Glas i lange baner

Det var romerne (de er skøre, de romere), der for mere end 2.000 år siden begyndte at bruge glasruder i deres huse og andre bygninger. Fra 1200-tallet og frem vandt glasruder – og dermed glarmesterens arbejde - udbredelse i Danmark og resten af verden. Først i kirkerne; fra omkring 1500-tallet også i private huse og frem til i dag, hvor glas indgår som facadeelementer i såvel bolig- som erhvervsbyggeri. De første vinduesglas var mundblæste, men i takt med industrialiseringen i sidste del af 1800-tallet blev glassene først maskinblæste, senere trukket og i dag produceres glas efter float-metoden.

Så kort kunne man skrive vinduesglassets og glarmesterens historie. Men det er både kedeligt og langt fra dækkende. Så her følger en lidt længere fortælling.

Du lytter til MESTER

Lyt til flere historier fra MESTER på hfk.dk/lyt

Guld, sølv og glasvarer

De første eksempler på glasvarer stammer fra oldtidens Egypten og det østlige Middelhavsområde, hvor man har fundet glasperler og små glasbeholdere, der kan dateres helt tilbage til 4.000 år før vores tidsregning. Oldtidens glasvarer er langt fra nutidens fuldstændigt gennemklare og plane vindues- og facadeglas, men de var meget populære og værdifulde – på linje med guld og sølv.

En skrøne siger, at hollænderne købte Manhattan af Canarsie-indianerne i 1626 for glasperler til en samlet værdi af 24 $. Det er ikke sandt, men det illustrerer glasperlernes fascinationskraft – selv 5.500 år efter verden så de første glasperler.

Smeltet sand

Glas består hovedsageligt af siliciumoxid, som traditionelt udvindes fra kvartssand. Afhængigt af glastype – vinduesglas, emballage, flasker, drikkeglas, elpærer, autoglas og så videre – tilsætter man et mix af andre råstoffer. Materialet varmes op og omdannes til såkaldt smelte, der nærmest som en bolsjemasse kan bearbejdes og formes. De fleste kender nok glaspusterens arbejde, hvor hun med sin glaspipe fanger en klump smelte i ovnen, som hun puster op og former.

Vinduesglas var i mange hundrede år også mundblæst, men i starten af 1900-tallet opfandt belgieren Fourcault en helt ny metode til at producere glas – såkaldt trukket glas, hvor man, som navnet antyder, trækker glasmassen op fra et stort kar med smelte. Smelten trækkes op i et bånd, gennem et køletårn, og i femte sals højde skæres glasset af i de ønskede længder, som så kan bæres med håndkraft til lageret. Et par år senere opfandt amerikaneren Colburn en metode til ved hjælp af valser at trække glasset vandret i stedet, og så kunne man producere endnu længere glas.

”Forestil dig, at du har et glas med sirup, som du hælder ud i en form og kører en redekam igennem, så du fordeler massen ud i hele formen, med et strøg fra den ene side til den anden. Når siruppen er størknet i formen, vil du kunne se ’streger’ fra kammen. Det er stort set samme princip for trukket glas – her kan du også se ’streger’ fra valsen – og derfor er trukket glas ikke lige så plant som glas, der er produceret efter float-metoden,” forklarer Henrik Torp, glarmester hos Snoer Glas.

Af samme årsag er det vigtigt, at glarmesteren husker at isætte de trukne glas, så stregerne ligger vandret i vinduet. Det er mere naturligt og behageligt for øjnene, når vi går forbi et vindue, uddyber Henrik Torp.

En rude er ikke bare en rude

Vinduesglas produceres i dag hovedsageligt efter float-metoden, hvor man trækker den smeltede glasmasse hen over et bad af flydende tin. Det er hurtigt og effektivt, og man kan på den måde producere fuldstændig plant, klart og ensartet glas.

