Det er altid godt at få en ahaoplevelse når man skal ud at interviewe mennesker, og lidt naivt kunne man jo forestille sig at en gravør i dag sidder og graverer med en stikkel som man gjorde før. Men den naive skribent bliver hurtigt klogere da han træder ind ad døren i Ken Schwartz’ gravørfirma hvor alle sidder ved computere med maskiner rundt om sig.

Gravørfagets start

Gravørfaget er et ældgammelt håndværk der går langt tilbage i tiden, med start i 1400-tallet.

Teknikken blev brugt til gravering i en blankpoleret kobberplade hvor graveringen blev stukket med gravørstikler der dannede fordybede spor. På den måde kunne man gravere portrætter og illustrationer, og efterfølgende kunne man skrabe farve i de graverede spor og så overføre det til papir i en kobbertrykspresse.

Det var en teknik man brugte langt op i tiden, f.eks. til frimærker.

Teknikken blev og bliver stadig anvendt til gravering af sølvbestik og lignende med gravørstikler.

Senere fik gravørerne hjælp til arbejdet af pantografen. Nu kunne man fræse ned i metallet og på den måde gravere stempler til prægning af medaljer, emblemer og lignende. Det var en stor hjælp, og det betød at gravørstiklen næsten var på vej ud.

Vokset op på værkstedet

Ken Schwartz har i bogstavelig forstand trådt sine barnesko på gravørværkstedet som hans far startede tilbage i 1960, på selvsamme adresse som virksomheden har i dag. Her flyttede familien Schwartz ind med værksted i stueetagen og lejlighed på første sal. Ken Schwartz’ mor var frisør, men da de to drenge kom til, stoppede hun med at arbejde for at passe dem.

”Min bror og jeg delte værelse og sov i køjeseng, mens min mor og far sov i stuen. Jeg fik ret tidligt min første skruetrækker som jeg løb rundt med på værkstedet hvor jeg elskede at kigge i skufferne og fik lov at lave forskellige ting, allerede da jeg var helt lille. Det var næppe gået i dag. Jeg kunne jo have faldet og fået skruetrækkeren i øjet,” siger Ken Schwartz.

Skruetrækkeren blev brugt til flere ting. På et tidspunkt borede han et hul i væggen ud til trappen fra sin seng, mens han storebror Dan løb ud for at se om Ken havde fået boret igennem. Det opdagede far, og så var det slut.

Skruetrækkeren har han stadig, og det stykke væg med hullet i er blevet gemt og rammet ind, og måske skal skruetrækkeren også i glas og ramme.

Med tiden voksede virksomheden sig større, og familien måtte ud af lejligheden for at give plads til gravørforretningen. Det blev til et hus i Mørkhøj, men ikke et farvel til værkstedet.

”Min mor var hjemmegående til vi var blevet ældre, og så startede hun på værkstedet på fuldtid som gravør og kontordame.”

Start på arbejdslivet

Ken var meget tidligt bidt af kombinationen af mekanik og elektronik og fik sit første job som cykelsmed hos den lokale cykel- og knallerthandler i Mørkhøj som 12-årig. Efter at han i et stykke tid havde trykket næsen flad mod ruden til forretningen, kom cykelhandleren ud og spurgte om han ville have et job. Han sagde ja, og fingernem som den unge mand var, fandt han hurtigt ud af hvordan man reparerer cykler. Siden lærte han at skille en knallertmotor ad og samle den igen, en nyttig kunnen for den teknikglade Ken.

Forlangte dobbeltløn

Han var glad for sit arbejde hos cykelsmeden, fik sin egen nøgle til butikken og blev hurtigt ret god til at reparere både cykler og knallerter.

”Jeg lærte meget hos cykelsmeden, også om god ledelsesstil. Hvis man var god, fik man en belønning og fik lov at lære endnu mere. Så jeg var kun 13 år da jeg skilte min første knallertmotor ad. Jeg tjente mange penge i forhold til min alder, og på et tidspunkt bad jeg om mere i løn. Cykelsmeden spurgte hvor meget jeg ville have, og jeg bad om at få det dobbelte. Han kiggede noget, men jeg forsvarede mit ønske med hvad jeg lavede og kunne, og så fik jeg det dobbelte i løn. Sidenhen fortalte han mig at han havde grinet af mit krav, men da han syntes jeg talte godt for min sag, gik han med på det,” siger Ken Schwartz.

