Og så er det en skøn fornemmelse at vide at Stillinges Fond, som bliver administreret af Håndværkerforeningen, på årets første møde har uddelt over en million kroner. Pengene er både givet som alderslegater, til projekter der har fokus på uddannelse, videndeling og dygtiggørelse indenfor håndværksfagene og, ikke mindst, til unge dygtige håndværkere der har lyst til at tage ud i verden og blive dygtigere til deres fag.
Det er en gammel tradition inden for håndværksfagene at rejse ud i verden, og det ligger i kortene at de der rejser ud både deler ud af deres kunnen og tager ny viden og færdigheder med hjem. Det er med til at gøre os alle sammen bedre og klogere, og på den måde kan man nærmest sige at det gode håndværk er ’open source’.
Derfor er det en gave til os alle sammen at så mange unge håndværkere – hvad enten det er mestre, svende eller lærlinge – har lyst og mod på at rejse ud i verden og se hvordan man arbejder med håndværket dér. For godt håndværk er ikke noget du kan læse dig til i en bog; det skal du lære ved at have det i hænderne og arbejde med det selv.
Det samme gælder hvis man stiller op til EuroSkills. Her er den bedste træning at deltage i konkurrencer på højt niveau.
Derfor besluttede bestyrelsen i Stillinges Fond sidste år at etablere en såkaldt Guldpulje som er målrettet til de danske deltagere ved EuroSkills i Herning i efteråret. Her kan deltagerne søge om midler til fx at stille op i andre landes nationale Skills-konkurrencer, til praktikophold i Danmark eller udlandet, eller til at deltage i træningscamps i Danmark.
Fonden er nu halvvejs med at uddele Guldpuljen hvor der er afsat helt op til 1,5 millioner kroner.
Det er da noget der kan lyse lidt op i mørket.
Af Per Vangekjær, formand for Håndværkerforeningen København
Indlægget blev bragt i MESTER, april 2025.