Det færdige glas kan efterbehandles på flere måder; det kan hærdes, og altså gøres hårdere, eller det kan lamineres, hvor man i bund og grund ’limer’ glassene sammen med en folie. Det gør blandt andet, at glasset bliver siddende sammen efter et brud. Derudover er den mest almindelige forædling, at man kan tilføre forskellige coatings til de enkelte glaspartier, afhængigt af hvilke egenskaber man har brug for.

”Det betyder for eksempel, at hvis man har et sydvendt glasparti kan man tilføre en coating på det ene glas, som mindsker mængden af solvarme, som kommer ind i bygningen. Til glas i dørruder, og andre steder hvor der er risiko for sammenstød med glasset, kan man anvende hærdet glas, der bryder i mange små skår. Hos guldsmeden vil ruden ofte bestå af flere lag glas der er lamineret sammen. Det gør glasset svært at smadre og sikrer guldsmedens værdier. Man kan også opbygge ruder, så de kan bruges i brandafskærmning, støjdæmpning eller som sikring mod eksplosioner,” forklarer Mikkel Læssøe Thomsen, der er teknisk konsulent i Glarmesterlauget i Danmark.

Noget af det nyeste er dynamisk glas, hvor man indlægger ’usynlige’ elektroder, så man ved hjælp af elektriske spændinger kan styre graden af solafskærmning i glasset. Man arbejder også med at indlægge solceller i glas, så man får større flader til at udnytte solenergi. Kort sagt, der er mange muligheder.

”Glas har nogle egenskaber, som gør det meget anvendeligt i byggeriet. Og hvis vi kigger fremad, så er der ingen tvivl om, at glas og glasløsninger i vores huse bliver mere og mere avanceret. Allerede nu kan moderne glas og vinduer hjælpe til at spare energi og skabe bedre indeklima. Og der er et stort potentiale og interesse for forbedringer i vores gamle bygningsmasse. Det kunne man for eksempel se, da forårets støttepulje til udskiftning af facadevinduer og døre blev åbnet. Det gik meget hurtigt, ” siger Mikkel Læssøe Thomsen.

Kirkevinduer og fredede bygninger

For en københavnervirksomhed som Snoer Glas, der i høj grad arbejder i ’det gamle København’ og på fredede bygninger, er der brug for både snedkerkompetencer og glarmesterhåndværk.

”Vi arbejder i mange fredede bygninger, hvor man ikke bare lige kan skifte et vindue til et nyt. Her skal rammer og karme afrenses, repareres eller udskiftes, og ruderne skal skæres til og kittes,” siger Torben Snoer.

En anden gren af glarmesterens arbejde er blyindfattede ruder. Der var en kort periode i 1960’erne og 1970’erne, hvor de var på mode i private hjem, men i dag ser vi dem stort kun i kirkerne.

”Bly og glas går rigtigt godt sammen – det giver en tilpas smidighed, som er god at arbejde med. Vi har arbejdet på en del kirker og har blandt andet arbejdet sammen med Per Hebsgaard, som er en af de sidste, der for alvor kan lave de specielle løsninger,” fortæller Torben Snoer.

Glarmesteren har stort ansvar for vores flotte by

Når vi taler om Københavns flotte bygninger og palæejendomme, tænker de fleste af os nok på facade, form, farve, symmetri og pynt. Men med til en smuk ejendom hører også vinduer og ikke mindst glas. Vinduer kan være store eller små. Af dannebrogstypen, palævindue eller et ’almindeligt’ to- eller trefagsvindue. Sidehængt, tophængt, skråvindue eller måske endda rundt. Alt sammen er det med til at give en bygning dens udseende og karakteristika.

Og spørger du glarmesteren, har vinduesform og -glas naturligvis stor betydning for bygningens udtryk.

