”Jeg flyttede ind her i Kødbyen i 2007 efter at have haft mit værksted i Linnésgade ved Torvehallerne siden 2001. Det var også et godt sted, og tæt på hvor jeg boede. Men jeg manglede plads, og så hørte jeg, at Københavns Kommune udlejede bygningerne her i Kødbyen. Da jeg ringede til dem, fik jeg at vide, at vi skulle søge samme dag, hvis vi ville med i betragtning som potentielle lejere. Så vi fik hurtigt skrevet en ansøgning og blev valgt ud, på trods af at de ikke helt kunne se, hvordan en møbelsnedker kunne passe ind i det kommende miljø,” siger Lars dePlace Bjørn, der ejer dePlace Møbelsnedkeri.
Når han siger ”vi” skyldes det, at han deler adresse og flere opgaver med arkitekten Henrik Ingemann.
”Der er mange fordele ved at have værksted her. Den største fordel er, at jeg godt kan lide København. Her er inspirerende og masser af liv. Vi bor på 1. sal og har meget lys, hvilket er vigtigt og rart, når vi arbejder. Tidligere lå der mange snedkerværksteder i København og ofte på første sal. Måske fordi der er mere lys end i stuen. Men det er et kreativt miljø, som er inspirerende at have værksted i,” siger Lars dePlace Bjørn.
I stueetagen er der flere kunstnere, som har værksted, og på den anden side af Staldgade ligger et arkitektfirma og et galleri. Naboerne er noget så forskelligt som filmklippere, bygningsrådgivere, og en virksomhed, der arbejder med bier.
Passer til byen
”Vores virksomhed har en produktionsstørrelse, der gør det muligt at være i København. Det kan være sværere for større virksomheder, som har brug for mere plads. For der er ikke mange steder tilbage i byen, der giver mulighed for at have store værksteder og produktion, som der ellers var engang. Det meste er lavet om til boliger,” siger Lars dePlace Bjørn.
”Jeg foretrækker at have mit værksted her i byen frem for i et industrikvarter i en forstad. Ikke fordi jeg har noget imod industrikvarterer; de opfylder et behov for de virksomheder, som holder til der. Men jeg synes, der er mere inspiration at hente i København, og så er det her, jeg har mit liv. Både privat og arbejdsmæssigt,” siger Lars dePlace Bjørn, der bor på Nørrebro og foretrækker at cykle til Kødbyen, uanset vejret.
”Det tager 20 minutter, og jeg cykler altid den samme vej. Jeg elsker cykelturen. Ikke mindst efter en lang dag på værkstedet. Jeg ville hade at sætte mig ned i en bil og holde i kø i trafikken for at komme hjem. Det er bedre at få luft i hovedet og opleve byen,” siger Lars dePlace Bjørn, der også tager turen i løb langs søerne indimellem.
På cykel til kunderne
Cyklen er et vigtigt transportmiddel for Lars de Place Bjørn, også når han skal ud til kunderne. Han vælger gerne den tohjulede, hvis han ikke skal have for meget værktøj med.
”Cyklen er mit vigtigste transportmiddel. Det er meget lettere at komme gennem byen, og ikke mindst at parkere, når man kommer ud til kunderne. For parkeringsmulighederne er jo ikke de bedste i København. Vi arbejder typisk på projekter det samme sted i flere måneder ad gangen, så vi har værktøjet liggende hos kunden. Derfor er det muligt for os at cykle,” siger Lars dePlace Bjørn. I det samme kigger hans lærling ind.
”Han kommer faktisk fra en kunde på Østerbro, hvor han er cyklet ud, og min svend har en ladcykel, som han bruger, når han skal ud til kunderne.” siger Lars og understreger cykelpointen.
Faktisk har han i en længere periode slet ikke haft bil. Men for nylig har han igen købt en varebil. Han skal nemlig i gang med et projekt i Roskilde, hvor han skal bygge køkken og møbler i en villa for en kunde. Og det er svært at klar sig uden bil, når man skal fra København til Roskilde.
”Der er den fordel her i Kødbyen, at det er muligt at have en parkeringsplads til bilen. Det koster så lige 1.000 kr. om måneden. Heldigvis har jeg lånt en plads af en anden virksomhed, så jeg sparer pengene,” siger Lars dePlace Bjørn med et smil.
I kø med materialer
Ud over parkering er der også andre ulemper ved at have værksted midt i København. Det kan være svært for leverandørerne at komme ind i Kødbyen med de store lastbiler, når Lars dePlace Bjørn skal have leveret træ og andre materialer.
”Leverandørerne beklager sig lidt over, at jeg holder til her. Det er forholdsvis let at læsse af her ved værkstedet, men fordi INCO ligger lige ved siden af, er der ofte kø med lastbiler, der skal ind og levere varer til dem. Der kan være kø helt fra porten til Kødbyen og hen til INCOs vareindlevering. Men de må finde sig i det, for jeg flytter ikke ud af byen,” siger Lars dePlace Bjørn, der lever med, at materialerne skal bæres op på første sal til værkstedet, når de er blevet leveret.
En anden ulempe er, at det ikke er muligt at eje sit værksted i Kødbyen. Her lejer man sig ind hos Københavns Kommune for en ret høj lejepris.
Fordele større end ulemper
”Jeg kunne godt tænke mig at eje mit værksted. Men det er ikke en mulighed her. Som lejer er man en brik i kommunens spil, og samtidig ville det få min virksomheds værdi til at stige, hvis jeg ejede den bygning, hvor mit værksted ligger. Men hvis jeg skulle købe eller leje noget, der er billigere end det her, skal jeg langt uden for byen, og det er jeg jo slet ikke interesseret i. Fordelene er større end ulemperne, så jeg bliver her, så længe det er muligt,” siger Lars dePlace Bjørn.