Læren fra cykelsmeden har han taget med sig og bruger i dag over for sit personale. Det er vigtigt for Ken Schwartz at alle har det godt, og at de bliver lagt mærke til og anerkendt for deres arbejde. På værkstedet er de nærmest én stor familie, og Ken Schwartz har kontakt til de fleste af sine tidligere medarbejdere. Han sender også gerne folk videre hvis de har lyst eller evner til andet end gravørarbejdet.

”Det er vigtigt for mig at mine medarbejdere har det godt og er glade for deres arbejde, og hvis de vil noget andet, bruger jeg gerne mit netværk til at hjælpe dem videre,” siger Ken Schwartz.

Selv havde han planer om at blive automekaniker, og hans første chef, cykelsmeden, ville gerne have at Ken blev.  Men det blev alligevel gravørfaget der blev Ken Schwartz’ håndværk.

I lære hos far

Min far mistede to svende samtidig og havde akut brug for hjælp. Derfor blev det sådan at jeg kom i lære hos ham. Min far var selv uddannet sølvgravør og fik sit svendebrev i 1954, men da jeg skulle i lære, fandtes gravørskolen ikke mere. Så jeg kom i stedet på skole som værktøjsmager og havde mine praktikperioder på min fars værksted. Jeg kunne godt lide værktøjsmagerfaget og var ret god til det. Min lærer syntes jeg var så dygtig, og han ringede og spurgte min far om det ikke var synd for mig at jeg kun skulle være gravør når jeg nu var dygtig som værktøjsmager,” siger Ken Schwartz som gjorde som far Erik ønskede og fortsatte ad gravørvejen.

”En gang som lærling havde jeg graveret et stort stempel. Min far var ikke tilfreds med mit arbejde, og jeg blev så vred at jeg kylede stemplet ned i gulvet. Jeg blev bedt om at lave det om, og så blev det perfekt og godkendt. Det var ikke sjovt i situationen, men det gjorde at jeg blev dygtig til faget,” siger Ken Schwartz som stadig bliver mindet om episoden fordi hullet i gulvet fra stemplet er der endnu.

Sidste skoleforløb foregik på Guldsmedeskolen, men det var ikke helt nemt for Ken da der var mange af guldsmedenes teknikker han af gode grunde ikke kunne. Derfor endte han ikke med en høj karakter og ”kun” en bronzemedalje hvilket stadig kan ærgre den stolte gravør i dag.

CNC-maskiner og tysk kursus

Da der kom gang i ny teknik, og CNC-gravørmaskiner kom på markedet, købte Erik Schwartz en af de første maskiner i Danmark allerede i 1980. Softwaren var bare meget primitiv og besværlig at arbejde med, så sammen med en anden gravør fik han firmaet Beyerholm og Moe til at skabe en ny software, og så kom der gang i CNC-maskinen.

”Jeg var i Tyskland for at blive oplært i at bruge maskinen. Oplæringen foregik på tysk, og da jeg var god til sproget, blev jeg sendt afsted for at lære maskinen at kende. Da jeg kom hjem, lærte jeg min far hvad jeg havde lært, og derefter holdt han CNC-maskinen for sig selv. I stedet købte vi en lille japansk maskine som jeg kunne bruge,” siger Ken Schwartz.

”Jeg havde fanget meget om hvordan man laver maskiner da jeg var i Tyskland. Mens jeg var dernede, fik jeg lov til at gå over på fabrikken og se hvordan de byggede maskinerne. Der så jeg at det ikke var svært. Jeg har en fotografisk hukommelse, så den brugte jeg da jeg skulle bygge min egen maskine.”