”Når en rude punkterer – og det vil den gøre på et tidspunkt efter 35-40 år – så er det vores opgave at skifte glasset. Men det er ikke nødvendigvis ligetil, fordi der selvfølgelig har været en vis udvikling i produkterne i den tid. Det kan være, at fabrikken er lukket, eller at der er ændret i opskriften. Hvis man bare bevidstløst udskifter en gammel rude med en helt ny rude, vil man kunne se det. Der kommer det jeg kalder huller i facaden, hvor et vindue skiller sig ud, fordi glasset er forskelligt. Derfor er det faktisk en utrolig vigtig opgave for glarmesteren at gøre alt, hvad han kan for at få tingene til at se ordentlige ud. Særligt på vores ældre bygninger, som vi jo har mange af i København,” siger Henrik Torp.

Det er især trukket glas, der kan se forskelligt ud, og glarmester Torben Snoer fra Snoer Glas anslår, at der sidder trukket glas i vinduerne på mellem 50 og 75 procent af alle de gamle ejendomme i Indre By. Det samme gælder givetvis i de københavnske brokvarterer – og i de fleste af vores gamle byer og købstæder.

Selvom behovet for trukket glas altså stadig synes stort – ikke bare i København, men i hele Europa – så sker hovedparten af nutidens glasproduktion efter float-metoden.

”Da float-metoden blev opfundet i slutningen af 1950’erne, fortrængte den hurtigt de gamle metoder, og derfor er der kun få glasværker tilbage, der producerer trukket glas. Vi har købt trukket glas så langt væk fra som Sibirien og Canada. Men der er også stadig et værk i Polen,” fortæller Henrik Torp, og Torben Snoer supplerer:

”Behovet for trukket glas er der jo stadig, men det bliver sværere og sværere at få fat i. Derfor er nogle glasværker begyndt at producere en moderne variant, der ’ligner’. Men det er ikke den ægte vare, og spillet i glasset er ikke helt det samme som i rigtigt trukket glas. Så man kan godt se forskel,” siger Torben Snoer.

Et gammelt fag med mange specialer

Glar er et gammelt dansk ord for glas, og en glarmester er en håndværker, der tilskærer og isætter glas. Indtil omkring 1500-tallet brugte man primært glas i kirker, slotte og herregårde, men langsomt vandt glas indpas i almindelige huse, og Glarmesterlauget i Danmark kunne i 1998 fejre sit 500-års jubilæum.

Men som nævnt er glas ikke bare glas, og derfor er der i dag mange specialer inden for glarmesterfaget.

”På uddannelsen prøver vi naturligvis at sikre, at alle eleverne får så meget viden om nye produkter og arbejdsmetoder som muligt, men vi lægger også rigtigt stor vægt på, at de bliver undervist i det gamle håndværk. Og så er det i høj grad ude i virksomhederne, at man bliver specialiseret. For eksempel inden for autoglas, aluarbejde, indramning, interiør eller udskiftning og reparation af vinduer,” fortæller Torben Snoer.

Kirkevinduer og fredede bygninger

For en københavnervirksomhed som Snoer Glas, der i høj grad arbejder i ’det gamle København’ og på fredede bygninger, er der brug for både snedkerkompetencer og glarmesterhåndværk.

”Vi arbejder i mange fredede bygninger, hvor man ikke bare lige kan skifte et vindue til et nyt. Her skal rammer og karme afrenses, repareres eller udskiftes, og ruderne skal skæres til og kittes,” siger Torben Snoer.

En anden gren af glarmesterens arbejde er blyindfattede ruder. Der var en kort periode i 1960’erne og 1970’erne, hvor de var på mode i private hjem, men i dag ser vi dem stort kun i kirkerne.

”Bly og glas går rigtigt godt sammen – det giver en tilpas smidighed, som er god at arbejde med. Vi har arbejdet på en del kirker og har blandt andet arbejdet sammen med Per Hebsgaard, som er en af de sidste, der for alvor kan lave de specielle løsninger,” fortæller Torben Snoer.

