Billedskærer Claus Englund Pedersen tager imod på værkstedet i Køge. Det 200 m2 store gamle bådebyggerværksted ligger i baghaven til Claus’ egen bolig i centrum af byen. Kaffen står klar på kontoret, og der er stillet små chokolader frem.
Men kaffen må vente lidt endnu, for værkstedet trækker i den nysgerrige reporter. Duften af træet, værktøjet og de mange træfigurer og -skulpturer der står overalt, skal lige kigges på og røres ved.
Claus er, som nævnt, en af de ganske få aktivt udøvende billedskærere i Danmark. Han er 6. generation i virksomheden der siden sin start i 1845 har arbejdet med restaurering og snedkerkonservering. I 2005 overtog han virksomheden efter sin far, Henning Pedersen, der netop er fyldt 83 år. Alderen har dog ikke stoppet Henning der stadig går på arbejde hver eneste dag, og selvfølgelig også er på værkstedet i dag.
Næstved Madonnaen
Lige nu er Claus i gang med et stort projekt der går ud på at skære en kopi af en 130 cm høj madonnafigur til Fyrendal Kirke på Vestsjælland. Den originale skulptur er fra omkring år 1300 og står på Næstved Museum. Selvom den er særdeles velbevaret, kan den ikke tåle at stå i kirken, og derfor har Claus fået til opgave at nyskære en kopi.
”Jeg synes at det er fantastisk at tænke på at der for 750 år siden var en person der fik til opgave at skære den her madonnafigur. Han har udvalgt sig et træ, fældet det og ladet træet tørre langsomt, for så at skære den her figur der stadig er så velbevaret så mange år senere,” siger Claus.
Madonnafiguren fra Fyrendal Kirke har faktisk givet navn til den billedskærer der skabte figuren. Nemlig Næstved Madonna-mesteren. 16 værker fra kirker i Næstved og omegn kan henføres til mesteren, og derfor er det sandsynligt at mesterens værksted har ligget i Næstved. Det skriver fhv. direktør for Næstved Museum Palle Birk Hansen i udgivelsen ”Liv og Levn”.
Og i det hele taget har der i fordums tid været et meget højt niveau for billedskærerarbejde i Næstved. Blandt andet har billedskæreren Abel Schrøder den yngre haft værksted i byen, og generelt kan man i kirkerne i Næstved og omegn se nogle utroligt flotte og velbevarede billedskærerarbejder af høj kvalitet. Det fortæller Julie Kofod Hansen der er samlingsansvarlig ved Museum Sydøstdanmark, det tidligere Næstved Museum.
”Vi har mange flotte genstande der er bevaret i vores samling, og rundt om i flere af de lokale kirker kan man blandt andet se altertavler af utrolig høj kvalitet. Vi ved at Abel Schrøder den yngre har haft værksted i byen, og som det ofte er, så tiltrækker dygtige håndværkere andre dygtige folk. Så der er også flere unavngivne billedskærere der har fungeret i Næstved og omegn,” fortæller Julie Kofod Hansen.
Og netop Næstved Madonna-mesteren signerede ikke sine værker, og derfor kender forskerne ikke hans navn. I stedet er han navngivet efter en af sine fineste figurer som altså er den Claus i øjeblikket arbejder på at nyskære en kopi af.
”Det er en kæmpe opgave, og det kræver en enorm faglig viden. Både teknisk, hvor især det at arbejde med en tredimensionel figur er noget der kræver dygtighed og erfaring. Men det kræver også stor viden om den konkrete stilperiode, og den – ja – stil og teknik og udsmykningsmetode der gjorde sig gældende her,” fortæller Claus og fortsætter:
”Det er ikke første gang jeg har sådan en opgave, men at nyskære en senromansk madonnafigur i den størrelse er ikke hverdagskost. Det er en opgave som man måske får mulighed for en eller to gange i sin karriere.”