Glasset vandt over keramikken

Som studerende keramiker på Danmarks Designskole gik han en dag ind ad døren til skolens glasværksted, og han er med egne ord ’aldrig kommet ud igen’. Glasset vandt over keramikken, og efter mere end 20 år som kunsthåndværker udi glas udfordrer materialet stadig Anders Raad. Og han elsker det.

Anders Raad tager imod i sit værksted, der ligger i den gamle trætribune på Charlottenlund Travbane. Tribunen er ikke isoleret, men det gør ikke noget, heller ikke på denne frostkolde dag i december, for et af Anders’ vigtigste redskaber er glasovnen, der med en temperatur på ca. 1120 grader varmer rummet godt op. Som Anders dog bemærker, ”så åbner jeg gerne dørene om sommeren.”

Anders Raad startede oprindeligt som keramiker, men blev fascineret af glasset, inden han for alvor kom i gang med keramikken. Dog gik der først 10 år, efter han var færdiguddannet, før han for alvor sprang ud som selvstændig kunsthåndværker og glasmager i 1998. Inden da var han chef for atelieret hos Hindsgaul Mannequins, der i en periode var en af de største mannequinproducenter i verden, med hovedkontor og produktion i Måløv og datterselskaber i bl.a. England, USA og Tyskland.

Banken er lukket, jeg er her stadig

”Det var hårdt de første par år, for jeg havde jo ingen kunder, og mine designs var 10 år gamle. Men i tiden på Hindsgaul havde jeg arbejdet intensivt med formgivning af den menneskelige krop. Og jeg tror ikke, at der er nogen bedre måde at lære at arbejde med former på end det,” fortæller Anders Raad.

I forbindelse med opstarten af sin virksomhed lånte Anders, som så mange andre, penge i banken. Og selvom det ikke helt løb rundt i starten, ville banken gerne have pengene hurtigt tilbage, så de kunne blive lånt ud igen til en højere rente.

”Banken havde lånt mig penge, men troede åbenbart ikke helt på mig. Men siden da er banken lukket, og jeg er her endnu. Så måske havde jeg alligevel fat i den lange ende,” siger Anders med et smil.

De første år skabte Anders Raad primært brugskunst – glas, vaser, skåle – til privatpersoner. Her brugte han sin erfaring fra Hindsgaul til at skabe nye produkter og nye formsprog. Og det er da heller ikke idéerne, der mangler.

”Jeg har masser af kreative idéer til nye produkter, så det er mere tiden til at lave dem, der mangler,” siger Anders Raad.

Få masser af historier om smukt og kreativt håndværk

Tilmeld dig Håndværkerforeningens nyhedsbrev, og få de gode historier sendt direkte til din indbakke.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.

Har du lyst til at tegne gratis abonnement på magasinet MESTER, så skriv dig op her

Kunsthåndværk er fællesnævneren

I dag skaber Anders Raad stadig masser af brugskunst, men han arbejder også på renoveringsprojekter og med produktudvikling. Fælles for alle tre grene af produktionen, står kunsthåndværket.

”Alle de ting jeg laver, laver jeg for min egen skyld, fordi jeg synes, at det er sådan, de skal se ud. Samtidig har de så en funktion – det kan være et glas, en skål eller en vase. Jeg vil for eksempel aldrig lave en vase, der bare er et rør. Den skal være smuk i sig selv – også uden blomster. Det er sådan jeg definerer kunsthåndværk,” siger Anders Raad.

”Jeg er meget fascineret af oldtidssamlingen på Nationalmuseet. For eksempel Skarpsallingkarret, som er gengivet på vores 50-kroneseddel. Det er et utroligt smukt dekoreret kar, som er 5.200 år gammelt. Det er for mig helt utroligt, at æstetikken varer ved, selvom det er så gammelt, og pottemagerens unikke kreativitet stadig holder. Jeg er ikke i tvivl om, at pottemageren har nydt at lave det kar,” siger Anders Raad og fortsætter:

”Det samme gælder Hindsgavldolken, som man kan se på vores 100-kroneseddel. Den er skabt i gul flintesten, i stedet for blå, som ellers er stærkere og langt mere almindelig. Så også her har flintsmeden skabt en dolk ’for sig selv’, der giver mening for ham,” siger Anders Raad.

Produktudvikling med ’skæve hjerner’

Som en del af sit virke er Anders Raad tilknyttet glas- og keramikafdelingen på Det Kongelige Akademi, og herigennem samarbejder han med en række af de designstuderende.

”Designstudiet er en kunstnerisk uddannelse, og jeg synes, at det er fantastisk at arbejde sammen med så mange ’skæve hjerner’. De har masser af idéer, men knap så meget kendskab til en produktionsproces. Så dér kan jeg supplere med mine 30 års erfaring med både design og produktion. Mange af dem kommer også her på værkstedet med deres idéer og tegninger, og så skaber vi sammen prototyper på deres designs,” fortæller Anders Raad.

I forbindelse med at designuddannelsen for nogle år siden blev omlagt til en universitetsuddannelse, blev der stillet nye akademiske krav til de tilknyttede undervisere. Så Anders Raad tog derfor en masteruddannelse i design.

