Billedskæreren fra Køge

Billedskærerfaget havde sin storhedstid i Danmark omkring 1500-tallet hvor der var stort bud efter håndværkere der kunne fremstille altertavler, dragkister, skabe og møbler og andet udstyr til kirker, herregårde og godser. I dag er der kun mellem fem og ti billedskærerværksteder tilbage i Danmark. Et af dem drives af Claus Englund Pedersen.

Tekst: Jakob Bo Andersen
Foto: Rie Neuchs

Denne artikel blev bragt i MESTER29, februar 2024 under temaet Smukt og kreativt håndværk

Billedskærer Claus Englund Pedersen tager imod på værkstedet i Køge. Det 200 m2 store gamle bådebyggerværksted ligger i baghaven til Claus’ egen bolig i centrum af byen. Kaffen står klar på kontoret, og der er stillet små chokolader frem.

Men kaffen må vente lidt endnu, for værkstedet trækker i den nysgerrige reporter. Duften af træet, værktøjet og de mange træfigurer og -skulpturer der står overalt, skal lige kigges på og røres ved.

Claus er, som nævnt, en af de ganske få aktivt udøvende billedskærere i Danmark. Han er 6. generation i virksomheden der siden sin start i 1845 har arbejdet med restaurering og snedkerkonservering. I 2005 overtog han virksomheden efter sin far, Henning Pedersen, der netop er fyldt 83 år. Alderen har dog ikke stoppet Henning der stadig går på arbejde hver eneste dag, og selvfølgelig også er på værkstedet i dag.

Næstved Madonnaen

Lige nu er Claus i gang med et stort projekt der går ud på at skære en kopi af en 130 cm høj madonnafigur til Fyrendal Kirke på Vestsjælland. Den originale skulptur er fra omkring år 1300 og står på Næstved Museum. Selvom den er særdeles velbevaret, kan den ikke tåle at stå i kirken, og derfor har Claus fået til opgave at nyskære en kopi.

”Jeg synes at det er fantastisk at tænke på at der for 750 år siden var en person der fik til opgave at skære den her madonnafigur. Han har udvalgt sig et træ, fældet det og ladet træet tørre langsomt, for så at skære den her figur der stadig er så velbevaret så mange år senere,” siger Claus.

Madonnafiguren fra Fyrendal Kirke har faktisk givet navn til den billedskærer der skabte figuren. Nemlig Næstved Madonna-mesteren. 16 værker fra kirker i Næstved og omegn kan henføres til mesteren, og derfor er det sandsynligt at mesterens værksted har ligget i Næstved. Det skriver fhv. direktør for Næstved Museum Palle Birk Hansen i udgivelsen ”Liv og Levn”.

Og i det hele taget har der i fordums tid været et meget højt niveau for billedskærerarbejde i Næstved. Blandt andet har billedskæreren Abel Schrøder den yngre haft værksted i byen, og generelt kan man i kirkerne i Næstved og omegn se nogle utroligt flotte og velbevarede billedskærerarbejder af høj kvalitet. Det fortæller Julie Kofod Hansen der er samlingsansvarlig ved Museum Sydøstdanmark, det tidligere Næstved Museum.

”Vi har mange flotte genstande der er bevaret i vores samling, og rundt om i flere af de lokale kirker kan man blandt andet se altertavler af utrolig høj kvalitet. Vi ved at Abel Schrøder den yngre har haft værksted i byen, og som det ofte er, så tiltrækker dygtige håndværkere andre dygtige folk. Så der er også flere unavngivne billedskærere der har fungeret i Næstved og omegn,” fortæller Julie Kofod Hansen.

Og netop Næstved Madonna-mesteren signerede ikke sine værker, og derfor kender forskerne ikke hans navn. I stedet er han navngivet efter en af sine fineste figurer som altså er den Claus i øjeblikket arbejder på at nyskære en kopi af.

