Fra drøm, til hobby, til levevej

Så længe han kan huske, har han drømt om at bygge guitarer, og som 18-årig byggede han den første af slagsen. Siden tog han en uddannelse som orgelbygger for at lære at arbejde med træ, men nu er han gået ’all in’ med sin egen virksomhed ’Ballowitz Guitars’.

Tekst: Jakob Bo Andersen
Foto: Thomas Tolstrup

Denne artikel blev bragt i MESTER28, november 2023 under temaet Smukt og kreativt håndværk

Henrik Ballowitz tager imod i det lille værksted på Prags Boulevard i København hvor han de sidste par år har spenderet utallige aftener og weekender. Nu har han dog taget en stor beslutning og sagt sit faste job som orgelbygger op for at gå 100 procent ind i sit eget virke som guitarbygger.

”Jeg har arbejdet med guitarer ved siden af mit faste arbejde i flere år, men på et tidspunkt skulle jeg jo vælge om jeg ville fortsætte med at bygge guitarer som en hobby om aftenen, eller om jeg ville gøre det på fuld tid. Så nu er jeg sprunget ud i det, og det er helt vildt sjovt. Det har været en drøm i mange år at jeg kan bruge hele dagen på at bygge guitarer,” fortæller Henrik Ballowitz.

De guitarer som Henrik bygger, er akustiske guitarer – også kaldet en spansk guitar. Henrik byggede sin første guitar i 2017 da han var på et månedlangt guitarbyggerkursus i Granada i Spanien. I 2020 tog han til Spanien igen, og denne gang lejede han en værkstedsplads i 2 måneder hvor han forfinede sin teknik. Men ellers bruger han sin viden om træarbejde fra uddannelsen som orgelbygger.

”Jeg valgte orgelbyggeruddannelsen for at få en forståelse af træ, og hvordan man kan finde det gode træ. Tankegangen er meget at det gælder om at finde den rigtige funktion til det rigtige stykke træ,” fortæller Henrik.

Henriks far er uddannet møbelsnedker, så Henrik har altid været med på værkstedet når faderen arbejdede. Og som barn havde han flere guitarer som han selv reparerede i værkstedet.

”Min interesse for at bygge guitarer er opstået gennem de reparationer som jeg lavede af mine egne guitarer som barn,” fortæller Henrik.

130 timers arbejde

En akustisk guitar består af en krop, en hals og et hoved. De forskellige dele er bygget af forskellige træsorter, og det hele bliver limet sammen. Henrik fortæller at det tager ca. 120-130 arbejdstimer at bygge en guitar. Dertil kommer ca. 2 uger hvor træet ligger i spænd mens guitaren løbende får tilført lak.

 

”Der er ikke ret mange processer hvor det er nødvendigt at bruge maskinværktøj, og når jeg skærer toppen til, er det næsten lige så hurtigt at gøre det i hånden. Men de fleste processer, såsom slibning, tilpasning og limning, foregår i hånden,” fortæller Henrik.

Få masser af historier om smukt og kreativt håndværk

Tilmeld dig Håndværkerforeningens nyhedsbrev, og få de gode historier sendt direkte til din indbakke.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER, så skriv dig op her

Kroppen skaber lyden

Guitarens lyd opstår i det store resonanskammer der kaldes kroppen. Her bliver lyden fra guitarstrengene underbygget og forstærket.

Henrik bruger forskellige træsorter til sider, top og bagside. Til toppen bruger han bløde træsorter, som for eksempel gran eller nordamerikansk cedertræ, mens han på sider og bagside bruger hårde trætyper som cocobolo, zirikote, cypres eller ahorn. Dels fordi det er stærkt, men også fordi hårdt træ reflekterer lyden bedst.

Siderne består af 1-2 stykker tyndt træ som Henrik bukker med varme, så de får den rigtige form.

”Siden skal være mellem 1,7 og 1,9 millimeter tyk. Så det er små tolerancer jeg arbejder med,” fortæller Henrik med et smil.

For at skabe en overflade som kan limes, lægger Henrik små kiler langs kanten inde i kammeret. Kilerne limes på både kant og henholdsvis top og bagside hvorefter kroppen lægges i spænd i en solera.

En solera er den form som guitaren bygges op i. Her samles krop og hals, og soleraen bestemmer blandt andet vinklen på halsen hvilket har stor betydning for guitarens spilleevne. Derfor er en god solera afgørende for bygning af en god guitar.

”Jeg har bygget min egen solera, og i det hele taget har jeg bygget de fleste af mine værktøjer og skabeloner selv. Man kan købe sig fattig i forskellige værktøjer, men jeg synes at det er sjovere selv at bygge dem,” siger Henrik.

Når guitaren er samlet i soleraen, spænder Henrik den sammen ved hjælp af cykelslanger, så han er sikker på at formen holder mens limen tørrer.

Godt værktøj er vigtigt

Det er dog ikke alt værktøj man selv kan bygge. Og når det kommer til save, file og stemmejern, går Henrik op i at have nogle gode kvalitetsværktøjer.

”Jeg har flere japanske håndsave der saver når man trækker, i stedet for det mere normale når man skubber. Det, synes jeg, giver meget bedre kontrol. Men valget af værktøj afhænger altid af opgaven,” siger Henrik og tilføjer:

”Jeg prøver virkelig at begrænse mit værktøj og holde mig til nogle få kvalitetsværktøjer som jeg ved virker.”

Del af værkstedsfællesskab

Som nævnt er det ikke mange processer i bygningen af en guitar der kræver maskinværktøj. Derfor har Henrik kun en enkelt maskinsav på værkstedet. Hvis han har brug for yderligere maskinkraft, er der dog ikke længere end ind til naboværkstedet hvor der bor en møbelsnedker.

”Det er rart at møbelværkstedet ligger lige her ved siden af. Så hvis jeg har brug for at save nogle skabeloner eller låne en tykkelseshøvl, så kan jeg det,” siger Henrik.

Og i det hele taget er Henrik meget glad for at være en del af værkstedsfællesskabet på Prags Boulevard 61. Han deler sit lille værksted med Jens der også bygger guitarer – dog primært elektriske guitarer. Derudover er der samlet mange små kreative virksomheder, for eksempel professionelle billedkunstnere, designere, arkitekter og møbelsnedkere.

”Det er virkelig godt. I stueetagen er der flere forskellige kreative værksteder, og oppe på 1. sal er der atelier. Det er en rigtig god kombination,” mener Henrik.

Kunderne skal vide at jeg findes

Som nystartet håndværksmester og virksomhedsejer er en af de store opgaver at få kunder i butikken. Og det gælder selvfølgelig også når man bygger guitarer.

”Kunderne skal selvfølgelig vide at jeg er her. Og her er jeg afhængig af at jeg har et godt produkt. Hver af mine guitarer er jo et visitkort, så jeg skal holde tungen lige i munden og levere 100 procent hver gang. Både i forhold til udseendet og i forhold til klangen,” siger Henrik.

Og hvad er så en god guitar hvis man spørger Henrik Ballowitz?

”Der er flere ting; men det vigtigste er at den er dynamisk. Altså at den reagerer på om guitaristen spiller kraftigt eller svagt. Men en god guitar bliver også til i samspil med kunden. Det bedste er hvis kunden har nogle krav eller ønsker, så jeg kan bygge lige præcis den guitar som kunden drømmer om,” slutter Henrik.

 

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.