”Det er jo en teoretisk uddannelse, så der kunne jeg sidde og læse bøger om, hvordan jeg arbejder til hverdag i værkstedet,” siger Anders Raad.

Vaser skåret ud med en motorsav

Anders Raad designer og skaber også egne værker. En kunde ønskede en helt særlig vase, og her designede Anders først et par prototyper med forskellige formsprog, som blev ’afprøvet’ på stedet. Den ene prototype blev skabt i en form, hvor Anders Raad brugte grillkul til at skabe formen.

”Min værkstedsnabo, keramiker Christian Bruun, havde en pose grillkul til overs, og det gav mig en idé til et nyt formsprog. Kul har nemlig den egenskab, at det ikke klæber til varmt glas. Så jeg lavede først en lerfigur, som jeg fodrede med grillkul, og som jeg derefter kunne bruge til at støbe en gipsform,” fortæller Anders Raad og fortsætter:

”Når jeg arbejder, ser jeg tingene for mig inde i hovedet, og så gør jeg det. Den færdige vase så ret præcist ud, som jeg havde forestillet mig det.”

Kunden valgte dog ikke den kulformede vase, men derimod en form, som Anders Raad havde savet ud af en træstamme med en motorsav.

”Jeg bliver meget inspireret af naturen, og lige den her vase er inspireret af barken på et træ. Så jeg var ovre i skoven lige på den anden side af vejen og få en stor blok af en bøgetræsstamme af skovarbejderne. Den udhulede jeg, og for at forstærke udtrykket af en barklignende overflade brugte jeg en motorsav til at skære formen ud,” fortæller Anders Raad.

Det er træ- eller gipsformen man puster den varme glasboble i, og på den måde skabes vasen.

Nu har du 6 sekunder…

Undervejs i samtalen nævner Anders Raad flere gange, at noget af det, der fascinerer ham allermest ved at arbejde med glas, er, at det er så udfordrende et materiale. Måske det mest udfordrende materiale.

”Det er virkelig intensivt – man kan ikke lave andet, når man er i gang. Nu efter 30 år kan jeg godt tale lidt undervejs, men det kræver virkelig, at man er 100 procent til stede i processen. Du skal bruge både arme og ben, hoved, øjne og ører på samme tid. Ellers lykkes det ikke,” fortæller Anders Raad.

En af de væsentligste udfordringer handler om timing.

”Ovnen er 1120 grader, men glasset køler hurtigt, når det kommer ud. Og så er det ikke til at arbejde med. Så nogle processer skal gå vanvittigt hurtigt. Det handler om få sekunder,” fortæller Anders Raad.

Anders Raad bruger en glaspibe til at fange en klump smelte i ovnen, som han skiftevis puster op, ruller, og former med hånden eller forskellige typer værktøj.

”Når jeg former et glasobjekt med hånden bruger jeg en helt almindelig avis dyppet i vand. Papiret er lavet af træfibre, og det giver den helt rigtige overflade på glasset. I bund og grund handler det om at flytte rundt på kulde og varme, og udnytte det til at skabe de former og strukturer, man ønsker,” siger Anders Raad.

Anders forklarer, at når glasset bliver for ’koldt’ at arbejde med, kan han både se det på glassets farve og mærke det i måden, det bevæger sig på. Så må det en tur i ovnen igen.

Her skal man huske på, at glasset stadig er omkring 800 grader varmt, når Anders ikke længere kan arbejde med det.

De høje gaspriser slukker ovnen

Glasovnen i Anders’ værksted på travbanen kører i døgndrift. Om aftenen lægger Anders det råmateriale i ovnen, som han skal arbejde med næste dag, så det kan nå at smelte i løbet af natten. Derfor er ovnens temperatur om natten helt oppe på ca. 1250 grader.

Og eftersom ovnen varmes op med naturgas, har de seneste måneders høje gaspriser givet en væsentlig merudgift i Anders’ regnskab.

”Det er en voldsom ekstraudgift, jeg står med. Derfor har jeg lavet en aftale med Holmegaard Værk om, at jeg kan arbejde hos dem i en periode, og så kan jeg slukke min egen glasovn,” fortæller Anders Raad.

Glasovnen på Holmegaard Værk er større end Anders’ egen glasovn, så det giver nogle andre muligheder for at arbejde med større værker. Og samtidig er der også andre glasmagere på værkstedet.

”Det er altid spændende at møde andre. På Holmegaard arbejder de med større ting, end jeg er vant til, så jeg er sikker på, at det nok skal blive inspirerende, at tage derned i en periode,” slutter Anders Raad.

 

 

 

 

 

Tegn gratis abonnement på magasinet MESTER

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Få MESTER direkte i postkassen fem gange årligt. Det er gratis at abonnere på MESTER, du skal blot skrive dit navn og adresse i formularen, så er MESTER på vej til dig.

Sammen med MESTER bliver du automatisk tilmeldt Håndværkerforeningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet sendes på mail. Vær opmærksom på, at Håndværkerforeningen benytter Mailchimp til at sende nyhedsbreve. Derfor deler vi dit navn og mailadresse med Mailchimp.