”Det er en kæmpe opgave, og det kræver en enorm faglig viden. Både teknisk, hvor især det at arbejde med en tredimensionel figur er noget der kræver dygtighed og erfaring. Men det kræver også stor viden om den konkrete stilperiode, og den – ja – stil og teknik og udsmykningsmetode der gjorde sig gældende her,” fortæller Claus og fortsætter:

”Det er ikke første gang jeg har sådan en opgave, men at nyskære en senromansk madonnafigur i den størrelse er ikke hverdagskost. Det er en opgave som man måske får mulighed for en eller to gange i sin karriere.”

 

Få masser af historier om smukt og kreativt håndværk

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Tilmeld dig Håndværkerforeningens nyhedsbrev, og få de gode historier sendt direkte til din indbakke. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.

 

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER, så skriv dig op her

Krævende tredimensionelt arbejde

I forbindelse med projektet er den originale træfigur blevet 3D-scannet, og efterfølgende er figuren blevet 3D-printet i plastik. Plastikudgaven danner nu grundlag for Claus’ nyskårede kopi.

”Det er virkelig krævende at arbejde tredimensionelt fordi man skal kunne se det man gør fra flere vinkler på én gang. Det kræver stor viden og uddannelse om anatomi, perspektiv og matematik at få figuren til at se realistisk ud,” siger Claus.

Når Claus går i gang med en opgave, starter han helt bogstaveligt med en firkantet blok. Som det første tegner han omridset af figuren todimensionelt på blokkens overside med en blyant, så han ved hvor han skal starte med at skære til. Men meget hurtigt tager han sit punkteringsapparat i brug. Det er et værktøj som også bruges hos fx stenhuggeren, billedhuggeren og stukkatøren. Med punkteringsapparatet udmåler Claus et punkt på den originale figur hvorefter han låser den lange tynde målepind fast. Herefter flytter han hele apparatet over til kopien, så han kan se hvor han præcis skal skære.

På den måde kan Claus måle den nøjagtige overflade på den originale figur og forme den nyskårede kopi – ét punkt ad gangen. Metoden giver Claus mulighed for at skære en præcis kopi hvor selv de mindste ujævnheder i overfladen kommer med. Processen gentages hundredvis, måske endda tusindvis, af gange i løbet af en opgave som nyskæring af madonnafiguren, og derfor er det selvsagt et tidskrævende arbejde.

Løvefigur på hejsebom

I tilfældet med madonnaen er den så velbevaret at Claus ikke selv skal fortolke manglende dele. Men det er bestemt ikke altid tilfældet.

Som fx i den næste store opgave som venter på værkstedet. Her skal Claus nyskære en hejsebom til et gammelt hus i indre København.

I den ende af den originale hejsebom der hænger ud fra bygningen, er der skåret en løvefigur med hoved hvor tovværket glider ud ad munden på figuren. Det skal Claus genskabe i den nye hejsebom. Den originale figur er dog så medtaget, og flere dele er forvitret væk, så der vil være behov for at Claus selv fortolker dele af figuren.

”Det er også en stor opgave fordi den originale figur er så medtaget som den er. Heldigvis er den ene side i bedre stand end den anden, så den vil være udgangspunktet. Og så vil jeg spejlvende den på den anden side,” fortæller Claus.

Hejsebommen skal hugges i en tre meter lang egetræskævle som Claus har udvalgt specielt til denne opgave.

”Den her hejsebom skal holde mindst 100 år, så trækævlen skal være helt perfekt. Uden knaster eller revner,” fortæller Claus.

Kævlen står allerede klar på værkstedet hvor den har fået en omgang voks mens den venter på at madonnafiguren bliver færdig.

Alt skæres i hånden

På værkstedet i Køge sværger Claus til at alt skærearbejdet skal foregå i hånden.