Maskinerne er en stor del af Ken Schwartz’ passion, så Ken fik lov til at bygge sin egen CNC-gravørmaskine for over 40 år siden. Den gang i 1980’erne kostede en lignende maskine 400.000 kr., men Ken Schwartz byggede sin for 15.000 kr.

Maskinen bliver stadig brugt til at udføre opgaver for kunderne, og siden er der kommet flere maskiner til fra egen hånd. Faktisk er der nu så travlt i firmaet, og så mange maskiner, at det har været nødvendigt at udvide med nabobutikken, det tidligere værtshus Vodroffslund. En del af baren har dog fået lov at blive stående, til glæde for kunder og medarbejdere.

Selv om Ken Schwartz’ far oprindeligt blev uddannet sølvgravør, gik han over til at gravere stålstempler i alle former. Det kunne være til emblemer, medaljer, firmaskilte og lignende. Det gjorde han i 40 år.

”Det meste af det vi lavede dengang, var for en virksomhed der hed Kibsgaard. Firmaet Kibsgaard var en tredjedel af vores virke. De stillede store krav, og det var med til at vi blev virkeligt dygtige til det vi gjorde. Kibsgaard lukkede for 15 år siden, efter at havde været vores kunde i 50 år. Men jeg kastede mig i stedet over medicinalbranchen og fik så godt fat at vi blev gazellevirksomhed flere år i træk,” siger Ken Schwartz.

Bortvist fra Bakken

Faget og arbejdet har da også ændret sig meget fra han kom i lære. I starten var det pantografen man sad og graverede stempler på. Det kræver tålmodighed og utrolig god koordineringsevne mellem højre og venstre hånd.

”Som ung blev jeg bortvist fra Bakken fordi jeg var for god til at vinde bamser i det spil hvor man skal styre en kran hen og samle bamsen op, hjulpet af mine evner til at koordinere begge arme,” siger Ken Schwartz.

Det er dog ikke meget han i dag bruger pantografen. Den er placeret i det rum der er hans oprindelige barneværelse hvor man stadig kan se lidt af det tapet der sad på væggen i barndommen. Nostalgien fornægter sig ikke selvom der fagligt hele tiden bliver set fremad.

Softwareudvikler, rådgiver og kongelig hofleverandør

Gravørfaget har udviklet sig meget gennem årene. Ikke mindst teknikken og maskinerne, som i dag kører i døgndrift på værkstedet, er anderledes. Det samme gælder opgaverne.

”Før lavede vi primært stempler og skilte, men i dag er vi storleverandører til medicinalindustrien som vi blandt andet laver såkaldt mikrogravering til. Det kan for eksempel være til produkter som skal have deres eget registreringsnummer. Det kræver en ekstrem præcision da det enkelte tal eller bogstav ikke må stå bare det mindste skævt. Det skal være tydeligt at det ikke er et kopiprodukt. En anden stor kundegruppe er guldsmedebranchen som vi laver forskellige halvfabrikata til. Vi laver prægestemplerne til masseproduktion i Thailand. De kan meget i Thailand, men de kan ikke lave værktøjet,” siger Ken Schwartz mens han viser rundt i den imponerende maskinpark der står og kører for fuldt tryk.

Tilbage i 1990’erne købte han sin første laserbaserede graveringsmaskine, og var selv med til at udvikle softwaren der skulle til for at få den til at virke.

”Den know-how jeg har opbygget, sælger jeg til virksomheder der har deres egne lasere. Ofte er det til storproduktion vi ikke kan håndtere i så stor skala. Men vi har den viden der skal til for at optimere og få procestiden ned.”

En anden vigtig kunde for gravørfirmaet er Kongehuset. På værkstedet graverer man blandt andet Den kongelige Fortjenstmedalje som bliver givet for fortjenstfuldt arbejde i mindst 40 år i samme offentlige ansættelsesmyndighed. Der bliver også graveret gaver, som for eksempel lysestager og barnedåbsgaver.

”Vi er meget stolte over at levere til Kongehuset, og vi blev kongelig hofleverandør i forbindelse med Dronningens 80-års-fødselsdag. Det er et meget betroet job med meget fortrolighed. Vi ved for eksempel hvad et barn skal hedde, før en barnedåb, når det er os der graverer gaven,” siger Ken Schwartz.

