Bæredygtighed & FNs verdensmål

TEMA: Bæredygtighed er for alvor kommet på dagsordenen, og alle taler om det. Men det der er en ny trend for verdens forbrugere, er en gammelkendt sandhed for håndværkeren. Derfor skal håndværkeren være god til at fortælle om, hvad der kendetegner det gode håndværk.



Denne artikel blev bragt i MESTER09, februar 2020.

FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling har for alvor fået et folkeligt gennembrud her i Danmark, og mange danskere er begyndt at overveje, hvordan de hver især kan handle mere bæredygtigt i hverdagen.

Dermed er Danmark, og de danske forbrugere, blevet en del af en global megatrend, som vil påvirke og ændre vores verden i de kommende år.

I Danmark er der stort fokus på hvor meget vi flyver, ligesom vores forbrug af kød også er til debat. Men i de kommende måneder og år vil efterspørgslen på bæredygtige løsninger brede sig til andre brancher.

Bæredygtighed bliver et forbrugerkrav

Den øgede fokus på bæredygtighed vil stille nye krav til virksomhederne. Vi kan allerede se, at mange virksomheder og erhvervsledere har taget den grønne dagsorden og bæredygtighed til sig, og har iværksat initiativer i deres virksomheder. I takt med at forbrugerne i højere grad efterspørger bæredygtige løsninger og produkter vil også håndværksmesteren blive mødt af krav fra forbrugeren. Det forudsiger professor Steen Hildebrandt her i vores tema.

”De [forbrugerne , Red] vil spørge ind til om man arbejder med verdensmålene, tjekke virksomhedens hjemmeside inden de vælger leverandør. Det kommer alle steder fra, og særligt fra de yngre mennesker, der er optaget af området,” siger Steen Hildebrandt.

Håndværk er en del af løsningen

Her er netop håndværksmesteren allerede godt fra start. For det der er en ny trend for verdens forbrugere, er en gammelkendt sandhed for håndværkeren.

Gennem hundredvis af år er håndværkets metoder blevet forfinet og perfektioneret. Godt håndværk handler om, at løse den enkelte opgave med brug af de rette materialer, det rette værktøj og den rette metode. Kernen i godt håndværk handler om at levere et kvalitetsprodukt, der har den egenskab at det kan repareres og bruges igen. Derfor er godt håndværk præcis det modsatte af den køb-og-smid-væk kultur, som har været dominerende i de sidste 50-60 år.

Fortæl om det gode håndværk

Det betyder dog ikke, at man som håndværker kan læne sig tilbage og hvile på laurbærrene. Håndværket har altid udviklet sig, og alle dele af erhvervslivet, herunder håndværksbranchen, vil i de kommende år opleve et øget pres for at bidrage til at løse blandt andet klimaudfordringerne.

Men udfordringen for håndværksmesteren bliver først og fremmest, at fortælle kunderne, hvordan virksomheden allerede nu arbejder med det gode håndværk, og dermed bidrager til en bæredygtig verden. Det bakkes op af professor Steen Hildebrandt, der mener at alle virksomhedsejere, også håndværksmesteren, bør forholde sig til de 17 verdensmål. Hildebrandt mener ligefrem at virksomhedens overlevelse står på spil.

”Vinderne vil være dem der går i gang nu, mens taberne bliver dem der ignorerer verdensmålene.”

Indlægget er redaktionens indledning til temaet ‘Bæredygtighed og FN’s Verdensmål’ i MESTER, februar 2020.

 

I temaet indgår følgende artikler:

  • De mindre virksomheder kan gøre en stor forskel – interview med Steen Hildebrandt, professor emeritus
  • Har verdensmålene med i dagligdagen – interview med Anne-Sophie Skjødt Willumsen, frisørmester og ejer af Zenz Organic
  • Bæredygtige byggerier med omtanke – interview med Tony Christrup, direktør i AG Gruppen
  • Bæredygtigt byggeri med nye materialer – interview med Thomas Snog, kreativ direktøri AI Arkitekter & Ingeniører
  • Nedriver vil genbruge flere materialer – interview med Rasmus Krag, udviklingschef i Tschering
  • Laugenes Opvisning med fokus på bæredygtighed – interview med Johnny Alexander Wichmann, oldermand og skræddermester i Wichmann Couture
  • Vil gøre verdensmål vedkommende – interview med Andreas Weidinger, klima- bæredygtighedschef hos Dansk Byggeri

Du kan finde alle artikler i temaet her (åbner pdf)

De 17 verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af FNs generalforsamling i 2015.

Med verdensmålene forpligter verdens lande sig til, frem mod 2030, at arbejde for at afskaffe fattigdom og sult, reducere ulighed, sikre uddannelse og sundhed, sikre anstændige jobs, nedsætte CO2-udslippet samt en mere bæredygtig økonomisk vækst.

De 17 verdensmål understøttes af 169 delmål.

Læs mere på: verdensmaalene.dk/fakta/verdensmaalene

Seneste udmeldinger fra Håndværkerforeningen

Der er ingen artikler i denne kategori.
Iværksætteri
Nyt fællesskab for svende og lærlinge, der gerne vil være selvstændige
Er du håndværker eller faglært og drømmer du om at blive din egen chef og tage styringen over...
Læs mere
Iværksætteri
Bliv endelig iværksætter!
Danmark er et lønmodtagersamfund. Incitamenterne til at starte egen virksomhed er forsvindende små, og det ses tydeligt på...
Læs mere
Uddannelse
Praktiske dyder på skoleskemaet – Ja tak!
Regeringen præsenterede i oktober et nyt folkeskoleudspil der har som mål at styrke kvaliteten og de praktiske fag...
Læs mere