I den høje, lyse kælderbutik og i værkstedet bliver man mødt velkommen af det varme lys og de mange hylder, hvor den smukke keramik tager sig godt ud. Værkstedet og butikken hænger sammen, så kunderne kan følge med, når Sussi Krull former sine kunstværker. I dag er hun ved at klargøre sine store lamper til brænding. De bliver brændt på en ’fod’ eller ’styrering’, så de ikke bliver skæve i brændingen, hvor porcelænet svinder ca. 20 %. Lige nu står de i klar i rå porcelæn, endnu uden brænding.
Her har Sussi Krull holdt til, siden hun i 2008 overtog værkstedet fra tre fritidskeramikere, men for hende er arbejdet som keramiker langtfra et fritidsjob. Keramik er hendes passion, og hun har udbredt sine flotte keramiske værker til ikke bare Danmark, men også til udlandet, hvor hun har flere forhandlere. Men det vender vi tilbage til.
”Indimellem er der folk, der bliver overrasket, når jeg siger, at jeg er her hver dag fra morgen til aften,” siger Sussi Krull, med et smil, og tilføjer:
”Der er mange hobbykeramikere i dag. Det er nærmest eksploderet i de senere år, også hjulpet af coronaen. Men for mig er det et helt almindeligt fuldtidsarbejde, som jeg holder meget af”.
Fra fjumreårti til keramik
Men hvorfor blev det keramikken og kunsthåndværket, der blev Sussi Krulls levevej?
”Jeg er jo fra den tid, hvor man nærmest kunne have et fjumreårti. Så jeg prøvede alt fra at gå på Grafisk Skole til at bestyre en café, lave mad på fjeldet til skiturister i Norge, tage den klassiske backpackertur i Indonesien, Thailand og Nepal over de mange år. På et tidspunkt gik jeg på en kunstskole, fordi jeg troede, at jeg skulle være billedkunstner, men blev træt af ferniseringer og sur hvidvin. Så begyndte jeg at lave keramik og faldt for det. Jeg kan godt lide, at ting har en funktion, og jeg elsker at nørde i, hvad man kan lave i keramik- og glasurverdenen,” siger Sussi Krull.
Netop det at kunsten kan mere end bare at se ud, er vigtigt for hende.
”Det at tingene har en funktion, er vigtigt for mig. Så derfor er kombinationen, af det man gør som billedkunstner og keramikken, det jeg kan lide. Jeg ser det som tredimensionelle billeder, jeg skaber, når jeg for eksempel laver en vase,” siger Sussi Krull.