Opfinder Ken

Ken Schwartz’ interesse for elektronik og mekanik har ført til at han har lært sig selv at programmere. Der er hele tiden et nyt projekt i gang, og maskinparken vokser. På vej op til det rum hvor interviewet foregår, kommer vi forbi en maskine der står og graverer i glas med laser. Jeg bliver hurtigt husket på ikke at se direkte ind i laseren. Maskinen er et af hans seneste påhit der kan dybdegravere i glas. Det vil sige at den kan lave en meget dyb indgravering, for eksempel i bunden af et ølkrus. Maskinen har han udviklet med hjælp fra kinesiske ingeniører. Når Ken Schwartz fortæller om projektet, er der nærmest julelys i hans øjne. Der er ingen tvivl om at gravøren trives godt i arbejdet der kombinerer hans uddannelse og hans passion. Han har en ven der er programmør som har været en mentor for ham i forhold til at lære selve programmeringen. Men det er idérigdommen der er grundlaget for det hele.

”Jeg har en god abstrakt og skæv tankegang, og jeg kan se en ting for mig, før jeg laver den. Jeg ved hvordan den skal se ud. Jeg havde en lærer i skolen der blandt andet lærte os at arbejde med farver og gøre tingene på vores egen måde. Mine forældre kunne ikke lide den måde han underviste på, men vi lærte noget på en god måde, og der er ingen tvivl om at det har været en stor fordel for mig i mit arbejde,” siger Ken Schwartz.

Familien Schwartz

Efter et besøg hos Gravør Schwartz er der ingen tvivl om at det er et familieforetagende på alle måder. I receptionen tager Janne, Kens hustru, godt imod kunderne, og når man træder et skridt videre ind, sidder sønnen Christoffer i fuld gang med arbejdet. Han er uddannet stempelgravør som sin far og farfar.

Fra Ken Schwartz’ side har der aldrig været et pres på hans børn om at gå ind i virksomheden. Den ældste, Casper, begyndte som gravør, men er senere blevet ingeniør. Til gengæld er Christoffer nu i gang ved graveringsmaskinerne, men far Ken er meget opmærksom på at han ikke skal have en lige så hård læretid som han selv havde.

Hans far er gået på pension, men deres gode forhold er tydeligt. Flere gange i løbet af interviewet bliver der lige ringet til Erik Schwartz for at få faktuelle historiske ting på plads. Og når det gælder Christoffer, er der ingen tvivl om at han nok skal blive dygtig til sit fag.

Ken Schwartz giver sit bud på hvad der skal til for at blive en god gravør.

”Du skal være tålmodig, rimelig god til matematik, og så skal du ikke være ordblind,” lyder det fra gravørmesteren.

Fremtidens fag

Med et lille fag som gravørfaget er det oplagt at spørge hvordan fremtidsudsigterne ser ud for virksomheden og faget i det hele taget.

Vil der være gravører længere ud i fremtiden?

”Ja, det vil der. Det vi laver, er det der gør ting personlige. Men jeg tror ikke der kommer mange flere virksomheder til end vi er i dag hvor der vel er syv gravørvirksomheder i landet. Vi har kun fået mere travlt gennem de senere år. Men det er svært at få folk fordi der ikke er en uddannelse. Så vi må tage folk ind med andre baggrunde. Blandt andet fra skiltebranchen. Vi har nogle gode folk som vi selv lærer op, blandt andet en der går på KEA på en grafisk uddannelse og som har studiejob her,” siger Ken Schwartz som ser sine ansatte som en del af familien.

”Vi har det sjovt. Når man er så lille et firma som vores, er vi som er vi én stor familie. Vi lægger også op til det i hverdagen, så der er plads til at tale privat med hinanden. Vi er far, mor og søn, og alle er lige. Der er ikke nogen der er for fine til noget. Jeg kan også smadre papkasser ude i gården når der er brug for det,” slutter Ken Schwartz.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.