I mere end 900 år var København begrænset af byens voldanlæg og -porte, der satte en fysisk grænse mellem by og land. Det var dengang Sorte Hest Gjæstgiveri, der ligger på grænsen mellem Vesterbo og Frederiksberg, lå langt ude på landet.

Det ændrede sig drastisk i 1850’erne. I 1852 blev det tilladt at bygge huse lige uden for voldene, og i 1856 blev voldene reelt nedlagt som Københavns grænse.

Vi er dykket ned i Københavns byudvikling fra voldene faldt og frem til i dag og kigger på, hvad der har påvirket arkitekturen og byens udvikling.

”Der er en række forskellige faktorer, som påvirker den måde, vi bygger på. Tidligere kunne for eksempel krigsmateriel have betydning for, hvordan man bygger. Men ellers er det jo typisk forskellige ideologier, kunstneriske eller litterære strømninger og økonomi, som kan ses i arkitekturen og byggestilen,” fortæller Kristine Virén, formidlingschef hos Videncentret Bolius, som kommenterer undervejs.

Læs om de forskellige tidsperioder

1850-1900: Industrialisering og urbanisering

1900-1950: Villabyggeriet tager fart

1930’erne: Udbygning af Nordvestkvarteret og Bispebjerg

1950-1970’erne: Byggeboom i forstæderne

1973-1980’erne: Oliekrise og fattigfirserne

1995-20: Den omvendte industrialisering og transformation

Til sidst kan du læse Københavnersnudens kommentar til de nye byområder i København

Få masser af lækkert håndværk lige i indbakken

Hvis du ligesom os ELSKER godt håndværk, der samler byen, så tilmeld dig her.

Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER?

Så skriv dig op her

Da voldene blev nedlagt, tog byudviklingen fart. På Nørrebro, Vesterbro og Amagerbro skød etageejendommene op som paddehatte. Man byggede meget og hurtigt, i lukkede karréer med baghuse og lukkede gårdrum og generelt i dårlig kvalitet.

Stilmæssigt var perioden præget af historicismen, som blandt andet er kendt for at bruge og blande elementer fra forskellige stilmæssige perioder. Derfor er mange af bygningerne fra dengang præget af tidligere tiders byggestil. Særligt elementer fra barok, klassicisme og udsmykning fra mytologier kan genfindes. Som Kristine Virén siger:

”København begyndte for alvor at vokse ud over voldene efter den store koleraepidemi i 1853, og i de næste 50-60 år voksede de københavnske brokvarterer frem. På det tidspunkt var de eneste store bygninger, man kendte, herregårde, og derfor kan man genfinde udsmykning og gesimser på ejendomme fra den tid, inspireret af byggestilen på landets herregårde.”

Omkring år 1900 var brokvartererne fuldt udbygget med store beboelsesejendomme til den eksplosivt voksende arbejderbefolkning, som havde brug for en bolig i nærheden af deres arbejdspladser. På Østerbro gik det lidt langsommere. Her byggede man i højere grad til borgerskabet, som krævede større og bedre lejligheder og bredere veje.

I løbet af sidste halvdel af nittenhundredetallet blev Københavns indbyggertal fordoblet. Hovedstaden nåede op på cirka 400.000 indbyggere i 1890. De mange nye indbyggere kom til byen for at arbejde på de forskellige nye fabrikker og industrivirksomheder, der voksede frem i samme periode.

I sidste halvdel af nittenhundredetallet begyndte borgerskabet at rejse ud i verden, og sammen med det moderne gennembrud åbnede det op for en kraftig inspiration af litteratur, kultur og arkitektur fra udlandet.

Borgerskabet så især i Frankrig og Italien, hvordan man der flyttede i villaer uden for de tætte bykerner. Det førte i første omgang til mindre villabebyggelser på Østerbro og Frederiksberg, hvor man særligt ser patriciervillaer. Omkring århundredeskiftet begyndte udbygningen af større villakvarterer i landsbyerne Brønshøj og Husum og senere Vanløse og Valby, som alle var blevet en del af Københavns Kommune.

I de nye villakvarterer blev der bygget villaer til den voksende middelklasse, og murermestervillaen blev den fortrukne bolig for mange.

Murermestervillaen blev ’udviklet’ af en gruppe danske arkitekter, der havde samlet sig i Foreningen Bedre Byggeskik i 1915. Foreningen var en modreaktion på den stilforvirring, som man mente prægede tidens byggeri (historicismen, som nævnt ovenfor). Målet for Bedre Byggeskik var derfor at bygge gode, enkle og klassiske enfamiliehuse med udgangspunkt i den danske byggetradition (du kan læse mere om Foreningen Bedre Byggeskik i MESTER02).

Kristine Virén: ”Før 1850 var det stort set kun kongen og adlen, der rejste til udlandet. Så det var de kongelige byggerier, der satte standarden. Men da borgerskabet begyndte at rejse ud, betød det, at vi fra omkring 1860’erne begyndte at se villabyggerier, hvor patriciervillaen, som er inspireret fra Frankrig og Italien, blev dominerende. Senere blev villabyggerierne mere omfattende i de mindre landsbyer uden for brokvartererne.”

