København har mange historiske bygninger, som skal holdes ved lige, og når Frederik Pedersen kører rundt i byen, er der ofte en bygning, han kan pege på og sige: ”Den har vi restaureret!”. For eksempel er alle vinduer på Rosenborg Slot restaureret af virksomhedens snedkere, mens slottet var åbent for offentligheden.
På snedkeriet bliver der i bogstaveligste forstand udført godt gammeldags håndværk. For her finder man ingen CNC-fræser, men til gengæld håndværktøj, og virksomhedens ældste medarbejder på 75 år, der udfører alt det klassiske snedkerarbejde sammen med et par kollegaer.
Her i virksomheden, der holder til i en alt andet end historisk bygning i et klassisk forstadsindustrikvarter i Søborg, er det originale håndværk en del af dagligdagen. Kjell Pedersen Entreprise A/S er blandt de udvalgte i branchen, der ofte er med, når der skal skiftes bindingsværk, tage, døre eller gulve i de gamle bygninger i byen.
Fik træet ind med modermælken
Frederik Pedersen har altid interesseret sig for arbejdet i virksomheden. Da han gik i skole, var han i erhvervspraktik i fars virksomhed, og bortset fra en kort overvejelse om at blive kok, lå det ret meget lige for, at han skulle fatte hammer og sav, og gå i fars fodspor.
”Jeg har altid være god til at bruge mine hænder, men jeg var også i erhvervspraktik på et par gode restauranter og overvejede at gå den vej. Men arbejdstiderne var ikke sjove, så jeg droppede maden. Jeg tog dog først en HG på to år i Jylland, inden jeg kom i lære som 18-årig. Skolearbejdet interesserede mig ikke meget; jeg ville hellere ordne have og hus frem for at lave lektier,” siger Frederik Pedersen.
Han fik sit svendebrev med medalje i 2003 og kom allerede på kontoret ét år efter. Siden har Frederik ikke selv været i arbejdstøjet. For, som han siger, ”man kan ikke både være byggeleder og være ude på pladsen og arbejde”.