”For mig som håndværker er det enormt tilfredsstillende at skære tingene i hånden. Men det færdige produkt bliver også meget bedre når det er skåret i hånden. Derfor laver jeg selv alt fra bunden. Derudover findes der ikke rigtig nogen maskiner der kan fræse tredimensionelt i træ til et helt færdigt produkt,” siger Claus

Spørger man Claus, om han ser sig selv som kunstner eller håndværker, så svarer han at det er op til den enkelte at vurdere.

”De fleste kan lære træskærerarbejde til et vist niveau, og hvis du har noget talent kan du selvfølgelig komme til et lidt højere niveau. Men talent er ikke nok i sig selv – det skal dyrkes og udvikles. Det kræver fornemmelse, erfaring og uddannelse, og at du arbejder med det bagefter. Og så er det at forskellen mellem håndværk og kunst begynder at vise sig,” siger Claus.

Uddannet i Østrig

Claus gik i lære i familievirksomheden i 1988 og blev udlært som møbelsnedker og møbelkonservator i 1991. Efterhånden handlede flere og flere af opgaverne på værkstedet om rekonstruktion og komplettering af kirkeinventar, så i 1996 rejste Claus til Østrig hvor han uddannede sig til holzbildhauer, eller billedskærer som det hedder på dansk.

”Jeg fik lyst til selv at prøve at skabe nogle af de ting som vi fik ind på værkstedet. Derfor uddannede jeg mig. I mine yngre år havde jeg en masse energi, så jeg skabte selv en masse figurer og skulpturer som jeg udstillede,” fortæller Claus mens han viser rundt i den enorme mængde af egne værker som han naturligvis har gemt.

Uddannelsen tog tre år og er ganske udbredt i Østrig, det sydlige Tyskland og Frankrig.

”Der er en enorm katolsk indflydelse i de områder, og de har en helt anden tradition for udsmykning af kirker, bygninger og private huse. Derfor er der mange flere af den type opgaver, men der er også næsten for mange værksteder om buddet,” fortæller Claus.

Claus ’rockstjerne’ Berg

Jeg spørger Claus om der er nogle ’rockstjerne-billedskærere’ inden for faget som han er inspireret af?

Han nævner den tysk-danske billedskærer Claus Berg (ca. 1475-1535) der blev inviteret til Odense i starten af 1500-tallet af dronning Christine som var gift med kong Hans. Claus Berg var født i Lübeck hvor han havde etableret sig med et billedskærerværksted.

I Odense formåede Claus Berg og hans svende at opbygge et af Nordeuropas mest betydningsfulde billedskærer-, billedhugger- og malerværksteder, og de udførte altertavler og krucifikser m.m. til en lang række danske kirker.

 

På bestilling af dronning Christine udførte Claus Berg sit hovedværk: Den mægtige tredelte altertavle ”Kristi Lidelseshistorie” som i dag kan ses i Sankt Knuds Kirke der er domkirke i Odense. Berg udførte også andre store værker, blandt andet i Sorø Klosterkirke hvor et otte meter højt krucifiks hænger over korgitteret i midterskibet.

Claus Englund har selv udført en del konserveringsarbejde i netop Sorø Klosterkirke, og viser begejstret billeder på telefonen af det fantastisk flotte korgitter, prædikestol, og Claus Bergs krucifiks der takket være hans arbejde nu igen fremstår som nyt.

Har bygget kirke i Grønland

Blandt de mange opgaver som Claus og hans far har udført sammen, står rekonstruktionen af inventar til en genopført kirke i nærheden af Upernavik i det nordøstlige Grønland, efter at den gamle kirke var brændt ned, som en særlig opgave.

”Vi havde kun nogle fotos af den gamle kirke at arbejde ud fra. Men vi byggede alt inventaret her på værkstedet og pakkede det ned i seks store containere, der blev sejlet til Grønland. Senere tog vi selv derop for at montere det og udførte udsmykningsarbejde på stedet. Af forskellige årsager blev arbejdet forsinket, så de to uger vi regnede med at være der blev til fire. Det var meget specielt, men en kæmpe oplevelse,” fortæller både Claus og Henning.

