manglende praktikpladser fra politisk side,” siger Christian Dahl Pedersen, og fortsætter.

”Vi er meget aktive i byggefagene med at sætte kampagner i gang, og vi går ud på  skolerne or at gøre opmærksom på mulighederne. I Murerlauget har vi f.eks. selv finansieret en stor kampagne, som skulle tiltrække de unge. Men vi kan ikke løfte det alene, og det nytter ikke at slå os oveni hovedet og sige, at vi bare skal skaffe  praktikpladser. Dem har vi, men vi mangler materialet. Ministeren bliver nødt til at fjerne skyklapperne, og i stedet arbejde sammen med os, ved bl.a. at gå ud på skolerne og gymnasier, og tale for de håndværksmæssige uddannelser, og evt. skabe bedre fysiske rammer på de tekniske skoler.”

”Jeg kaster ikke opgaven fra mig. Jeg vil fortsat være en del af at løse opgaven, men ministeren skal også bidrage med, at få de unge til at vælge en håndværksmæssig uddannelse gennem sine politiske initiativer, i stedet for at straffe virksomhederne. Vores branche og ikke mindst de privatejede virksomheder, til forskel fra visse andre, løfter en meget stor samfundsmæssig opgave med uddannelse, og det burde ministeren være taknemmelig for, og i stedet agere som en medspiller på opgaven,” siger Christian Dahl Pedersen, og sender en åben invitation:

”Jeg vil gerne invitere ministeren til et møde, så hun kan få det med mine egne ord, og forhåbentlig få bedre syn for sagen. Hun skal se ligningen i hele dens kontekst, i stedet for kun at have fokus på facit, med risiko for at drage forhastede og forkerte konklusioner som skader erhvervslivet. Hun skulle tage at bruge sin tid på andet, end bare at kigge i statistikker, og lytte til os håndværksmestre istedet. Ovnen er varm og vi er klar, men vi mangler dejen til at bage bollerne,” lyder budskabet fra Christian Dahl Pedersen.

Læs hele temaet