Steen Søkvist er tredje generation i virksomheden, og fjerde generation er allerede i gang på Harmonivej. Legetøjsbutikken på Ålekistevej blev siden til fire butikker, der blev overtaget af Steens far og slået sammen. Butikken eksisterer stadig i bedste velgående, men pladsen til parkering af virksomhedens biler og ikke mindst lager og levering blev for trang, efter at der blev plantet fire træer ud for adressen.
Træer tog parkeringspladser
”I Vanløse kunne vores biler tidligere parkere på gaden ud for butikken, og vi havde lidt plads i gården til stiger og andre materialer. Så vi lejede stilladser, trailere og andet materiel, som vi løbende bruger. Men da kommunen ville gøre gaderne grønnere og plantede træer på Ålekistevej, mistede vi fire parkeringspladser. Samtidig blev det nærmest umuligt for lastbiler, der skulle levere materialer til os, at holde der for at læsse af,” siger Steen Søkvist.
Også pladsen til at have materialer blev for trang. Kunderne forventede, at virksomheden selv havde stilladser, trailere og meget andet, så det var nødvendigt at købe plads til opbevaring.
Fra Vanløse til Herlev
I første omgang rykkede Søkvist mødested og lager til Herlev Bytorv, hvor de i forvejen havde en lampebutik. Her havde de 200 kvm under jorden og en varegård med plads til stiger og containere etc.
”Det var godt i begyndelsen, men centret voksede, og vi fik frataget parkeringspladser etc. Så vi blev nødt til at finde et nyt sted. Derfor kiggede jeg rundt i industrikvartererne i Herlev og fandt huset her på Harmonivej, hvor vi nu har været et år. Butikken blev jeg også nødt til at lukke, da torvet nærmest er blevet lukket. I stedet har vi åbnet en lampebutik i Nærum, hvilket har givet os mange nye kunder i Nordsjælland. Den lokale tilstedeværelse er vigtig,” konstaterer Steen Søkvist.
Ingen naboer at forstyrre
På Harmonivej er der masser af plads. Også inde i bygningen, hvor der er lager med kabler, kontakter og hvidevarer samt et showroom, hvor kunderne kan se og vælge lamper.
Udenfor er der et stort parkeringsareal, containere. som fungerer som opbevaring, og et område, hvor der står materiale til kabelruller, trafikafmærkning, og hvad en installationsvirksomhed ellers har brug for.
Hver nat kommer leverandørerne med hvidevarer og andre materialer, som dagen efter skal bruges ude hos kunderne. Svendene møder typisk ind her, henter deres materialer og kører ud til kunderne.
”Her er der mulighed for at komme til. I Vanløse kunne naboen godt blive lidt træt af, at vores leverandører vækkede dem, når de leverede varer om morgenen. Her er der ikke nogen naboer, der kan blive forstyrret, og vi har ingen parkeringsafgifter eller -restriktioner. Det er nærmest en befrielse at være her,” siger Steen Søkvist.
Efterlyser parkering ved stationerne
Flytningen til Herlev har ikke givet meget mere kørsel end tidligere, selv om virksomheden stadig har mange kunder inde i midten af København. Der er kort til indfaldsvejene til byen fra Herlev, så om bilerne kører fra Vanløse eller Herlev giver ikke den store forskel i tidsforbruget efter Steen Søkvists vurdering.
”Vi har kunder i Storkøbenhavn, Indre by og Nordsjælland. Så vi er ret centralt placeret her.”
Til gengæld er parkering i København en stor udfordring i dagligdagen. Det er svært at finde p-pladser, og det er dyrt at parkere. En udgift der ender hos kunderne.
”Hvis vi har 4-5 biler kørende i indre by hver dag koster det 20.000 om måneden i parkering. Når vi giver tilbud til kunder, der bor i byen, skriver vi altid, at der bliver lagt parkeringsafgift på deres regning. Parkeringszonen bliver hele tiden udvidet. Senest er hele Valby nu også med i parkeringszonen,” siger Steen Søkvist og slår et slag for ikke at lukke Middelalderbyen for biler, som der er tanker om.
”Det hjælper ikke at lukke Middelalderbyen for biler. Man flytter bare problemerne til andre dele af byen. Generelt er der noget galt med trafikken. Der burde være flere parkeringspladser ved stationerne, så de, der arbejder i virksomhederne i byen, kan parkere og tage toget ind. Jeg bor selv lige ved siden af Hvidovre Station. Der er tre pladser med 15 minutters parkering. Det hjælper jo ikke folk, der gerne vil taget toget ind, og dermed får vi ikke løst trafik- og parkeringsproblemerne i byen,” siger Steen Søkvist.