I starten af det 20. århundrede var der udpræget boligmangel i København. De mange mennesker, der flyttede til byen, pressede boligsituationen. Det førte til, at der fra politisk hold blev vedtaget forskellige boligstøttelove (og i 1933 Kanslergadeforliget), hvilket gav startskuddet til den almennyttige boligsektor. Målet var at bygge gode og sunde boliger til arbejderne.

I løbet af 1930’erne og 1940’erne blev nye byområder som for eksempel Nordvestkvarteret udbygget, Med det kom ’den første store udflytning’ fra brokvartererne (du kan læse mere om ’Håndværkerkvarteret i Nordvest’ i MESTER12).

Nordvestkvarteret er bygget i stilarten funktionalisme, som er en videreudvikling af modernismen, som vi især kender fra Bauhaus-skolen (læs mere om Bauhaus i MESTER03).

Funktionalismen, og udviklingen af nye byggematerialer som for eksempel jernbeton, betød fremkomst af såkaldt stokkebebyggelse, som er aflange bygninger med kun én trappe i hver opgang, hvor arealerne rundt om bygningerne fremstår som friarealer uden afskærmning. Det kender vi også fra tidligere tiders byggerier som Nyboder. Den nye byggestil udviklede sig i 1950’erne til såkaldte punkthuse, hvor der godt nok var friareal rundt om bygningerne, men hvor der ikke blev dannet egentlige gårdrum.

Med funktionalismen blev der også gjort endeligt op med pynt og unødig dekoration, både udenpå og indeni bygningerne.

”Vi kan i store træk gense arkitekturstrømningerne fra husbyggeriet i etageejendommene i København. For eksempel modernismen, som er inspireret af Bauhaus, og sideløbende funktionalismen. Man ønskede sig funktionelle boliger, som vi for eksempel kender det fra bungalowen, uden en fin spisestue, som kun blev brugt om søndagen. Det skulle være funktionelt,” siger Kristine Virén.

I løbet af 1950’erne begyndte velstanden at stige i samfundet. Det betød, at efterspørgslen efter boliger med moderne bekvemmeligheder som for eksempel køleskab, badeværelse og centralvarme steg. Det var der plads til at bygge i de omkringliggende landsbyer i omegnskommunerne, og dermed var forstæderne for alvor født.

I 1947 blev den såkaldte Fingerplan fremlagt. Den lagde linjerne for udviklingen af hovedstadsområdet med grønne korridorer, infrastruktur og kontrolleret byudvikling. Det førte til, at mange københavnske arbejdere i løbet af 1950’erne og 1960’erne kunne flytte ud til lys og luft og gode boliger, ofte som rækkehuse med små haver til i de nye forstæder på den københavnske vestegn.

I denne periode kommer også de store ensartede højhuse i beton, som var en rationel metode til at bygge gode boliger. Et eksempel er Brøndby Strand-bebyggelsen, der blandt andet består af 12 16-etagers-højhuse. Brøndby Strand var hypermoderne og blev bygget i tidens mest avancerede præfabrikerede betonelementsystem. Facaden fremstod efter arkitektens ønske i den rene beton, så beboerne selv kunne sætte deres farvepræg med planter, blomster og parasoller.

Dengang var der dog ulemper, man ikke kendte til ved noget af datidens beton. Det har nemlig siden vist sig, at fem af højhusene er forurenet med PCB, og de er derfor planlagt til nedrivning.

Da oliekrisen og den økonomiske afmatning satte ind i 1970’erne og 1980’erne påvirkede det i høj grad også København. Det private byggeri gik i stå, og byen mistede mange af sine arbejdspladser, og dermed tiltrækningskraft. Børnefamilier og solide skatteborgere begyndte at flytte ud af byen, og Københavns Kommune endte på fallittens rand.

Omkring 1980 gennemførte man en hård sanering på Nørrebro, hvor man rev de gamle ejendomme ned, og i stedet byggede lavere ensartet betonbyggeri – såkaldt tæt-lav-bebyggelse, som var et brud med tidligere tiders modernistiske højhuse. Det førte til en del protester blandt de faste nørrebroere og ikke mindst blandt dem, der dannede BZ-bevægelsen. De kæmpede for, at de gamle huse skulle bevares, og at det allerede dengang var alt for dyrt at få en bolig i byen.

Den efterfølgende sanering på blandt andet Vesterbro blev i stedet gennemført som byfornyelse, hvor man havde fokus på at renovere de eksisterende ejendomme.

Gennem de seneste 25 år er byen vokset meget. Nye boligområder er skudt op, og områder er blevet moderniseret.

Det har blandt andet ført til nye boligområder og kontorbyggerier i Ørestad, Havnebryggen, Nordhavn, Sydhavn/Sluseholmen, Ny Ellebjerg og Carlsberg Byen. Metroen er kommet til og binder i dag byen sammen og gør det muligt at komme fra den ene bydel til den anden på meget kort tid.