Fakta: Inskriptioner i ruderne på Fredensborg Slot

På Fredensborg Slot i Nordsjælland er slottets ruder fyldt med inskriptioner og navne fra besøgende. Det er en skik, der går helt tilbage til 1841, da Louise af Hessen indridsede den ældste daterede signatur. I dag kan man finde flere end 600 forskellige inskriptioner.

Mange af inskriptionerne stammer fra den kongelige familie, men også statsoverhoveder på privat eller offentligt besøg har skrevet på slottets ruder. Blandt andre kan man finde en inskription fra premierminister Winston Churchill, den franske præsident François Mitterrand og USA’s tidligere præsident Bill Clinton.

Signaturerne er fordelt på ruder over store dele af slottet, men findes især i Havesalen, Fyrstesalonen, Gardersalen og i forskellige soveværelser.

99 år i faget

Snoer Glas blev stiftet af Torben Snoers farfar i 1922. Glarmesterforretningen lå oprindeligt på Frederikssundsvej, men virksomheden flyttede i 1981 de ca. 400 meter hen til Lærkevej i Københavns Nordvestkvarter, hvor den stadig ligger.

”Håndværket dengang og nu er jo i store træk det samme. Selvfølgelig er der kommet nye produkter, og dermed også nye arbejdsmetoder, som vi bruger i dag. Den helt store forskel er måske, at dengang reparerede min farfar fem butiksruder om ugen. I dag er det højt sat, hvis vi reparerer fem om måneden,” slutter Torben Snoer.

Torben Snoer er uddannet glarmester og indtrådte i firmaet i 1979.

Henrik Torp kommer også ud af en glarmesterfamilie, og er 4. generation glarmester. Han blev uddannet glarmester hos sin far Kaj Torp og startede som svend i Snoer Glas i 1980.

I 1992 blev både Torben og Henrik optaget som mestre i Snoer Glas.

Fakta: Glassets historie

De første eksempler på glasvarer stammer fra oldtidens Egypten og det østlige Middelhavsområde, hvor man har fundet glasperler og små glasbeholdere, der kan dateres helt tilbage til 4.000 år før vores tidsregning. Glaspustning blev opfundet i Syrien i midten af det 1. århundrede før vor tidsregning, og med tiden blev teknikken – særligt produktion af glasbægere - udbredt over hele Romerriget og til Mellemeuropa. Blandt andet var Köln og Trier blandt de vigtigste produktionsbyer i de første århundreder efter vor tidsregning. I slutningen af middelalderen var Venedig centrum for europæisk glasproduktion, men også i Bøhmen og Tyskland havde man en omfattende glasproduktion. I midten af 1500-tallet begyndte man at producere glas i Danmark. De danske glashytter kunne dog ikke konkurrere med udlandet og blev derfor nedlagt igen ca. 100 år senere. ’Dansk’ glas blev herefter produceret i Norge, men det stoppede med afståelsen af Norge i 1814. I 1825 blev Holmegaards Glasværk anlagt, og med det opstod der er en egentlig dansk glasindustri. Der blev produceret glas i Danmark indtil 1980’erne, hvor Korsør Glasværk lukkede. Siden 500-tallet har man brugt blæst glas i vinduer i Romerriget. Her var det glaspusterens lungekraft, der afgjorde, hvor store glassene kunne blive. Derfor var husenes vinduer ofte små. Senere blev store ruder ’sammensat’ af mange små glas i for eksempel blyindfattede ruder. I Danmark kender vi fra 1200-tallet og frem til i dag fem forskellige glastyper, der har været brugt til vinduesglas: cylinderglas, kroneglas, spejlglas, trukket glas og floatglas. Floatglas blev opfundet i 1959 og er den klart mest udbredte glastype i dag.

Artiklen du netop har læst er bragt i MESTER, som er Håndværkerforeningens magasin om godt håndværk.

Læs alle magasiner her