Den danske malingleverandør Hempel A/S har udbygget sit hovedkvarter i Kongens Lyngby. Den eksisterende og karakteristiske hvide bygning, HQ1, som stod færdig i 2013, er suppleret af to nye bygninger: dels HQ2, der benyttes til gruppehovedkontor og undervisning, dels et stort forsknings- og udviklingscenter.
Alle bygninger er tegnet af Årstidernes Arkitekter, nu Sweco Architects, og fælles for de nye bygninger er, at de genfortolker de centrale arkitektoniske elementer fra den eksisterende bygning, HQ1.
HQ1 og HQ2 er forbundne via en 62 meter lang gangbro over Lundtoftegårdsvej. Et forløb der starter med den centrale trappe i HQ1, og via gangbroen ender ud i en lys og åben foyer på 2. sal i HQ2, hvor der som afslutning er opsat en imponerende, skulpturelt udformet trappe i fem etager.
Den spiralformede trappe er opbygget af en stålkerne, som er blevet beklædt med 426 formspændte skaller af europæisk egetræ – et snedkerarbejde ud over det sædvanlige, udført af Raaschou Inventarsnedkeri A/S.