Fra midten af 1990’erne er folk igen begyndt at flytte til København, og i perioden fra 1995 til 2018 voksede befolkningen med 141.000 indbyggere. Frem mod 2050 forventes indbyggertallet at vokse yderligere med cirka 150.000 borgere.

Industrivirksomhederne er, som i andre storbyer, flyttet ud af byen og har blotlagt havnearealer, som i stedet bliver til boliger eller liberalt erhverv. Kalvebod Brygge var et af de første områder, som blev bebygget, med Ingeniørernes Hus fra 1998 og Marriott Hotel fra 2001 som eksempler.

Et andet meget stort byggeprojekt er Ørestaden. Allerede i 1992 blev Ørestadsselskabet stiftet med to formål: at bygge metro i København samt at byudvikle det område på Amager, der nu hedder Ørestaden.

Man har brugt den velafprøvede københavnske model, som går ud på at føje nyt land til byen. Det har vi set tidligere på Christianshavn og Holmen, som er dannet ved jordopfyldning. Med jord fra metrobyggeriet har man forvandlet vand til land, som kan sælges og finansiere yderligere metroudbygning.

Efter 2000 er nybyggerierne ved havnen primært sket i regi af By & Havn – som blev dannet i 2007-08: Islands Brygge, Sydhavnen, Sluseholmen og senest Århusgadekvarteret og Nordhavn. Dertil kommer Ny Ellebjerg i Valby og Carlsberg Byen, som er et meget tydeligt eksempel på, at industrien har forladt byen og har givet plads til boliger.

Der er gennem de sidste 20 år opført adskillige prestigebyggerier i København, tegnet af en perlerække af danske arkitektfirmaer: Den Sorte Diamant, Skuespilhuset, Operaen, samt Bjerget, 8-tallet og Tietgenkollegiet i Ørestad (læs mere om Nordhavn, BLOX og Karen Blixens Plads og andre markante bygningsværker i artiklen ’Mig og mit bygningsværk’ i MESTER11).

Stilmæssigt er perioden præget af en international nymodernistisk strømning. De foretrukne materialer er glas, stål og beton – men også tegl og træ er vendt tilbage og bliver nu brugt på facaderne.

Kristine Virén fortæller: ”En af de tendenser, vi ser i disse år, er, at folk søger hen til boligfællesskaber. Til forskel fra 1970’ernes traditionelle bofællesskab så er den moderne variant kendetegnet ved, at man har sin egen bolig, men så er fælles om for eksempel have eller tagterrasse, fællesspisning med videre. Mennesker vil gerne være mere sammen, end det tidligere var tilfældet i byen, men vil samtidig gerne kunne lukke døren til eget hjem bag sig.”

Vi elsker de gamle bygninger i København, og det har en værdi, at vi kan se og fornemme, hvilket kvarter vi er i. Elsker vi nutidens byggestil lige så meget, eller kan vi komme til det?

Det korte svar er nej. Bortset fra nogle få markante projekter, der stikker ud, så er nutidens brede og jævne arkitektur ensformig og kønsløs. Det kommer vi aldrig til at elske.

Og det er faktisk et stort mysterium for mig. I den sidste halvdel af 1800-tallet udbyggede man brokvartererne med samme hastighed, eller måske endda hurtigere, end vi bygger i dag. Men dengang skete der en ’instant urbanisation’ – folk flyttede ind og bum, så havde man en fungerende by med købmand, barber og kroer. Hvorfor sker det ikke i dag? Det er 15 år siden, Ørestad blevet bygget, og der er stadig stendødt.

Landskabsarkitekten Torben Schønherr havde en teori om, at det gik galt, da vi i starten af det 20. århundrede indførte metersystemet, som standardiserede vægt og længdemål. Før det havde man i hundredvis af år brugt længdemål, som forholdt sig til den menneskelige krop: en alen, en fod og en tomme. Med metersystemet mistede vores bygninger og byer deres relation til den menneskelige krop.

Måske har han ret. Faktum er i hvert fald, at de mange lejekaserner, der blev smækket op fra 1860 til 1910, står der endnu og er omfattet af en kærlighed, som vi aldrig vil komme til at se i Ørestad eller nogle af de nye boligområder i København. Vi kan se nogle gode takter i Nordhavn, hvor der er en vilje til at gøre noget, som er lidt anderledes. Men generelt er mange af de nye boligområder arkitektoniske skuffelser.

Hvordan er udsigten til at bevare og udvikle det gode håndværk med nutidens arkitektur?

Det kræver, at vi genopfinder det gode håndværk, for vi har ikke knækket koden til at sikre håndværket i den industrielle produktion, som byggeriet er i dag.

Man kan sammenligne det med musikbranchen, hvor man i en lang periode primært har brugt elektroniske instrumenter og keyboards med videre til musikproduktion. I de seneste år er ’menneskene kommet tilbage’, og i dag mikser man håndspillede instrumenter med elektroniske.

Det er samme tankegang, vi skal bruge i håndværket, og her har håndværksuddannelserne en stor og vigtig rolle. Opgaven er at finde ud af, hvordan vi bringer håndværkerne i spil i en industriel proces. Altså hvordan mennesket, med deres evner og erfaringer, kan gøre en forskel.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.