Er vi på vej mod et sjælløst København?

Et gammelt ordsprog siger at forandring fryder. Men det er ikke helt de tanker jeg får når jeg bevæger mig rundt i København i disse år. Her kan man nemlig i stigende omfang konstatere at små unikke håndværksbutikker opgiver København og flytter ud af byen eller helt lukker deres forretning.

Naturligvis vil der altid være en udvikling i en storby som København. Men netop nu er byen i gang med at ændre karakter og blive mindre divers og mere strømlinet. Flere og flere små håndværksbutikker flytter eller lukker, og hvis butikslokalerne ikke står tomme tilbage, fyldes de i stedet af internationale tøjbutikker, filialer af byggemarkeder, kædeforretninger eller andre kønsløse pop up-butikker.

Årsagen er simpel – jo lavere postnummer, desto dyrere er det at drive sin butik eller værksted. Men desværre er det ikke kun en udvikling der begrænser sig til Indre By. Også brokvartererne er ramt.

Vi kan allesammen påvirke udviklingen. Virksomhedsejerne skal naturligvis selv sikre at forretningen er af en sådan kaliber at der kommer kunder i butikken. Men bygningsejerne har også muligheden for at drive deres udlejning således at der bliver plads til både den store og lille økonomi, mens kommunen har magt til at sikre de overordnede rammevilkår der giver plads til et mangfoldigt erhvervsliv og sikrer mobilitet for både kunder og erhvervsliv.

Men det største ansvar ligger hos kunderne og i særdeleshed hos københavnerne selv. For hvis man ikke handler hos de små lokale butikker, håndværksvirksomheder og værksteder, så må de lukke.

Et mangfoldigt og blandet byliv er til gavn for alle og samtidig et værn mod at København ender som en sjælløs og ligegyldig kulisse.

 

Læs også

TEMA: København ændrer karakter

Af Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København.

Indlægget blev bragt i MESTER, september 2024.

 

Læs mere og tegn GRATIS abonnement på magasinet MESTER