Vigtig valgkamp forude

Den 18. november skal vi alle sammen til kommunal- og regionsrådsvalg.

Vi ved allerede nu at ca. hver fjerde kommune skal have en ny borgmester fordi den nuværende ikke genopstiller. Derfor bliver valget mere spændende end det plejer at være i mange kommuner. Det gælder fx Herlev, Brøndby, Allerød og København.

Men ud over hvem der sidder i borgmesterstolen, er kommunalvalget også vigtigt for det lokale erhvervsliv fordi kommunalbestyrelsen er med til at sætte rammerne for virksomhederne på en lang række områder.

Derfor er der al mulig god grund til at tage del i debatten i din kommune og fortælle politikerne hvordan deres politik påvirker din og andres virksomhed. Det er også vigtigt at gøre opmærksom på den forskel som de lokale virksomheder er med til at skabe i lokalområdet og kommunen. Og heldigvis er det jo generelt sådan at politikere gerne vil lytte og forsøge at hjælpe hvor de kan. Så skriv et læserbrev til ugeavisen eller mød op til et valgmøde og fortæl dem hvad der er vigtigt for dig som lokal erhvervsdrivende.

Hvis du bor eller arbejder i København, kan du f.eks. tilmelde dig Håndværkerforeningens store valgdebat som vi holder den 28. oktober i Moltkes Palæ.

I Københavns Kommune ved vi allerede med sikkerhed at der skal findes en ny overborgmester. Derfor er valget her mere spændende end det plejer at være. Men der er ikke bare kamp om stemmerne, men også om retningen for København. For hvor skal København bevæge sig hen de kommende år? Skal der bygges flere boliger, nedlægges parkeringspladser, og hvordan skaber vi en levende by med plads til både beboere og virksomheder?

Det sætter vi fokus på den 28. oktober. Du kan læse mere om arrangementet på foreningens hjemmeside hvor du også finder et link til tilmelding.

 

Læs også

TEMA: København ændrer karakter

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.

Indlægget blev bragt i MESTER, september 2025.

 

Læs mere og tegn GRATIS abonnement på magasinet MESTER