Har man først prøvet det, vil man ikke andet

Claus har arbejdet sammen med sin far i 35 år, og de nyder stadig hinandens selskab.

”Det har været fantastisk at arbejde sammen i alle årene. Jeg blev jo fascineret af at arbejde med træ pga. af ham. Som barn var jeg på værkstedet så meget jeg kunne, og jeg kan huske at komme ind og bare tænke wauw når jeg så nogle af de ting min far lavede. Jeg var stolt af ham, og det gjorde at jeg også fik lyst til at gå den vej,” fortæller Claus.

Med generationsskiftet i 2005 blev Claus 6. generation i virksomheden.

”Det gør mig selvfølgelig stolt at være med til at føre virksomheden og dens historie videre,” siger Claus der elsker friheden i at være selvstændig.

Det kan nogle gange være svært for andre helt at forstå hvad det betyder, men som Claus formulerer det: Hvis du først har prøvet det, vil du ikke andet.

For Claus handler det meget om at kunne dyrke sin passion uhindret, og fx gå ud på værkstedet kl. 22 om aftenen og arbejde den halve nat på en figur, fordi man bare ikke kan lade være.

”Mit arbejde er udfordrende og spændende hele tiden. Det er både min store passion og interesse,” slutter Claus Englund Pedersen.

 

Fyrendal-madonnaen er på vej hjem

Foto: Næstved Museum / Museum Sydøstdanmark

Som allerede beskrevet er Fyrendal-madonnaen ca. 700 år gammel. Den blev bestilt og skåret til Fyrendal Kirke der hører under herregården Fyrendal ved den hedengangne landsby Vindinge på Vestsjælland.

Det er dog omkring 100 år siden skulpturen sidst har stået i kirken. Så da Mette Martens Deichmann, der bor på Fyrendal Gods, læste om skulpturen, blev hun nysgerrig efter at finde ud af hvad der var sket med madonna-figuren.

”Jeg sad en aften og googlede om godsets og kirkens historie, og dér faldt jeg over en side der skrev om madonnaen. Og så tænkte jeg: ’Jamen den står jo ikke i kirken. Gad vide hvor den er henne!’ Så det satte jeg mig for at undersøge,” fortæller Mette Deichmann.

Mette fandt hurtigt ud af at skulpturen var hos Næstved Museum, så hun kontaktede museet og spurgte om det kunne lade sig gøre at få udleveret skulpturen til kirken.

”Museet skrev tilbage at det sådan set sagtens kunne lade sig gøre, men at det blandt andet ville kræve at skulpturen skulle stå i en klimastyret boks. Så jeg begyndte at søge fonde og finansiering, så vi kunne få råd til det,” forklarer Mette.

A.P. Møller Fonden donerede hurtigt et gavmildt beløb til projektet, men desværre var der ikke bid hos andre fonde, så plan A blev skrinlagt. I stedet formede en plan B sig i hovedet på Mette.

”Vi besluttede at undersøge muligheden for at få skåret en kopi af skulpturen til at sætte op i kirken i stedet for originalen. Og dér kommer Claus Englund heldigvis ind i billedet,” fortæller Mette.

Som man kan læse ovenfor er Claus Englund i gang med at skære en ny kopi af Fyrendal-madonnaen. Skulpturen skal indsættes i kirken i foråret 2024 – syv år efter at Mette Deichmann første gang læste om skulpturen.

”Jeg har fundet et helt fantastisk sted i en vinduesniche i kirkens søndre korsarm. Der kommer hun fuldstændigt til sin ret, som ene kvinde blandt 18 mandlige figurer,” fortæller Mette.

Så endelig kommer den hjem!

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Hvilket nyhedsbrev ønsker du at modtage?

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.